Fredag i Amman, Jordans hovedstad.

Byen, der rummer 40 pct. af landets over 6 mio. indbyggere, virker mennesketom, næsten ingen biler eller mennesker i gaderne, nærmest som i en dvaletilstand.

I Damaskus kæmper oprørerne mod regeringshæren i byens yderkvarterer, i Beirut lyder der med mellemrum skud i gaderne, og i Kairo vokser volden, fordi det dybt kompromitterede politi ikke er i stand til at beskytte folk.

Men Amman ånder fred på denne muslimske uges hviledag.

Uden for de vigtigste moskeer opstiller politiet barrikader ikke som kontrolforanstaltning mod demonstranter, men for at spærre trafikken og give plads til de tusinder, der kommer til middagsbønnen og beder på gaden, fordi de ikke kan rummes i moskeen.

LÆS OGSÅJordan og Tyrkiet får ny bølge af flygtninge fra Syrien

Roen denne fredag, der traditionelt er oppositionens kampdag i Mellemøsten, er imidlertid misvisende.

Jordan opstod af intet i 1921, efter det tyrkiske imperiums sammenbrud under Første Verdenskrig, opfundet af Winston Churchill.

Et eksempel på Storbritanniens og Frankrigs skalten og valten med den arabiske verden. En lang og ikke opbyggelig historie af svig og svindel.

Regnskabet gik ikke op. Der manglede et land til en af Husseinifamiliens kongesønner, der havde hjulpet Storbritannien med at bekæmpe tyrkerne.

Og Churchill, onde mennesker påstår, at det var under indflydelse af champagne, fremdrog sin fyldepen under et besøg i Kairo, slog en streg på landkortet og delte Palæstina langs Jordanfloden.

Således opstod først kongeriget Jordan. Det opstod af intet, og det er fortsat intet, i hvert fald med hensyn til eksistensbetingelser.

Lidt over 6 mio. indbyggere, hvoraf 40 pct. af de arbejdsdygtige er ansat i hæren og politiet, yderligere 30 pct., hvoraf mange er veluddannede, er arbejdsløse.

Resten, altså lidt over en fjerdedel af den arbejdsdygtige mandlige befolkning, der er kun få udearbejdende kvinder, er enten beskæftiget i Jordans økonomi eller i de velhavende lande langs Den Arabiske Golf.

De hjemmegjorte økonomiske problemer bliver, på grund af Jordans beliggenhed, konstant forværret af ulykker kommende udefra.

LÆS OGSÅ Afhoppet syrisk pilot får asyl i Jordan

Under krigen i Irak flygtede over 1 mio. irakere over grænsen til Jordan, mange tilhørte mellemklassen, der havde råd til at købe huse eller lejligheder i Amman, med det resultat at de trængte den lokale befolkning ud af boligmarkedet. Nu er det Syriens tur.

Over 150.000 syriske flygtninge bliver nu huset i teltlejre i det nordlige Jordan under kummerlige forhold.

Jordanerne forsøger at forhindre dem i at forlade lejrene, men smuglerorganisationer kan, mod betaling, fragte flygtninge fra lejrene til Amman.

Situationen i Jordan er imidlertid ikke, endnu ikke, spidsbelastet. Kong Abdullah er en ’light’ autokrat, som har siddet på tronen i 12 år. I den periode er det lykkedes ham at overleve ved at love meget og holde lidt, men tilstrækkeligt til at pacificere de oppositionelle kræfter for en tid.

Der hvor denne teknik fejler, træder kongens allestedsnærværende sikkerhedsapparat i funktion, men som regel også i en ’light’ udgave.

Da unge beduiner i den sydlige og fattigste del af Jordan for nylig demonstrerede mod deres vilkår og råbte fornærmelser mod majestæten, udløste de en proces typisk for kongens kriseteknik.

Sikkerhedstjenesten arresterede en række demonstranter. De blev senere løsladt, efter at deres stammeældste havde svoret loyalitet over for kongen.

Senere besøgte Abdullah de urolige provinser i syd, hvor han, der er af beduinæt, lod sig hylde og til gengæld erklærede, at beduinerne var Jordans rygrad på grund af deres »tapperhed og ædle afstamning«, og at han ville sørge for at skaffe nye stillinger i hæren og politiet. Og for at understrege alvoren fyrede han for fjerde gang i løbet af de seneste to år regeringen.

At Abdullahs kriseteknik – lover meget, holdt lidt – har medført, at det såkaldte arabiske forår hidtil blot har berørt Jordan som en blid vind, har mange forklaringer. Lokale og udenrigs.

Oppositionen affinder sig med den af interesse og af frygt. De muslimske brødre, der går under betegnelsen IAF, Islamic Action Front, det eneste organiserede parti, er ikke interesseret i at sætte kongens ’light’ behandling af dem over styr.

Den palæstinensiske mellemklasse, der sidder på landets økonomi, frygter ustabilitet, og beduinerne er tilfredse, så længe kongen skaffer penge til regeringsjob og i øvrigt holder sin dronning i ørerne.

Hun er af palæstinensisk afstamning, hvilket gør hende suspekt i beduinernes øjne, og dækker ikke sit hår; hun er ’moderne’ og en ’light’ kvindesagsforkæmper, hvilket vækker anstød i traditionelle beduinkredse.

Jordan befinder sig således i en tilstand af stabilitet, som det store flertal bifalder, men som kan tippe over, hvis tilgangen til landets vigtige ressource, penge udefra, svigter.

Det sker næppe; kong Abdullahs overlevelse er af vital strategisk betydning for forsvaret af Israel, USA og Saudi-Arabien efter tabet af indflydelse i Egypten.