Inderst inde må præsident Obama og EU’s regeringer takke Putin for det russiske veto i Sikkerhedsrådet, der blokerer for en resolution, som vil kunne legitimere militær intervention i den syriske borgerkrig.

Ellers ville USA blive udsat for et voldsomt moralsk pres for at blande sig i konflikten.

Putin har løst Vestens problem. Som situationen er, kan vi trygt, med henvisning til russisk kynisme, retfærdiggøre vor passivitet. Og godt det samme. For hvis nogen mener, at Syrien i dag er et helvede, så tager de fejl. Det er kun helvedes forgård. Det kan blive meget værre.

Syrien er punktet, hvor tre interessekonflikter kolliderer. USA’s og Ruslands. Saudi-Arabiens og Irans. Og den voksende sekteriske konflikt mellem sunni- og shiamuslimer. Assad-regimet kæmper ikke bare for at bevare magten, men for livet, overbevist om, at den, der ikke dræber, selv vil blive dræbt.

I det traditionelle Mellemøsten, der først nu er i opløsning, er du enten magthaver eller offer.

Syriens alawittiske mindretal er bange for en fremtid som magtesløs minoritet efter at have regeret landet i over 40 år. Og ingen trusler, ingen FN-resolutioner eller international forargelse og formodentlig heller intet pres fra Moskva kan neutralisere denne frygt for hævnens time.

Alawitterne er hadet som intet andet mindretal i Syrien. De er hadet på grund af deres despoti, fordi de samarbejdede med fransk kolonialisme efter Første Verdenskrig og indtil selvstændigheden i 1947. De foragtes af det sunnimuslimske flertal, der mistænker dem for at være krypto-shiamuslimer og derfor vantro.

LÆS OGSÅRusland bremser for nye løsninger i Syrien

Syrien er et land med en befolkning, der endnu leder efter en national identitet, en mosaik af mindretal, skabt af franske territoriale ambitioner efter Første Verdenskrig og Det Osmanniske Riges sammenbrud.

De franske koloniherrer havde dårlige erfaringer med sunnimuslimerne i Tunesien og Algeriet. I Syrien støttede de sig til mindretallene, druserne, alawitterne, kurderne og de kristne, der talte 40 pct. af befolkningen. Især alawitterne, der udgjorde grundstammen i kolonimagtens hær – Troupes Speciales du Levant.

Her begynder alawitternes vej til magten. Latakia, deres hovedby, fik en art selvstyre. Alawitterne betalte mindre i skat end sunnimuslimerne i Damaskus, og de fik større økonomiske tilskud.

Damaskus blev behandlet som en besat by af franskmændene, overvåget af senegalesiske kolonitropper med støtte af hvem? Alawittiske enheder. I 1947 opgav franskmændene Syrien.

Hæren var den eneste fungerende organisation, som Frankrig efterlod efter 30 års styre. Efter tre militærkup og 21 forskellige regeringer kom den alawittiske officer i luftvåbnet, Hafez Assad, til magten i 1970. Det var, skriver en amerikansk historiker, lige så usandsynligt, som at en kasteløs blev maharaja i Indien, eller en jøde blev tsar i Rusland.

Det blev indledningen til 40 års stabilitet, bygget på brutal magt, elektronisk overvågning af befolkningen og russiske rådgivere og våben.

I 1982 myrdede Assad mellem 10.- og 30.000 civile i byen Hama efter et oprør anstiftet af de muslimske brødre. Nu frygter alawitterne for deres liv, den dag de mister magten. Det samme gør mange medlemmer af det kristne mindretal, der har gjort fælles sag med alawitterne, medens kurderne og druserne klogelig har holdt sig uden for konflikten.

Nøglen til forståelse af konflikten er ikke Assads personlighed eller hans families. Når officerskorpset og sikkerhedstjenesterne ikke er deserteret, er det, fordi de står og falder med regimet.

De behøver blot at se over grænsen ind i Irak for at se den skæbne, der venter dem som magtesløse, forhenværende magthavere og despoter, der aldrig gav pardon.

Den shiamuslimske ministerpræsident i Bagdad, Nuri al-Maliki, har svigtet alle aftaler med USA om beskyttelse af de sunnimuslimske irakeres mindretalsrettigheder.

Dagen efter at den sidste amerikanske soldat forlod Irak, lod al-Maliki udstede en arrestordre mod sin sunnimuslimske viceministerpræsident, der måtte flygte til Kurdistan i det nordlige Irak. Alawitterne frygter, med rette, samme holdning fra en ny, sunnimuslimsk regering i Damaskus.

LÆS OGSÅSyrisk uro koster flere demonstranter livet i naboland

Der er ingen militær løsning på borgerkrigen i Syrien. Måske en politisk, der tager alawitternes frygt og krav om sikkerhed i betragtning. Alternativet er en langvarig borgerkrig, som den irakiske, som varede i ni år, og som nu truer med at bryde ud igen.

Måske var det en idé at lade alawitterne oprette en ministat i Latakisa-provinsen, hvor de er flertal, som kurderne i det nordlige Irak.

Det vil imødekomme alawitterens frygt og berolige de kristne libanesere, der frygter konsekvensen af en sunnimuslimsk regering i Damaskus.