I Mellemøsten er alternativet til ’slemt’ i reglen ’værre’.

Assads dage er talte. Hvor længe han holder afhænger ikke af udfaldet af kampene om Syriens næstvigtigste by, Aleppo, der har stået på i tre uger, men om hvor længe hæren og sikkerhedsstyrkerne forbliver loyale og villige til at slås.

Assad træder ikke tilbage og overlader Syrien til en overgangsregering, som FN fantaserer om, ikke så længe han kan stole på hæren.

Det kan have lange udsigter, fordi hærens kerne består for størstedelens vedkommende af medlemmer af Assads alawitklan, af kristne og drusere og andre mindretalsgrupper. De kæmper ikke for Assad, men for deres kære liv.

De har udgjort det grundlag, der muliggjorde Assad-klanens over 40 års terrorregime. De har medvirket til at undertrykke det sunnimuslimske flertal, der tæller 60 procent af befolkningen, og i dag er de bange for fremtiden.

De behøver blot at se over grænsen til Irak for at få bekræftet deres værste anelser. Assad-regimet var et mindretalsdiktatur ligesom Saddam Husseins i Irak. Efter Saddams fald tilfaldt magten det shiamuslimske flertal.

Sunnierne er nu et magtesløst mindretal, og efter at de amerikanske tropper ved sidste årsskifte rømmede Irak, er deres situation forværret.

Det sunnimuslimske Al-Qaeda i Mesopotamien, der bekæmper Nouri al-Malikis shiamuslimske styre, er atter aktivt. På en enkelt dag i juli gennemførte terrorbevægelsen 40 aktioner, der kostede over 100 mennesker livet. Assad som person er et skinproblem. Om han forbliver i landet eller flygter, optager FN stærkt.

Et flertal af generalforsamlingens medlemmer stemte 2. august for en meningsløs resolution, der igen opfordrede Assad til at forlade Syrien. At FN beskæftiger sig med et biproblem er et patetisk udtryk for verdensorganisationens irrelevans i en situation, hvor der er over 20.000 dødsofre og fare for mange flere.

Assads dage er talte. Der er tegn på, at også Moskva overvejer denne mulighed. Rusland leverer fortsat våben og ammunition til de syriske styrker, men har aflyst en leverance af helikoptere. Skibet ligger i en engelsk havn.

Moskva påstår, at grunden er, at det engelske forsikringsselskab ikke vil gentegne en forsikring. Moskva har tilsyneladende ikke overvejet at selvforsikre.

Det afgørende er ikke Assads skæbne, men Syriens. Selv om den syriske hær bryder sammen, fordi generalerne vælger at redde deres skind, og de sunnimuslimske soldater deserterer, vil mange drusere, alawitter og kristne fortsætte kampen i selvforsvar.

Druserne kan søge tilflugt i deres traditionelle områder, hvor de udgør et flertal, og det samme gælder alawitterne, der er flertal i Latakiaprovinsen.

De mest udsatte er de kristne, der udgør 10 procent af befolkningen, ca. 2 mio. Deres skæbne har ikke optaget verdens opmærksomhed, fordi sympatien koncentrerer sig om oprørsstyrkerne og deres kamp mod Assad-regimet.

Den kendsgerning, at den sekteriske kamp mod de kristne allerede er i fuld gang, har undgået opmærksomheden i udlandet. Under kampene mellem oprørsstyrkerne om regeringstropperne i Homs er 80.000 kristne flygtet.

Der er kun 400 tilbage i byen. Oprørsstyrker fra en gruppe, der kalder sig Farukbrigaden, og som repræsenterer oprørere med tilknytning til de muslimske brødre, gik fra dør til dør i Homs’ to kristne kvarterer og opfordrede kristne til at forlade byen.

Oprørerne er vrede på Europa og USA, der nægter at levere dem våben og nøjes med opfordringer til Assad om at forlade landet. Konspirationsteorier blomstrer i den arabiske verden.

Ansvaret for problemer væltes over på andre, fortrinsvis USA og Israel. I dette tilfælde er forklaringen på Vestens passivitet, at den skyldes hensyn til det kristne mindretal.

USA og de øvrige vestmagters uvilje mod at gribe militært ind i borgerkrigen for at beskytte mindretallet er selvfølgelig en belastning for den kollektive samvittighed. Selv de store kristne kirkesamfund har forholdt sig tavse i forbindelse med fordrivelsen af de kristne fra Homs.

Som kompensation opererer man med fantasier såsom etablering af en samlingsregering efter Assad med deltagelse af repræsentanter for mindretallene.

Det kan ikke komme på tale, bl.a. fordi der er uenighed i Syrian National Council, fordi ingen kontrollerer den såkaldte Free Syrian Army, en samling uafhængige militære enheder, hvoraf mange er sekteriske, som har meget at hævne, bl.a. fader Assads massemord i Hama i 1982 på måske 30.000 muslimske brødre.

Den fremtidige udvikling er umulig at overskue. Derfor forfalder vi til fantasier om en multietnisk fremtid for den syriske befolkning. Aldrig.

En ting kan der ikke være tvivl om: Der bliver et overvældende kristent flygtningeproblem. Hvor mange tager Danmark?