Luften over den østlige del af Mellemøsten er tyk af tomme ord uden jordforbindelse.

Ordene tjener til at camouflere den kendsgerning, at ingen vil gribe ind og blande sig i det blodige opgør mellem Assad-regimet og de sunnimuslimske oprørsgrupper, der hidtil har kostet mindst 20.000 civile ofre.

Hverken Tyrkiet eller Saudi-Arabien og slet ikke USA, der indtager en vent og se-holdning. De eneste, der gør noget ved sagen, er iranerne. De ved, hvad de vil tabe, hvis Assad-regimet falder. Ingen af de andre ved, hvad de kan vinde. De flyvende ord tjener til at skjule deres passivitet.

Børn og kvinder bliver myrdet. Begge sider bryder alle konventioner om krigsførelse. Vi er oprørt, og at forblive tavse er det mindste, vi ikke kan gøre.

Syriske granater dræber tyrkiske civile langs den næsten 900 kilometer lange fælles grænse. Ankaras reaktion er en streng advarsel: »Tyrkiet har reageret, og vi vil fremover reagere endnu kraftigere«.

Et af Assads fly angriber Aleppo, Syriens største by med over 2,5 millioner indbyggere. Halvdelen af byen er på oprørernes hænder. En bombe lander 10 meter fra indgangen til et hospital. En amerikansk talsmand siger, at det er »uacceptabelt«.

LÆS OGSÅDødstallet i Syrien er nu på mindst 33.000

Iranske transportfly med våben til Assad flyver over irakisk område. John Kerry, formand for Senatets udenrigsudvalg og demokratisk præsidentkandidat ved 2004-valgene, truer Irak med at beskære USA’s hjælp, hvis det ikke stopper trafikken. Al-Maliki, Iraks enerådende ministerpræsident, reagerer ikke. USA ligger langt borte og Iran lige om hjørnet.

»Uacceptabelt« er blevet den amerikanske automatreaktion på begivenheder, der tidligere ville have begrundet overvejelser om mere håndfast indgriben.

Og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen føjer sin stemme til de impotentes kor med en udtalelse om, at Nato »vil beskytte og forsvare Tyrkiet«, der har organisationens største væbnede styrker.

Valgkampen i USA er en del af forklaringen på den amerikanske vent og se-holdning til borgerkrigen. Men om fire uger bliver den afgjort, og uanset hvem der vinder valgene, og uanset Mitt Romneys retorik, vil denne holdning ikke skifte.

Den er udtryk for en doktrin, som gradvis har været under udvikling i Washington, motiveret af de bitre amerikanske erfaringer med militær intervention i konflikter, hvor vitale amerikanske interesser ikke står på spil.

Den sidste var Libyen, hvor USA først trådte til, da det viste sig, at de europæiske Nato-magter ikke var i stand til at gennemføre aktionen mod Gaddafi uden hjælp, og hvor USA, som præsident Obama har sagt, ledte krigen »bagfra«.

Men i Syriens tilfælde vil Washington lade borgerkrigen fortsætte, indtil den ender i en ny magtbalance, hvorefter USA vil tage bestik af situationen.

USA’s topprioritet i regionale konflikter er ifølge den nye doktrin at forhindre, at de skader nationens fundamentale interesser.

Det betyder ikke, at Washington er ligeglad med udfaldet af borgerkrigen.

Et nederlag for Assad er ensbetydende med et nederlag for Iran, der er USA’s vigtigste modstander i Mellemøsten, men Washington har belært af bitter erfaring fra Irak og Afghanistan taget læresætningen fra antikvitetshandlens verden til sig: If your break it, you buy it.

Det er let at blande sig ind, men det er meget problematisk at blande sig ud. Det tog små ti år i Irak og kostede 5.000 amerikanske soldaters og måske 100.000 irakeres liv, og det vil gentage sig om to år i Afghanistan.

Al-Maliki blæser på Kerrys trusler. Det er »uacceptabelt«, men Washington må affinde sig med det. Det er en af den nye doktrins byggesten og en vigtig del af årsagen til, at borgerkrigen fortsætter.

LÆS OGSÅSyrien åbner op for forhandlinger med Tyrkiet

Set fra Washington er Syrien i første række et problem for Tyrkiet, der frygter, at konflikten vil skabe uro blandt de tyrkiske alawitter i den sydlige Hatay-provins og opmuntre den kurdiske oprørsbevægelse i Sydøsttyrkiet til at optrappe kampen mod den tyrkiske regering.

I anden række er udfaldet af borgerkrigen af stor interesse for Saudi-Arabien, der frygter Iran. USA’s topprioritet ligger ikke mere i Mellemøsten, men i kampen med Kina om indflydelse i Fjernøsten.

Hvis Tyrkiet og Saudi-Arabien beslutter sig for at gribe ind, kan de regne med amerikansk støtte »bagfra«, men USA vil klogelig ikke påtage sig den opgave at stable et nyt Syrien på benene. Washington er ved at indstille sig på en multipolær verdensorden, hvor regionale magter selv må ordne tingene under hensyn til USA’s essentielle interesser.

Og at vælte diktatorer hører ikke hjemme i denne kategori.