Det er for tidligt at glæde sig, men passende at skænke det opmærksomhed.

De politiske omvæltninger i Nordafrika og Egypten, der har bragt demokratisk valgte politikere til magten, har afsløret en ny tendens til politisk ansvarlighed.

I Libyens tilfælde mere håndfast, i Egyptens mere tøvende, men for begges vedkommende er der tale om udtryk for en politisk realisme, som bør begrunde en vis optimisme. Anledningen er i de to tilfælde reaktionerne på en YouTube-film om profeten Muhammed.

Såvel i Libyen som i Egypten blev angrebene på de amerikanske ambassader organiseret af radikale islamiske kræfter, der udnyttede situationen og piskede en stemning op, som ikke blot var rettet mod USA, men også mod de nye, folkevalgte regeringer.

LÆS OGSÅVil 'reservehjulet' køre ekstremisterne over?

Under Hosni Mubarak, den afsatte egyptiske enehersker, ville magten være hoppet på vognen og have allieret sig med de populistiske islamiske kræfter for at demonstrere, at man sandelig var mindst lige så fornærmet over krænkelserne, som alle rettroende burde være.

Det skete f.eks. i forbindelse med Jyllands-Postens karikaturer. Massedemonstrationerne i Kairo var iscenesat af det officielle Egypten i et forsøg på at stjæle billedet fra den islamiske opposition, især de muslimske brødre.

Nu er brødrene selv ved magten. Ligesom Mubarak frygtede brødrene, har de i dag problemer med de endnu mere radikale salafister, der stod bag demonstrationerne foran den amerikanske ambassade i Kairo.

Men i modsætning til Mubarak lod brødrenes præsident, Mohammed Morsi, sig ikke terrorisere af sine radikale modstandere. Han behøvede ikke sikre sig et alibi som profetens forsvarer.

De muslimske brødre annoncerede i første omgang massedemonstrationer i protest mod Muhammedfilmen, af gammel vane, hvorefter de aflyste dem.

LÆS OGSÅObama: Filmen blev brugt som undskyldning for angreb

De aflyste demonstrationer i Egypten er tegn på en politisk pragmatisme bygget på en realistisk bedømmelse af, hvad der tjener det nye Egyptens interesser bedst, set fra brødrenes synspunkt.

For brødrene gælder det nu om at vinde de kommende parlamentsvalg, der skal finde sted, efter at den nye forfatning, som er under udarbejdelse, er vedtaget. De kan kun vinde, hvis der kommer mere brød på bordet i de egyptiske hjem. Og nøglen til en forbedret økonomi ligger i Washington.

Aflysningen angiver ikke en kovending i forholdet mellem brødrene og USA. Fjendskabet er dybt forankret i brødrenes ideologi, men mindre end et år ved magten har allerede tempereret forholdet til USA.

Som landet ligger for øjeblikket, forekommer en tilnærmelse først og fremmest mulig, fordi begge parter er interesseret i, at Egypten kommer ud af sin isolation i den arabiske verden og genindtager sin rolle som en central medspiller.

Morsi har ofte givet udtryk for den ambition. Egypterne anser, uanset hvem der sidder på magten i Kairo, nedladende de øvrige arabiske lande for at være »stammer, der har opfundet et flag«.

De egyptiske ambitioner er ikke i modstrid med amerikanske interesser. Uafhængigt af hvem der vinder præsidentvalgene i USA til november, vil konflikten med Iran spille en central rolle.

Et stabiliseret Egypten under moderat islamisk ledelse med voksende indflydelse i den arabiske verden som modvægt til et ekspansivt Iran er i USA’s interesse.

LÆS OGSÅObama har ikke råd til at opgive Egypten

Efter Mubaraks fald har USA stået på et ben i den arabiske verden – Saudi-Arabien – men kongefamilien er ingen sund langtidsinvestering, på et tidspunkt vil der ske en politisk omvæltning, hvis resultat ikke er til at forudse. Fordelen ved at satse på Egypten er, at det allerede har taget det første skridt ud i fremtiden.

En fremtid med egyptiske kendetegn, vel at mærke, som i mangt og meget vil være ukendt land for os andre, som vi må indrette os på.

Vor vestlige etnocentricitet vil komme ud for svære prøvelser. For de fleste af de forestillinger, vi gør os om modernitet, deles ikke af det store flertal af araberne.

Begrebet den moderne stat, som vi definerer den, der er produktet af flere hundrede års politisk, social, kulturel og økonomisk kamp, vækker ringe begejstring eller forståelse hos selv moderate islamister. Vor pluralisme, respekt for den anden, opfattelse af religiøs frihed, ligestilling af kvinden osv. er ortodoks islam fremmed.

I sin rene form er politisk islam og vestlig modernitet uforenelige størrelser, men efterhånden som de muslimske brødre får politisk ansvar, vil pragmatiske hensyn langsomt skabe forudsætning for tilnærmelse.

Det bliver ikke på vore betingelser. Første fase af de politiske omvæltninger i den arabiske verden vil kræve en tilsvarende omstilling af vort syn på forholdet mellem samfund og islam, og udfaldet af omvæltningerne i den arabiske verden vil bl.a. afhænge af vor evne til omstilling.