Hvorfor bliver muslimer verden over så hastigt fornærmede, når islam bliver kritiseret, eller når profeten Muhammed bliver genstand for kunstnerisk bearbejdelse?

I 1989 gik det ud over forfatteren Salman Rushdie, der havde skrevet en roman om islam og profeten, 'De sataniske vers', som ortodokse muslimer anså for blasfemisk.

Ayatollah Khomeini udsendte en fatwa, en bandbulle, der dødsdømte Rushdie, som indtil for få år siden måtte leve under politibeskyttelse. Millioner af muslimer marcherede i protest mod Rushdie og forlangte hans blod. Næsten ingen havde læst bogen, men var forargede på islams og profetens vegne.

Det samme er tilfældet med fatwaen mod den egyptiske nobelprismodtager Naguib Mahfouz udstedt i 1988 af sheik Omar, der nu sidder i fængsel i USA dømt for terrorvirksomhed. Få år efter blev Mahfouz udsat for et overfald. En rettroende forsøgte at dolke ham. Han slap med nogle ugers hospitalsophold i Kairo.

LÆS OGSÅFrankrig gennemfører landsdækkende aktion mod radikale islamister

Det er karakteristisk for begge tilfælde, som også for den voldsomme reaktion på Jyllands-Postens Muhammedkarikaturer og demonstrationerne bl.a. i Kairo mod den amerikanske Muhammedtrailer vist på YouTube for nylig, at den muslimske verden stort set ikke kendte til 'fornærmelserne', indtil muslimske agitatorer spredte budskabet i den muslimske verden for at slå politisk mønt.

Agitatorer, der med lys og lygte leder efter en anledning til at agitere mod Vesten og udnytte den dybt forankrede følelse af frustration og harme, der karakteriserer det store flertal af verdens 1,3 mia. muslimers forhold til den vestlige verden.

Det kræver et vist overskud at affinde sig med fornærmelser, ikke mindst når disse berører så følsomme emner som religion og profeter, og det overskud råder den muslimske verden ikke over.

Den er for dybt nedsunken i den opfattelse, at den vestlige verden, i første række USA, konspirerer mod islam, og at vestlig kolonialisme er skyld i den muslimske verdens nedtur efter i mange hundrede år at have været den vestlige verden langt overlegen med hensyn til videnskab, digtekunst og i det hele taget det, man med et samleord kan kalde civiliseret levevis.

Målt med middelalderens alen var den muslimske verden, med centrum i de arabiske imperier, et eksempel på tolerance, i radikal modsætning til forholdene i det mørke Europa. Personer, der føler, at omgivelserne ydmyger dem, har let til vrede og voldsom adfærd. Det samme gælder nationer.

Muslimerne - i den aktuelle situation araberne, der tæller ca. en tredjedel af verdens muslimer - føler, at de er blevet kørt ud på et af historiens sidespor.

Frustrationen og harmen over arabernes kulturelle og økonomiske nedgang fokuserer på Vesten, i første række USA, stormagten, hvis indflydelse araberne hverken kan afvise eller underkaste sig.

LÆS OGSÅVi må omstille vores syn på arabisk islam

Demonstrationerne mod USA efter offentliggørelsen af YouTube-filmen om Muhammed vil ikke være de sidste. Tværtimod vil de blive mere hyppige foreteelser, efterhånden som rivaliseringen om, hvem der er troens sande forsvarer, vokser, f.eks. i Egypten.

De islamiske agitatorer vil udnytte enhver lejlighed, film, bøger, karikaturer, og hvad meningsfriheden i Vesten ellers vil præstere af produkter, som ortodokse muslimer vil fordømme som fornærmende, til at demonstrere, at de er troens vogtere i modsætning til mere moderate kræfter.

Og de vil altid finde villige demonstranter, der vil være lette at opflamme mod Vesten, så længe den arabiske verden ikke er i stand til at gennemgå den intellektuelle revolution, som er forudsætningen for, at den vil ophøre med at anse sig selv for at være et impotent offer for omverdenens manipulationer.

En intellektuel revolution, som er forudsætningen for den religiøse befrielse, der igen er forudsætningen for økonomisk udvikling.

Så længe den arabiske verden forklarer sig selv, at den er svag, fordi den har været undertrykt af kolonialismen, vil den ikke komme ud af stedet. Det er mange araberes opfattelse, at ansvaret for arabisk civilisations nedgang de sidste 300-400 år ligger hos Vesten. Derfor er det Vestens opgave at rehabilitere den.

Så længe den tilbøjelighed til at fralægge sig ansvaret hersker, og så længe der ikke opstår en gruppe modige intellektuelle, som spørger, hvor de selv har fejlet, er selv de seneste politiske omvæltninger, hvor lovende de ellers måtte forekomme, dømt til at mislykkes.