Borgerkrigen i Syrien har sammenhæng med de forhandlinger, der åbner på mandag mellem Iran og de såkaldte fem-plus-en magter, dvs. de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet og Tyskland.

Forhandlingerne handler direkte om Irans atomprojekt. Indirekte kan de få afgørende betydning for den syriske borgerkrigs gang.

Iran og dets allierede, Rusland, mistænker USA for at tilstræbe et regimeskifte i Teheran. De opfatter USA’s holdning til borgerkrigen og dets modstand mod Bashir Assads regime som et led i kampen for at svække Iran.

Den syrisk-iranske alliance har givet Teheran en base i den arabiske verden, hvorfra det har kunnet udstrække sin indflydelse til Libanon og det palæstinensiske Gaza-område.

Set fra Teheran er det helt afgørende, om USA er en troværdig forhandlingspartner. Det kræver, at Washington får orden i sine prioriteter. Hvad rangerer højst set fra et amerikansk sikkerhedspolitisk synspunkt: at vælte Assad-regimet og drive Iran ud af dets syriske base, eller at opnå et forlig med hensyn til Irans atomprojekt?

Medmindre USA sender helt klare signaler om, hvad det vælger, er der ingen udsigt til et forlig med Iran.

Det kommende møde i Moskva kan således få afgørende indflydelse for borgerkrigens forløb. Det haster, fordi den er ikke længere et internt syrisk anliggende. Borgerkrigen er blevet en stedfortræderkrig mellem det shiamuslimske Iran og det sunnimuslimske Saudi-Arabien om indflydelse i Golfområdet.

Den truer med at udvikle sig til en konfrontation mellem USA og Rusland, der kan få konsekvenser for EU’s forhold til Moskva, og den åbner mulighed for en voksende tilnærmelse mellem Kina og Rusland, der begge, af gode grunde, er modstandere af udenlandsk indblanding i andre landes interne forhold og interesseret i at begrænse USA’s indflydelse.

Våben og frivillige strømmer nu til den syriske krigsskueplads. Saudi-Arabien og Qatar bevæbner de ortodokse, sunnimuslimske grupper blandt oprørerne. Jihadister fra Pakistan, Irak og andre muslimske lande, opildnet af radiale prædikanter, kommer for at deltage i det, de opfatter som en hellig krig.

Ifølge amerikanske kilder leverer Moskva våben og ammunition til Assads styrker, og senest er der tale om kamphelikoptere.

Borgerkrigen har bredt sig til nabolandet, Libanon. Sunnimuslimer og alawitter skyder på hinanden i Tripolis gader, og shiamuslimer, der støtter Assad-regimet, kæmper med sunnimuslimer i Beirut.

Og i Israel er der ængstelse for, at Assad, for at aflede opmærksomheden fra borgerkrigen, vil skabe provokationer langs den israelsk-syriske grænse.

I Washington ligger planer parat om et kommandoangreb ind i Syrien for det tilfælde, at der opstår fare for, at Assads omfattende arsenaler af biologiske og kemiske våben skulle falde i de forkerte hænder. Amerikanske kommandostyrker befinder sig i Jordan med henblik på hurtig udrykning.

Der bliver ikke tale om militær indgriben, hverken fra USA’s eller anden side. Hverken på denne side af præsidentvalget i USA eller efter. Der er kun to muligheder. Enten går borgerkrigen sin gang, indtil en af parterne får overtaget. I Irak fortsætter den på tiende år. Eller også bliver USA og Rusland enige om et kompromis. Udsigterne er dårlige, selv om de kan nå til enighed, for mange kræfter er allerede uden for Moskvas eller Washingtons kontrol.

Der er spage tegn på, at Moskva måske er ved at blive bekymret over sit internationale omdømme som børnemorderen Assads protektor.

Udenrigsminister Sergej Lavrov har udtalt, at i sådanne situationer er det regeringsmagten, der bærer det største ansvar. Og andre russiske udtalelser lader forså, at Assad ikke er en russisk allieret, men bare en klient, og at Moskva godt kan forestille sig et Syrien uden Assad, skønt ikke et Syrien uden alawitterne, med hvem Moskva har haft fyrre års alliance.

Rusland ønsker at bevare indflydelsen i Syrien, hvor det har sin eneste middelhavsbase. USA ønsker en aftale med Iran om at sætte et kernevåbenprojekt i bero. Rusland kan muligvis spille en afgørende rolle. Meget vil afhænge af Moskva-forhandlingernes forløb.

Hvis Teheran viser sig villig til et forlig, kan prisen blive, at USA må affinde sig med, at Syrien forbliver under iransk indflydelse.