Det er på tide, at partierne bag den danske Afghanistanpolitik hører op med at gemme sig bag den ligegyldighed, der er karakteristisk for vælgerne, tager mod til sig og begynder at diskutere tidspunktet for de danske styrkers tilbagetrækning.

Præsident Obama vil fuldende den amerikanske tilbagetrækning inden udgangen af 2014. Den britiske forsvarsminister har erklæret, at han vil overveje at hjemkalde en stor del af styrken allerede næste år. Men der er ingen grund til, at Danmark venter på briterne.

Hver eneste danske soldat, der omkommer eller bliver såret fremover, er offer for rene inden- og udenrigspolitiske manøvrer. Værdien af flere ofre er nul og niks. Den krig er forbi og tabt.

Det var den ikke i 2001, da de amerikanske styrker invaderede Afghanistan i deres jagt på al-Qaeda-terroristerne. Den mission blev gennemført, og de overlevende terrorister flygtede over grænsen til Pakistan.

Det amerikanske nederlag tog sin begyndelse, da Washington under præsident Bush jr. blevet grebet af overmod og formulerede et nyt mål for krigen: at modernisere og demokratisere det afghanske stammesamfund.

LÆS OGSÅBritiske styrker skal forlade Afghanistan

Efter over ti års kampe og tab af mere end 2.000 soldater, talrige sårede og utallige afghanske civile ofre, må Obama nu erkende mission not accomplished.

Nu er politikernes opgave at tage vare på soldaternes sikkerhed, så flest muligt kan vende uskadte hjem.

Da USA indledte krigen, var kampråbet: En god talebaner er en død talebaner. Tiderne skifter. Nu er det de levende talebanere, der er efterspurgt i Washington til forhandlinger.

Problemet er, at de levende talebanere har god tid. Krig har som bekendt slet ingen hast for den, der tror, og Obamas beslutning om at trække de amerikanske styrker hjem inden udgangen af 2014, har bestyrket talebanerne i deres overbevisning om, at de kun kan have fordel af at trække forhandlingerne i langdrag.

De har oprettet et kontor i Qatar med henblik på at lette kontakten med amerikanerne, men har for nylig afbrudt forhandlingerne.

En hær på tilbagetog har ingen strategi; kun et brændende ønske om at komme hjem i god behold. I et forsøg på at kamuflere, at tilbagetrækningen er et nederlag, har politikerne udlagt et røgslør.

Sammen med Nato-kollegerne uddanner USA en afghansk hær og et politi, der efter 2014 skal overtage ansvaret for landets sikkerhed, således at den politiske ledelse vil kunne fortsætte i de spor, som de allierede har lagt. Udgifterne til uddannelse og bevæbning overstiger 8 mia. dollar årlig.

Der er tale om et fantasifoster. De samlede styrker er oppe på ca. 350.000 mand, hvor ca. 25 pct. deserterer inden for et år, inden de har udstået deres værnepligt. Mange er analfabeter som over halvdelen af befolkningen, andre er narkomaner, og nogle er talebanere, der har infiltreret hær og politi.

Over 50 allierede soldater er i år blevet dræbt af amerikansk finansierede, amerikansk bevæbnede soldater, der har vendt deres våben mod instruktørerne.

Selv de bedst uddannede afghanske enheder er efter mange års bestræbelser ikke i stand til at gennemføre aktioner mod fjenden uden amerikansk hjælp. Moralen blandt officererne er lav. Usikkerheden angående fremtiden forklarer, at mange betragter det som den mest presserende opgave at sikre deres familiers frem for landets fremtid.

Et strålende eksempel er den ansvarlige for det afghanske sygehusvæsen, der er blevet arresteret mistænkt for at have stjålet for mange millioner dollar medikamenter, medens patienterne er døde af mangel på samme.

LÆS OGSÅFrygt for afghansk sammenbrud efter 2014

Usikkerheden med hensyn til fremtiden skyldes ikke blot bekymring om, hvad der vil ske efter 2014, men også de kommende præsidentvalg, som skal finde sted i foråret 2014. Den korrupte præsident Karzai kan efter forfatningen ikke genvælges, og alle venter en gentagelse af svindelvalgene til præsidentposten i 2009.

Der er ingen tegn på, at præsident Karzai forbereder de kommende valg, endsige at han har et forslag til en efterfølger, og der er endnu ikke nedsat en valgkommission. En katastrofal udvikling, der kan udløse en borgerkrig, er blandt de muligheder, som politikerne i Washington eller København må tage højde for.

Tiden er inde til, at den danske styrke pakker sammen og kommer hjem. I den stammekrig, der truer, gælder det om at komme af vejen.