Assad overlever.

I hvert fald året ud, mener vestlige og arabiske efterretningsorganisationer, og måske også næste år.

Det er en alvorlig streg i regningen for alle dem, der har kalkuleret med, at han ville gøre dem den tjeneste at falde af sig selv, så der ikke var nogen tvingende grund til at intervenere i den syriske borgerkrig.

Spørgsmålet er: Hvad nu? Altså ikke lige nu, fordi det internationale samfund har vundet lidt tid, vor dårlige samvittighed over, at vi forholder os passive, medens Assad myrder sine egne, begrundet i tidligere FN-generalsekretær Kofi Annans sekspunktsaftale med styret i Damaskus.

LÆS OGSÅ Frankrig truer med militær indgriben i Syrien

Ifølge aftalen, indgået for en måned siden, skulle de to parter i borgerkrigen overholde en våbenhvile. Assad skulle trække sine tropper og sit tunge skyts bort fra byerne og tillade humanitær hjælp at nå civilbefolkningen. FN skulle sende 300 våbenhvileobservatører.

Aftalen skulle bane vej for politiske forhandlinger mellem oprørerne og Assad. Ingen af parterne har overholdt aftalen.

FN har atter afsløret afgrunden mellem sine højtidelige ord og sine gerninger. Verdensorganisationen har endnu ikke kunnet opnå tilsagn fra sine ca. 200 medlemslande om mere end 150 observatører. Hvorfra de manglende 150 skal komme fra, er endnu uvist. Ifølge den norske general skulle han have 3.000 mand for at løse sin opgave effektivt.

Den kendsgerning, at USA og EU-landene ikke har været i stand til at stille 300 mand i løbet af nul komma fem efter alle de højtidelige sympatierklæringer til den plagede syriske civilbefolkning, hvis tab nærmer sig 10.000, er en opmuntring for Assad og hans forbundsfæller i Moskva, Beijing og Teheran.

For Washingtons vedkommende er det et svaghedstegn, hvis konsekvenser rækker langt ud over Syrien.

Assad udnytter våbenhvilen til at styrke sin position. Han trækker sine styrker ud af byerne, som Annan-aftalen forudsætter, men så snart FN-observatørerne har fjernet sig, sender han tropperne tilbage. Antallet af civile dødsofre er faldet i de sidste par uger, men terroren er blot blevet mere sofistikeret.

Assads sikkerhedstjeneste har arresteret flere hundrede studenter i Aleppo. Og hans dødspatruljer koncentrerer sig om at likvidere enkeltpersoner blandt oppositionens ledere. Folk, der samarbejder med FN, bliver straffet.

Assad har undertrykt Homs og Hama, som en overgang var på oprørernes hænder, og kontrollerer de to største byer, Damaskus og Aleppo. Hæren er forblevet loyal, og de tre store mindretal, kurderne, druserne og de kristne, forholder sig passivt.

LÆS OGSÅ Syrien fortsætter angreb op mod deadline

Medmindre et militærkup er under udvikling anført af alawitiske officerer, der er parate til at ofre Assad på betingelse af et politisk kompromis, har Assad ingen tvingende grund til at søge asyl i Moskva eller at skyde sig en kugle for panden.

Mubarak sidder bag tremmer. Gaddafi blev skudt for enden af det cementrør, hvor han havde fundet sit sidste skjulested. Assad behøver hverken at frygte USA’s svigt eller en Nato-intervention.

Hans forbund med Rusland beskytter ham mod militær intervention og sikkerhedsrådsresolutioner, og hans alliance med Iran beskytter ham mod økonomisk kaos. Venezuela leverer olie på kredit.

Saudi-Arabien og Qatar, som har lovet oprørerne våbenhjælp, er tilbageholdende bl.a. fordi den syriske opposition er dybt splittet og ikke i stand til at levere et klart alternativ til Assads regime. Den tyrkiske regerings holdning tyder på, at Ankara frygter kaos efter Assad og derfor foretrækker status quo.

Men status quo er en illusion; et tilflugtssted for personer og nationer, der ikke tør vælge. Der sker ting i Syrien, som må vække Washington til eftertanke, fordi deres mulige konsekvenser kan række langt ud over Syriens grænser og berører USA’s magtposition i Mellemøsten.

Opgøret i Syrien handler ikke mere blot om opposition til Assadfamiliens 40 års lange diktatur. Det indgår nu i et langt større sammenstød mellem sunni- og shiaislam.

Syrien er blevet en kampplads for de to islamistiske retninger, og i voksende grad er kampen mod Assad blevet en jihad, som i største grad tiltrækker sunnimuslimske jihadister fra den arabiske verden, ikke mindst Irak.

LÆS OGSÅ Syrisk aktivist om hærens retræte: »Det er umuligt«

Et af tegnene er det voksende antal selvmordsaktioner rettet mod Assadregimets politiske og militære installationer som det, der torsdag kostede mere end 50 mennesker livet, da to bilbomber sprang uden for efterretningstjenestens hovedkvarter i Damaskus.

Desuden er brugen af vejsidebomber, der var et sunnimuslimsk speciale under guerillakrigen mod den amerikanske besættelse af Irak, steget markant.

Denne udvikling tvinger Washington til at overveje et kompromis med Assad, i håb om at han vil kunne forhindre, at Syrien i fremtiden vil blive ledet af radikale antiamerikanske sunnimuslimer.