Der bliver ingen tostatsløsning på Palæstinaproblemet.

Som udsigterne tegner sig, er der intet håb om, at palæstinenserne vil kunne oprette deres egen stat. Det er ikke kun tragisk for palæstinenserne, som må affinde sig med at leve under israelsk besættelse, men også for israelerne, som tilsyneladende er indstillet på fortsat at optræde som besættelsesmagt.

Prisen for at opretholde besættelsen er, at Israel vil ophøre med at være et demokrati. Det bliver en jødisk apartheidstat.

Om 10-15 år vil flertallet af befolkningen i landet mellem Middelhavet og Jordanfloden være palæstinensisk, medens magten vil ligge i hænderne på en jødisk minoritet, som ikke vil give palæstinenserne demokratiske rettigheder og medbestemmelsesret, men kontrollere dem med magt.

LÆS OGSÅ Israel og palæstinensere indgår våbenhvile efter blodige dage

Det er på længere sigt konsekvensen af ministerpræsident Benjamin Netanyahus og hans nationalistisk-ortodokse regerings politik. Mange israelere forstår, hvilke farer der lurer.

Der er tale om et simpelt demografisk regnestykke, men det er lykkedes Netanyahu at manipulere flertallet af den israelske befolkning til at tro, at den aktuelle eksistentielle fare, der truer Israel, er den iranske og ikke den demografiske bombe.

Israelske medier inspireret af regeringens talsmænd har i de sidste par år udsat befolkningen for en skrækpropaganda om konsekvenserne af et atombevæbnet præsteskab i Iran. Netanyahu bruger det, man kalder holocaustkortet, i sin skrækkampagne, hvilket gør et dybt indtryk på mange israelere.

Traumet fra Anden Verdenskrigs jødeforfølgelser har bidt sig fast i jødisk bevidsthed. Holocaust er blevet en del af den israelske selvforståelse.

Set i lyset af den aktuelle fare forekommer truslen om, at Israel vil blive en apartheidstat i næste generation, fjern. Israelerne lever en her og nu-tilværelse.

Der skal en katastrofe til for at ryste israelerne ud af den ligegyldige holdning til Palæstinaproblemet.

Og efter alt at dømme er en katastrofe ikke forestående. Netanyahus politik går ud på at bevare status quo. Det palæstinensiske selvstyre i samarbejde med de israelske besættelsesstyrker sørger for ro og orden og forhindrer terror, så den israelske befolkning bliver bekræftet i sin opfattelse af, at besættelsen i virkeligheden er godartet og lemfældig.

LÆS OGSÅ Valget i USA afgør Palæstinas skæbne

EU-landene bidrager til denne illusion ved at finansiere præsident Mahmoud Abbas’ amerikanskuddannede bataljoner, hvis opgave ikke er at beskytte palæstinensiske landmænd, der bliver terroriseret af israelske ortodokse og fanatiske bosættere, men den israelske civilbefolkning.

Den israelske letargi modsvares af palæstinensisk apati. Begge holdninger arbejder til fordel for Netanyahu. Palæstinaproblemet optræder ikke på nogen dagsorden. FN har travlt med Syrien. USA er optaget af Iran.

EU af den økonomiske krise, Egypten af magtkampen mellem politisk islam og hæren. Forklaringen er, at det ikke er lykkedes palæstinenserne, dvs. Mahmoud Abbas og hans rådgivere fra Fatahpartiet at formulere en dagsorden, som andre kunne forholde sig til.

De har fulgt en strategi, som har afsløret deres magtesløshed. Kort efter at præsident Obama var tiltrådt, erklærede han, at en løsning af Palæstinakonflikten ville stå øverst på hans dagsorden. Under det seneste møde for tre uger siden mellem Netanyahu og Obama kom Palæstinaproblemet slet ikke på tale.

Alt handlede om Iran. Og da Mahmoud Abbas for et par uger siden ville skrive et brev til Netanyahu, hvoraf det skulle fremgå, at den nuværende situation ikke kunne fortsætte, udløste det en telefonsamtale fra Obama, den første i seks måneder, hvor præsidenten advarede Mahmoud Abbas mod »provokerende handlinger«.

Abbas er nu, efter årelange resultatløse forhandlinger, nået til det punkt, at han må se i øjnene, at det er håbløst at forhandle med Netanyahu, fordi denne er modstander af en palæstinensisk stat med hovedstad i Østjerusalem.

EU kan ikke presse Netanyahu, USA vil ikke, bl.a. fordi Israel i den aktuelle situation i Mellemøsten er USA’s eneste pålidelige allierede. Alle meningsmålinger i Israel tyder på at Netanyahu vil vinde stort ved næste års valg til Knesset.

Palæstinenserne forsøgte for ti år siden at bekæmpe den israelske besættelse med magt under den anden intifada. Det fik katastrofale følger for dem.

LÆS OGSÅ Netanyahu truer Iran med krig

Under Mahmoud Abbas og hans ministerpræsident har de forsøgt forhandling, uden at det har bragt dem en tomme nærmere en selvstændig stat. Den nationalistisk-ortodokse højrefløj anført af Netanyahu er ude af stand til at forholde sig politisk til palæstinensernes nationale ambitioner.

De strider mod jødiske religiøse forestillinger, og højrefløjen er overbevist om, at et selvstændigt Palæstina vil være en eksistentiel fare.

Tanken om, at den politik uvægerlig vil dødsdømme det israelske demokrati, ryster dem ikke, blot Israel forbliver jødisk fra Middelhavet til Jordanfloden.