Syrien er ophørt med at eksistere.

Det Syrien vi kendte, inden borgerkrigen udbrød for 18 måneder siden. Den nordlige del, hvor flertallet af landets 2 mio. kurdere bor, har løsrevet sig og proklameret selvstyre.

Man aner omridset af et nyt Syrien bestående af tre ministater med løs tilknytning til et føderalt centrum i Damaskus, Kurdistan i nord, Alawitistan i vest og et Sunnistan i resten af landet.

Noget tilsvarende er allerede en kendsgerning i Irak, hvor kurderne siden Saddam Husseins fald i 2003 har tiltaget sig magten i de nordlige provinser under ledelse af Massoud Barzani.

Samme Barzani har skabt forudsætningen for oprettelsen af den selvstyrende kurdiske region i Syrien, der har grænse til fælles med irakisk Kurdistan.

LÆS OGSÅ FN's nye udsending i Syrien: Det er næsten umuligt

De syriske kurdere var splittet i to politiske grupper. Den ene omfattende 16 småpartier, den anden PYD, det demokratiske embedsparti, som er det største og bedst organiserede, ideologisk tilknyttet PKK, det kurdiske parti i Tyrkiet, der i de sidste 30 år har kæmpet for selvstyre mod regeringerne i Ankara.

Det lykkedes Barzani at banke de rivaliserende syrisk-kurdiske grupper sammen under forhandlinger i Erbil, det irakisk-kurdiske selvstyres hovedstad, og oprette et kurdisk nationalråd i det nordlige Syrien.

Det har været en chokerende udvikling set fra Ankara. Den tyrkiske regering har i den grad været optaget af at tvinge Assad fra magten, at man ikke har været opmærksom på udviklingen blandt kurderne. Ikke blot med hensyn til Syrien, men især til den store kurdiske minoritet i Tyrkiet.

De kurdiske områder i Tyrkiet, hvor flertallet af landets 15 mio. kurdere lever, grænser til både irakisk og syrisk Kurdistan, og tanken om et mega Kurdistan er et tyrkisk mareridt.

Oprettelsen af et selvstyrende syrisk Kurdistan har opmuntret PKK til at forstærke kampe mod regeringen i Ankara.

Det samme var tilfældet i 2005, da PKK, inspireret af det nye kurdiske selvstyre i Irak, brød våbenhvileaftalen med Ankara og genoptog kampen for selvstyre. I det aktuelle tilfælde har PKK aktioner mod det tyrkiske militær bl.a. omfattet erobringen af en by i nærheden af den tyrkisk-irakiske grænse, som det tog tyrkerne tre uger at generobre.

Flere og flere tyrkere ser en sammenhæng mellem ministerpræsident Erdogans fejlslagne politik i forhold til Assad og relationerne til PKK.

LÆS OGSÅ Røde Kors-chef efter møde med Assad: Sober snak, men ingen løfter

Der er voksende kritik bl.a. fra det tyrkiske militær og oppositionspartierne, og ifølge de seneste meningsmålinger er 67 pct. af befolkningen imod Erdogans Syrienpolitik. Et af argumenterne er, at hans forsøg på at drive Assad på porten er mislykket, at det har svækket Tyrkiets sikkerhed og styrket PKK.

Kurderne, der blev svigtet af Storbritannien og Frankrig efter Første Verdenskrig, er nu vendt tilbage til den politiske arena efter at være blevet undertrykt af de regimer, som de blev underkastet, da de to stormagter efter krigen trak de nye grænser i Mellemøsten.

Med autonome områder i det nordlige Irak og nu i Syrien spiller de en rolle, som Tyrkiet med fordel kunne udnytte, hvis Erdogan ville tage sig sammen til at formulere en konstruktiv politik i forhold til det kurdiske mindretal. Han er den første nationale leder i Tyrkiet i de sidste 30-40 år, der har så solid støtte i befolkningen, at han ikke behøver at frygte politisk modstand.

Udviklingen blandt kurderne, anført af Barzani og hans kolleger i irakisk Kurdistan, har været præget af en praktisk og pragmatisk holdning.

Forholdet mellem Tyrkiet og Kurdistan er dirigeret af princippet om maksimering af gensidige fordele. Tyrkiske virksomheder bygger landet, og kurderne omgår regeringen i Bagdad og eksporterer olie via Tyrkiet. Barzani samarbejder med tyrkerne om at bekæmpe PKK’s forsøg på at bruge Kurdistan som base mod Tyrkiet.

LÆS OGSÅ EU vil stramme sanktionerne mod Syrien

Det er interessant at bemærke, at i den aftale om samarbejde mellem de konkurrerende politiske grupper i Syrien, som han fik udvirket, er der en paragraf, som forbyder militære aktioner mod Tyrkiet fra syrisk-kurdisk område. Det er især bemærkelsesværdigt, fordi det store PYD-parti er en aflægger af PKK.

Barzani har demonstreret, at samarbejde med Tyrkiet ikke blot er muligt, men en livsvigtig forudsætning for Kurdistans trivsel. At PYD-partiet har forpligtet sig til ikke at angribe Tyrkiet kan være et tegn på, at kurderne af bitter erfaring endelig er kommet til den erkendelse, at kun gennem samarbejde vil de kunne nå deres politiske mål.

Spørgsmålet er, om Erdogan vil gribe den mulighed, der muligvis byder sig i forbindelse med Syriens sammenbrud, til at åbne forhandlinger med talsmænd for de tyrkiske kurdere.

En kurdisk politisk renæssance behøver ikke at være et tyrkisk mareridt.