Kairo er grebet af frygt.

Det er hovedindtrykket efter er besøg i den egyptiske hovedstad. Frygt og usikkerhed.

Mange taler om et militærkup. Ikke i dag eller i morgen, men når situationen er blevet værre, om to år eller tre. Som udenforstående har man svært ved at forestille sig, at den kan blive meget værre.

Men som en af landets mest begavede politiske kommentatorer, Abdel-Moneim Said, en af initiativtagerne til det hedengangne dansk-sponsorerede mellemøstfredsprojekt, Louisiana-konferencen, siger: Egypterne er fredsommelige mennesker.

Da hæren 23. juli 1952 gjorde oprør mod kongen, var det overstået i løbet af 0,5. Inden der var gået tre dage, havde kongen abdiceret og var på vej udenlands på sin kongelige yacht, fulgt af en salut på 23 skud.

Revolutionen i januar sidste år blev ikke revolutionerende. Den åd sine børn, som revolutioner har for vane.

Twitter-generationen, Facebook-ungdommen, anarkisterne, socialisterne, de radikale, de sekulære, de kvindelige aktivister, alle dem, der tegnede omridset af et nyt Egypten, er retoucheret ud af det politiske billede.

De bliver lagt for had af generalerne og af de muslimske brødre, der beskylder dem for at bære ansvaret for den fortsatte politiske uro og den utilfredshed, der breder sig i befolkningen. De bliver hængt ud som samfundsfjender, i ledtog med USA, Israel og andre udenlandske interesser.

Med reformisterne af vejen er revolutionen gået i stå. Mubaraks statsapparat er forblevet intakt, med undtagelse af politiet, som har mistet enhver autoritet, fordi det ikke længere tør terrorisere borgerne.

Egypterne er ikke længere bange for statsmagten, til gengæld er de bange for morgendagen. Den ene frygt har afløst den anden. Entusiasmen, der i begyndelsen omgav de to magtcentre, de muslimske brødre og hæren, er blevet afløst af mistænksomhed og skuffelse.

Mindre end halvandet års erfaring med politisk frihed har udløst kynisme og frustration i brede befolkningskredse.

Hæren, der fra første færd gjorde et stort nummer ud af at spille rollen som befolkningens ven, nationens værn mod ydre og indre fjender, bliver nu holdt ansvarlig for det politiske og økonomiske kaos, hvori landet i dag befinder sig.

Generalerne har udnævnt en lydregering, der bl.a. består af ministre, der tidligere tjente Mubarak. De kæmper for at sikre deres selvstyre, økonomisk og politisk, under det kommende civile styre.

Der er voksende tvivl om, hvorvidt de som lovet vil overgive magten 1. juli til den nye præsident, der skal vælges om en måned.

Generalerne er bange for at miste den indflydelse, som hæren har haft siden det første militærkup i 1952. Men også for de muslimske brødre og de endnu mere radikale salafister, der tilsammen ved de første frie valg i Egypten vandt 77 pct. af parlamentets medlemmer.

Og de muslimske brødre? De frygter både generalerne og befolkningen. Opinionsundersøgelser viser, at de, hvis der blev afholdt nyvalg i dag, ville miste halvdelen af deres parlamentariske styrke.

Glansen er delvis gået af dem. De vandt næsten halvdelen af pladserne i parlamentet takket være det image, de havde under Mubarak-regimet som politisk forfulgte, samt fordi deres omfattende velfærdsarbejde vandt dem stor politisk sympati. Hvor regeringen svigtede, trådte brødrene til.

LÆS OGSÅMuslimske brødre fik halvdelen af de egyptiske stemmer

I manges øjne har de nu svigtet. Deres magtbegær viste sig ikke at stå tilbage for Mubaraks.

De erklærede før valgene, at de ikke ville stille en kandidat til præsidentvalget, for at berolige den del af befolkningen, der frygtede deres slogan 'Islam er løsningen'. De faldt for fristelsen og har opstillet en radikal islamist.

LÆS OGSÅBroderskab udpeger alligevel præsidentkandidat

De erklærede før valgene, at de ikke ville opstille i alle kredse, fordi de forstod, at en valgsejr ved parlamentsvalgene kunne virke som en boomerang. Men de faldt for fristelsen.

Og da det brødredominerede parlament for nylig nedsatte en forfatningskommission, fyldte de den med brødre, men det resultat af en domstol erklærede kommissionen for lovstridigt.

Brødrene har taget fejl af folkestemningen. Kloge af skade fra Mubarak-perioden forholder mange egyptere sig skeptisk over for de nye politiske kræfter.

Det er måske det mest opmuntrende, man kan skelne i det politiske landskab i dagens Egypten.

Kritik af politikerne, skepsis, modstand mod at lade sig manipulere, her ligger måske den spæde begyndelse til en demokratisk udvikling. Men der er langt igen.