Benjamin Netanyahu, den israelske ministerpræsident, har aldrig ment, at en palæstinensisk stat var forenelig med Israels sikkerhed.

Udviklingen i dets arabiske nabolande siden marts sidste år har bekræftet ham i denne opfattelse. Det Muslimske Broderskabs valgsejr i Egypten har begrænset Israels politiske muligheder.

Hvis Hamas, der er en ideologisk aflægger af de muslimske brødre, igen skulle finde det politisk belejligt at genoptage missilangreb på befolkningscentre i det sydlige Israel, vil regeringen ikke som tidligere være i stand til at handle uden at tage hensyn til en eventuel egyptisk reaktion.

Den offentlige mening, Tahrir X-faktoren, er blevet en ny medspiller, som Israel nu er nødt til at kalkulere med.

Situationen i nabolandet mod øst, Jordan, er kritisk og israelske strateger tør ikke udelukke kongens fald og en radikal muslimsk magtovertagelse.

Det samme gør sig gældende for Syriens vedkommende. Israel har efter nogen tøven besluttet at et regimeskifte er i dets interesse, først og fremmest fordi det vil svække Israels hovedfjende Iran og Hizbollah i Libanon. Alternativet til præsident Assad er Syriens filial af de muslimske brødre, men det mener Jerusalem er at foretrække.

I den nuværende situation er det udelukket, at Netanyahu vil forhandle med palæstinenserne om en selvstændig stat på det areal, de forlanger, dvs. 22 pct. af det gamle Palæstina.

Netanyahu foretrækker status quo, men han må kalkulere med, at Barack Obama kan blive genvalgt, og at han vil blive præsenteret for et ultimatum inden så længe.

Det største udenrigspolitiske nederlag, Obama har lidt i sin første præsidentperiode, er, at det ikke lykkedes ham at presse Netanyahu til at acceptere en tostatsløsning.

Et sådant ultimatum vil kæde Iran og Palæstina sammen. Set fra Netanyahus synspunkt udgør et atombevæbnet Iran den største trussel for Israel. Han er overbevist om, at præsident Ahmadinejads trusler, om at Israel bør fjernes fra landkortet, bør tages alvorligt.

Han ved også, at denne trussel kun kan fjernes i samarbejde med USA.

Det er palæstinensernes sidste chance: Hvis Netanyahu bliver tvunget til at vælge mellem total amerikansk opbakning i kampagnen mod en iransk atombombe og forhandling med palæstinenserne, vælger han at betale prisen og forhandle. I så fald er en tostatsløsning realistisk.

Hvis Obama svigter sine løfter til palæstinenserne, er håbet ude. Ingen resolutioner fra Sikkerhedsrådet, ingen påtaler fra EU vil hjælpe palæstinenserne.

Der har kun været sporadisk kontakt mellem Israel og palæstinenserne i løbet af de sidste to år. Præsident Mahmoud Abbas har nægtet at forhandle, medmindre Israel standsede ethvert byggeri i de besatte palæstinensiske områder. Det er et rimeligt krav, som Netanyahu har afvist.

Abbas tør ikke opgive betingelsen af hensyn til sit bagland. Han har spillet Netanyahu et kort i hænde, som han bruger til at dokumentere, at det er den palæstinensiske modpart, som ikke vil forhandle.

Tiden virker til skade for palæstinenserne, som dag for dag magtesløst er vidne til, at de israelske bosættere stjæler mere og mere jord.

LÆS OGSÅIran: »Vi tilintetgør Israel, hvis de angriber«

De besatte palæstinensiske områder blev under Oslo-aftalen, truffet i Washington i 1995, delt i tre kategorier, A, B og C.

A er både administrativt og militært under palæstinensisk kontrol, B er fortsat under israelsk militær kontrol. og C er helt under israelsk kontrol. 95 pct. af den palæstinensiske befolkning bor i A og B.

C omfatter 60 procent af det palæstinensiske areal, men blot 5 procent af befolkningen.

Dette område bliver langsomt overtaget af israelske bosættere. De palæstinensiske bønder, de retmæssige ejere, bliver drevet fra jorden af bosættere med magt og trusler. Ingen israelsk myndighed griber ind, selv om dette jordtyveri er dokumenteret af israelske fredsbevægelser.

I mange tilfælde vælger palæstinenserne at opgive deres jord og flytte fra område C til A og B. Langsomt bliver C området således overtaget af israelere og affolket af palæstinensere. Dag for dag skrumper Palæstina.

LÆS OGSÅFN's generalsekretær kritiserer Israel

Hæren, politikerne og medierne er bekendt med dette tyveri af palæstinensisk jord, men griber ikke ind. Netanyahu er blevet et ikke uvilligt gidsel i hænderne på bosætterbevægelsen.

Hvis præsident Barack ikke griber ind i det nye år, må palæstinenserne se i øjnene, at de har tabt kampen, og at de må vælge mellem at acceptere taberens rolle og Netanyahus fredsvilkår eller affinde sig med permanent israelsk besættelse.