Israels krig mod Iran er indtil videre aflyst.

Ministerpræsident Benjamin Netanyahu har ikke tid til at føre krig. I stedet har han udskrevet nyvalg, der skal finde sted 4. september.

Dette pludselige skift i hans personlige prioriteter afslører, at et atombevæbnet Iran alligevel ikke er så dødeligt farligt for Israels eksistens, som Netanyahu har forsøgt at overbevise USA, EU og ikke mindst den israelske befolkning om i de sidste par år.

Ikke fordi faren er drevet over, men fordi den aldrig har været så overhængende, som Netanyahu har påstået.

Hans strategi har været at dæmonisere den iranske ledelse, hvilket ikke har voldt ham store anstrengelser, fordi holocaustbenægteren, præsident Ahmadinejad med mellemrum har erklæret, at Israel var en plet på landkortet, der burde fjernes.

Frygten for et atombevæbnet Iran har skabt behov for en stærk national leder i en befolkning, der trods 64 års selvstændighed aldrig har følt sig helt tryg. Netanyahu udfylder denne rolle som Israels forsvarer.

Hovedgrunden til, at Netanyahu har fremskudt de valg, der oprindelig var planlagt til 2013, er, at han rider på en bølge af popularitet, som han vil udnytte. Ifølge de seneste meningsmålinger mener halvdelen af vælgerne, at han er den bedst egnede ministerpræsident. Han er mere populær end de tre andre kandidater tilsammen.

En anden grund er, at han er bange for, at præsident Obama bliver genvalgt til november. Han vil komme ham i forkøbet og sikre sig endnu fire år ved magten.

Netanyahu kan under ingen omstændigheder acceptere en palæstinensisk stat, som han frygter Obama vil gennemtvinge efter et genvalg. Flertallet af israelerne støtter en palæstinensisk stat, forudsat at den ikke truer Israels sikkerhed. Kan Washington overbevise dem om dette, vil flertallet af israelerne muligvis foretrække fred frem for Netanyahu.

To gange har amerikanske præsidenter bidraget til at vælte ministerpræsidenter fra Likudpartiet. I 1992 blev præsident Bush senior træt af ministerpræsident Yitzhak Shamir, hvilket førte til, at arbejderpartiets Yitzhak Rabin kom til magten.

Og i 1999 bidrog Bill Clinton til det magtskifte i Jerusalem, der drev Benjamin Netanyahu fra posten til fordel for Arbejderpartiets Ehud Brak.

En tredje grund til Netanyahus beslutning om at opløse parlamentet er den voksende kritik af hans regeringsførelse, der især lyder fra tidligere chefer for de israelske sikkerhedstjenester, Shin Bet, den interne tjeneste, og spionageorganisationen Mossad.

Senest har den for få måneder siden udskiftede Shin Bet-chef, Yuval Diskin, erklæret, at han ikke har tillid til Netanyahu og forsvarsminister Ehud Barak. De lider af »messianske forestillinger«, sagde Diskin og tilføjede:

»Jeg har været tæt på dem, og de er ikke messisas’er«.

Diskin, der i kraft af sin tidligere stilling er blandt de bedst informerede om israelsk-palæstinensiske relationer, lægger ansvaret for de paralyserede fredsforhandlinger på Israels skuldre.

Den tidligere Mossadchef Meir Dagan har sagt, at tanken om at gå i krig med Iran er »noget af det mest stupide, jeg har hørt«, og forsvarschef Benny Ganz har udtalt, at de iranske ledere er rationelle, medens Netanyahu siger, at de er utilregnelige shiamuslimske fanatikere.

Langsomt siver disse højt anskrevne ekssikkerhedschefers vurderinger af Netanyahu og hans væbner, forsvarsminister Ehud Barak, igennem og underminerer deres troværdighed, men for langsomt til, at de kan gøre indhug i Netanyahus popularitet inden valgene om fire måneder.

Netanyahu har siddet ved magten i tre år. Fire år til vil være en katastrofe for det israelske velfærdssamfund og for forholdet til omverdenen, til palæstinenserne, EU-landene og Washington.

Alle, der har det demokratiske Israels og en kommende palæstinensisk stats interesser på sinde, burde tænke over, hvad de kan gøre for at hjælpe oppositionen mod Netanyahu. I første række gælder det ikke om at besejre ham ved de kommende valg, men om at overleve.

De største trusler mod en demokratisk israelsk eksistens kommer hverken fra Iran eller fra de arabiske lande, men indefra. Boykot af israelske institutioner og israelske produkter viser ikke vejen. De styrker tværtimod Netanyahu, fordi de bekræfter hans påstand om, at Israel er isoleret, venneløs og omgivet af fjender.

Et dansk dialogcenter i Tel Aviv som det i Kairo eller et dansk kulturhus som det i Damaskus kunne måske være en gestus af solidaritet med det hårdt trængte liberale, demokratiske Israel.