Endelig en god nyhed fra Mellemøsten.

Der bliver ikke krig i år, og heller ikke næste år. De to krigsmagere, Israels ministerpræsident, Netanyahu, og hans forsvarsminister, Barak, har ikke, trods store anstrengelser, overbevist den israelske opinion om, at en iransk bombe er livsfarlig for Israel, og at risikoen ved ikke at gå i krig mod Iran er større end risikoen forbundet med at gå i krig.

En sådan vurdering er selvfølgelig subjektiv, hvilket bekræftes af, at næsten alle militærkyndige, generaler af reserven, forhenværende chefer for sikkerhedstjenesten og Mossad, inklusive forsvarschefen, er kommet til det modsatte resultat.

Den israelske hær vil adlyde ordre, hvis et flertal i regeringen stemmer for krig, men den er en borgerarmé, hvis hovedstyrke består af reservister, og ifølge de seneste meningsmålinger er næsten halvdelen af den jødiske befolkning (det arabiske mindretal er af gode grunde ikke blevet spurgt) imod krigen, 46 procent mod 32 procent. Resten ved ikke.

LÆS OGSÅNetanyahu: Iran optrapper atomstrid

De skeptiske spørger, hvordan Netanyahu og Barak kan forklare, at sagkyndige, der har adgang til det samme efterretningsmateriale som de to politikere, kan komme til det modsatte resultat.

Spørgsmålet er relevant, fordi svaret til syvende og sidst afhænger af tilliden til de to sider krigsfløjens og antikrigsfløjens dømmekraft.

Netanyahus og Baraks desperation over, at det ikke er lykkedes at samle befolkningen om deres skrækkampagne, blev afsløret for nogle dage siden, da de sendte budbringere til Shah-partiets 91-årige spirituelle leder, rabbi Ovadia Yosef, for at indhente hans velsignelse.

Udfaldet af den seneste meningsmåling, der har torpederet Netanyahus og Baraks krigsplaner, skyldes ikke appeller fra præsident Barack Obama om at blande sig uden om hans præsidentkampagne og ikke angribe Iran på denne side af præsidentvalgene, men to interview i israelsk presse, der har vendt stemningen.

Hverken præsident Shimon Peres eller den tidligere militære efterretningschef Uri Sagui vovede sig ud i en detaljeret diskussion om Netanyahus og Baraks argumenter for et angreb, en diskussion, som stort set er gået hen over hovedet på offentligheden.

De koncentrerede sig om to kritiske punkter, som Peres i en række interview på sin 89-års fødselsdag nævnte: Han er mod krigen, fordi Israel ikke skulle indlade sig på krig uden amerikansk støtte, og fordi et atombevæbnet Iran ikke er et israelsk, men et internationalt problem. Endvidere mente Peres, at Israel ikke måtte falde sin eneste strategiske allierede, USA, i ryggen.

LÆS OGSÅIsraelere er imod solo-angreb på Iran

Det andet interview med Uri Sagui, som en overgang var meget tæt på Barak som hans forsvarsrådgiver, da Barak i 2000 var ministerpræsident, rørte ved det afgørende punkt, tillid til de to politikeres dømmekraft.

Han erklærede ligeud, at han ikke var overbevist om deres mentale stabilitet og evne til at føre et land i krig. Han omtalte en række af Baraks strategiske fadæser som forsvarschef og ministerpræsident. Med hensyn til Netanyahu mente Sagui, at hans tilbøjelighed til at veksle mellem eufori og panik diskvalificerede ham som krigsleder.

Det var første gang, en højtstående officer af reserven tog bladet fra munden og sagde ting, som det ellers var forbeholdt forfattere og akademikere med tilknytning til fredsbevægelsen at sige, uden at det vakte større opmærksomhed.

Den tidligere militære efterretningschef og den meget nuværende præsident fik afgørende indflydelse på opinionen og duoens krigsplaner.

Israels militære styrke kan ikke blot måles i krudt og kugler, men først og fremmest i befolkningens moralske støtte. I intet tilfælde er Israel gået i krig uden denne.

Netanyahu og Barak har spillet højt spil og tabt. Israels trusler om krig har kun accelereret Teherans trusler om at udradere Israel.

Tilbage er en forhandlingsløsning, ikke mellem Iran og de fem, Tyskland plus Sikkerhedsrådets permanente medlemmer. Teheran sætter sig først til forhandlingsbordet med alvorlige hensigter den dag, der åbnes for tosidige forhandlinger, Teheran – Washington, uden mellemmænd.

Israel er kommet svækket ud af konfrontationen. Netanyahu og Barak har undermineret tilliden til det israelske forsvar ved at erklære, at en iransk bombe vil udgøre en eksistentiel fare for Israel. Underforstået, at der kan opstå situationer, hvor Israels forsvar ikke slår til.

Israels strategi er bygget på afskrækkelse.

Netanyahu og Barak har undergravet tilliden til denne strategi, både blandt Israels modstandere og, hvad værre er, i den israelske befolkning. De ville skabe sikkerhed, men de skabte frygt.