For første gang i historien går egypterne til frie valg for at vælge en leder. Hidtil er de blevet påtvunget deres ledere fra faraoerne til Hosni Mubarak.

Onsdag og torsdag i denne uge gik et flertal af de 50 mio. valgberettigede til 13.000 valgsteder med en følelse af selvværd, som ingen af deres forfædre kendte til.

Det er det mest opmuntrende resultat af begivenhederne på Tahrirpladsen i januar sidste år, denne følelse af, at den enkelte ikke længere er offer for et vilkårligt system, men et menneske, der, sammen med ligesindede, kan være med til at forme sin skæbne.

I psykologisk henseende var begivenhederne revolutionerende. Det egyptiske menneske, i rollen som politisk individ, opstod for halvandet år siden. Det er kommet for at blive. Halvdelen af de ca. 80 mio. egyptere lever i dyb armod, optaget af at overleve fra dag til dag. De har aldrig drømt om at få indflydelse på noget som helst.

Den anden halvdel har måske drømt om det, men aldrig vovet at tro, at de ville opleve det. Det forhold blev dramatisk ændret på 18 dage i januar sidste år.

Egypterne brød igennem den frygtens barriere, der gjorde det muligt at undertrykke dem. De opdagede, at selv magtfulde regimer er sårbare, og at deres herskere ikke er ukrænkelige.

Det lyder måske ikke af meget, set fra et vestligt synspunkt, men for mennesker, der har resigneret, som de fleste egyptere havde, er der tale om en omvæltning.

Denne mentale revolution er forudsætningen for den politiske revolution, som kun er i sin vorden. Frygten for øvrigheden er afløst af en bevidsthed om, at magten udgår fra folket, hvis folket vil det.

Præsidentkandidater, der aldrig har skænket den almindelige egypter en tanke, angler nu efter hans stemme. Og Amr Moussa, Mubaraks mangeårige udenrigsminister, der er arrogant som få, står nu tålmodigt i kø i to timer, sammen med vælgere fra alle samfundslag, for at afgive sin stemme.

Magtbegrebet i den hidtil magtesløse egypters øjne er langsomt på vej til at miste sin mystik. Det er det fundamentalt vigtigste, der er sket i det egyptiske samfund.

En journalist fra tv-stationen Al-Jazeera spørger en vælger, hvem han vil stemme på. »Aboul Fotouh«, lyder svaret.

LÆS OGSÅ Vælgere i Kairo: Der er brug for en stærk og modig mand

Fotouh er liberal islamist, der blev ekskluderet af de muslimske brødre, fordi han tilsidesatte ledelsens forbud mod at opstille som præsidentkandidat.

Han er en af de tre i spidsen af feltet. Den anden er brødrenes officielle kandidat, og den tredje er Amr Moussa, som karakteriserer sig som liberal. Hans popularitet skyldes dels, at han er meget kritisk indstillet over for USA og Israel, dels at han politisk set er en erfaren mand, hvilket ikke gælder de to andre finalister.

»Og hvad vil du gøre«, fortsætter journalisten, »hvis Fotouh skuffer dig som præsident?«.

»Så stemmer jeg på en anden ved de næste valg«.

Dette replikskifte fortæller om omfanget af den mentale omvæltning blandt egyptiske vælgere. For første gang føler de, at de kan kræve deres ledere til regnskab og straffe dem, hvis de svigter.

Begivenhederne på Tahrirpladsen er fejlagtigt blevet kaldt en revolution. Det var den ikke. Mubaraksystemet er fortsat på plads, blot uden Mubarak.

Nu bliver der valgt en præsident, men da det ikke er lykkedes politikerne at blive enige om en ny forfatning, er der ingen, der ved, om han, som Mubarak, bliver chef for de væbnede styrker, eller han blot bliver en protokollær kransekagefigur.

Egypten befinder sig midt i en revolutionær proces. Spørgsmålet er, hvor megen magt generalerne vil afgive til parlamentet, og hvor megen magt parlamentet, hvor tre fjerdedele af medlemmerne er islamister, er parat til at overlade generalerne.

Der er to muligheder: et kompromis eller et nyt militærkup. De muslimske brødre har tidligere kunnet samarbejde med generalerne mod en fælles fjende. Dengang var det de unge reformister, der indledte kampagnen mod Mubarak og militærregimet.

LÆS OGSÅ Egyptisk præsidentvalg står i krisens tegn

I dag er det et økonomisk truende kollaps. Gennemsnitsindkomsten i Egypten er faldet 20 pct. i det sidste år. Inflationen og arbejdsløsheden er steget. Hæren, der anser sig for at være folkets ven og politikernes modstander, venter blot på at blive tilkaldt for at redde samfundet fra kaos.

På kort sigt kan det gå galt. På længere sigt har Tahrirbegivenhederne bevidstgjort de egyptiske vælgere politisk. Uden modstand vil de ikke afgive den magt, som de ikke har fået foræret, men tilkæmpet sig.