Massakrerne i Syrien, der har kostet over 10.000 civile livet, vil fortsætte, indtil en dybt bekymret international omverden vil erkende,

•at der ingen militær løsning er på borgerkrigen, så længe Iran, Kina og Rusland støtter Bashar Assad – kun en politisk

•at der ingen politisk løsning er uden Moskvas medvirken

•at det regerende alawittiske mindretal på lidt over 10 procent af befolkningen ikke blot er en afgørende del af det syriske problem, men også en del af løsningen.

Udsigterne til, at Nato vil organisere en såkaldt ’coalition of the willing’ uden om Sikkerhedsrådet, som det skete i Jugoslavien i 1999, er ringe.

Under krigen i Libyen nøjedes USA med at ’lede bagfra’ og overlod størstedelen af den militære indsats til europæerne. I dag tyder meget på, at Washington end ikke er parat til at ’lede bagfra’. Amerikas diplomatiske signaler i forbindelse med den syriske situation er tågede.

Den ene dag erklærer en amerikansk talsmand, at USA hjælper oprørsbevægelsen med koordination og kommunikation. Kort efter dementerer en anden talsmand den førstes erklæring.

Nogle iagttagere mener, at disse modstridende signaler ikke er udtryk for forvirring, men et bevidst forsøg på at manøvrere, indtil amerikanerne kommer til klarhed over oprørsstyrkernes sammensætning, og finder ud af hvem de skal støtte.

LÆS OGSÅRusland bremser for nye løsninger i Syrien

Forvirringen omkring oprørsstyrkerne er stor. Ingen ved, i hvilket omfang de muslimske brødre fører an i kampen mod Bashar Assad.

Den russiske støtte til Assad skyldes ikke tilknytning til Assad-familien, der har samarbejdet med Moskva i 40 år. Vladimir Putin opfatter ikke Bashar Assad som en allieret, men som en klient.

Det afgørende er heller ikke Ruslands geopolitiske interesser i Syrien, herunder flådebasen i havnebyen Tartus, Ruslands eneste i Middelhavsområdet.

Ruslands modstand mod en resolution i Sikkerhedsrådet rettet mod Assad bliver også forklaret som en tak for sidst til USA. Daværende præsident Dmitry Medvedev undlod sidste år at nedlægge veto i Sikkerhedsrådet mod en resolution, der autoriserede Nato til at gennemtvinge en no fly zone over Libyen med henblik på at beskytte den libyske civilbefolkning.

Moskva mener, at Nato under dække af humanitære hensyn tog aktivt del i borgerkrigen mod Gaddafi og gennemførte et regimeskifte.

Putin føler sig snydt af USA. Han blev bestyrket i sin mistanke om, at Vestens snak om humanitær indsats som i tilfældet Irak eller Kosovo kun er et skalkeskjul for at fremme vestlige økonomiske og geopolitiske interesser.

Putins hovedbekymring er, at det folkeretslige princip om responsibility to protect vil underminere suverænitetsprincippet, fordi det legitimerer andre landes ret til at blande sig i et lands interne problemer. I Putins øjne er suverænitet ensbetydende med en regerings ubegrænsede ret til at handle, som det passer den i forhold til dens befolkning.

I den sidste tid har Moskva ladet Vesten forstå, at man på visse betingelser er parat til at forhandle om en syrisk løsning. Senest har Moskva tilbudt at organisere en international konference.

Invitationen er blevet afvist af USA, fordi Moskva som en af betingelserne for afholdelse af konferencen forlangte, at Iran skulle deltage. Ruslands politik i forbindelse med Syrien-krisen er således kun sekundært forbundet med at sikre en klientstat eller en flådebase i Middelhavet.

LÆS OGSÅObama og Putin opfordrer på topmøde til stop for syrisk vold

Moskva ønsker at rehabilitere sig internationalt og indtage en plads som USA’s ligestillede, og Putin ønsker at markere sin definition af begrebet suverænitet og sin modstand mod udenlandsk indblanding. Dybest set frygter Putin et vestligt inspireret regimeskifte i Rusland.

Rusland frygter et regimeskifte i Syrien, fordi det vil føre til en magtovertagelse af det sunnimuslimske flertal, som Moskva anser for at være domineret af de muslimske brødre, hvis indflydelse på de muslimske mindretal i Rusland vokser.

Moskva forestiller sig en politisk ordning i Syrien, der sikrer alawitterne fortsat indflydelse, og som sikrer, at hæren, der er domineret af alawittiske officerer, forbliver intakt.

Moskva peger på konsekvenserne i Irak, da USA efter at have besat Irak sendte hæren hjem med det resultat, at man fra første færd gød olie på den kommende borgerkrig, der endnu i dag, ti år senere, terroriserer irakernes dagligdag.

Moskva forbindelser med mange topfolk i den syriske hærledelse, der er uddannet i Rusland, gør Rusland til en helt afgørende magtfaktor: »Vi mener«, udtalte Putin tidligere på ugen »at ingen har ret til at bestemme, hvem der skal bringes til magten for andre nationer, og hvem der skal fjernes fra magten«.

Medmindre USA accepterer dette princip, bliver der ingen forhandling med Rusland. Og uden forhandling vil massakrerne fortsætte. Hvor mange menneskeliv det vil koste, er ikke et russisk anliggende. Der er større ting på spil.