Tiden går, klokken slår, hvad der forestår, afhænger af udviklingen i de kommende tre måneder inden de amerikanske præsidentvalg.

Vil Israel rette et angreb mod de iranske atominstallationer inden valgene? Tør ministerpræsident Benjamin Netanyahu kaste Israel ud i en krig, der kan få uanede konsekvenser ikke blot for de to direkte involverede, Israel og Iran, men for verdensøkonomien, og tør Netanyahu påtage sig ansvaret? Og tør han lade være?

Netanyahu er ingen galning. Hvis politikere skal vurderes på forholdet mellem de mål, de sætter sig, og i hvilket omfang det lykkes dem at opfylde disse mål, så må man, nødtvunget, erkende, at Netanyahu er en rationel demagog og en succesfuld, pragmatisk politiker.

Han er det modsatte af en naiv utopist. Det er lykkedes ham at konsolidere Israels kontrol med de besatte palæstinensiske områder, hvor der nu bor ca. 350.000 israelere.

Han er i gang med at manøvrere den palæstinensiske ledelse ud i en situation, hvor de må vælge mellem et quasi-selvstændigt Palæstina på halvdelen af det område, de forlanger, eller fortsat besættelse.

Han har neutraliseret præsident Barack Obama og lammet europæerne i alle henseender. Næsten. For man må indrømme EU, at det ikke har mistet tungens brug og regelmæssigt fremsætter advarsler til Israel og opbyggelige udtalelser til palæstinenserne.

Og endeligt er det lykkedes Netanyahu at hypnotisere de israelske vælgere til at tro, at landets virkelige problem ikke er besættelsen af de palæstinensiske områder, men den iranske atombombe.

I den henseende får Netanyahu loyal hjælp fra ledende iranere som præsident Ahmadinejad og chefen for revolutionsstyrkerne, der atter tidligere på ugen erklærede, at det var Irans mål at udslette Israel. Netanyahu er bag al bragesnak og politisk uvederhæftighed en rationel, pragmatisk politiker, som vil blive genvalgt næste år.

Problemet er, at han lider af en dyb neurose, som han i øvrigt deler med en stor del af den israelske befolkning, nærmere præciseret 42 pct. Han tror, at udslettelse af Israel er en mulighed.

De 42 pct. fremgår af en meningsmåling for et par måneder siden, foretaget af Tel Avivs Universitet. Han tror som så mange jøder af bitter erfaring, at når Messias endelig kommer, så er det for sent.

Derfor er det ham pålagt at gribe ind, når faren lurer. Netanyahus far var historiker, som i mange år levede i USA, hvor han var professor ved Cornell University. Drevet af lande, som sønnen oplever det, af det dominerende israelske arbejderparti, der stillede sig i vejen for hans akademiske karriere.

Benzion Netanyahus hovedværk handler om fordrivelsen af flere hundredtusinde spanske jøder i 1492. Hans konklusion er, at fordrivelsen kom som et chok for de spanske jøder, især de mange, der var konverteret til katolicismen.

De så ikke faren. De forstod ikke, at inkvisitionen hadede dem, fordi de var jøder, og ikke på grund af deres religion. De troede, at deres kristendom beskyttede dem.

Samme tragedie gentog sig i 30’ernes Tyskland, mente prof. Netanyahu. Berlinerjøderne troede, at de var berlinere. Da de opdagede, at Berlin var af en anden opfattelse, var det for sent. Kun 5.000 overlevede under jorden.

Hans søn, Israels ministerpræsident, er overbevist om, at de iranske lederes trusler skal tages for pålydende, og at de syv mio. jøder i Israel ikke skal begå samme fejl som de jødekristne i Spanien for fem hundrede år siden og de tyske jøder under Hitler. Han er overbevist om, at et atombevæbnet Iran vil udgøre en dødsfare for Israel.

Netanyahu mener, at den amerikanske strategi, bygget på en omfattende økonomisk sanktionspolitik samt strenge advarsler til Iran om at opgive kernevåbenprojektet, er slået fejl, og at præsident Obama hverken før eller efter valgene vil gå i krig. USA og EU vil nøjes med at etablere en terrorbalance over for Teheran.

Tiden går, klokken slår. Ifølge israelske eksperter nærmer det tidspunkt sig, hvor de iranske atominstallationer vil være placeret så dybt under jorden, at de israelske bomber ikke kan ramme dem. The window of opportunity er ved at lukke.

Tør Netanyahu angribe før novembervalgene trods USA’s klare modstand? Og vil de otte medlemmer af det israelske sikkerhedskabinet støtte ham, selv om forsvarschefen er modstander?

Tør Netanyahu overlade Israels sikkerhed i amerikanske hænder og undertrykke sin personlige neurose, kan han bryde Israels sikkerhedsdoktrins bud nr. 1, som siger Israels sikkerhed altid på israelske hænder.

En af de mest koldsindige israelske sikkerhedsanalytikere, tidligere chef for Mossad Efraim Helevi, erklærede for nogle dage siden, at iranerne burde være meget meget bekymrede i de næste 12 uger.