I kampen om magten i Syrien er det ikke arabiske lande, der spiller hovedrollen.

Det er på den ene side Tyrkiet, der forsøger at vælte Assad-familiens regime, og på den anden side Iran, der kæmper for at holde Assads alawittiske mindretalsdiktatur ved magten.

Iran bestræber sig på at øge sin indflydelse overalt i Mellemøsten. I Libanon via sin satellitorganisation Hizbollah, der er bevæbnet, trænet og finansieret fra Teheran.

I Irak er den iranske indflydelse på ministerpræsident al-Malikis regering så vidtgående, at iranerne indirekte kan fælde Maliki, hvis flertal i parlamentet er afhængig af Muqtada al-Sadrs parti, der repræsenterer iranske interesser.

LÆS OGSÅBorgerkrigen i Syrien breder sig

Efter ti års krig måtte USA ved sidste årsskifte forlade Irak. Så det er ikke amerikanerne, men tyrkerne, der nu forsøger at afbalancere den voksende iranske indflydelse i Irak.

Tyrkiet er dybt engageret økonomisk og politisk i den autonome, kurdiske nordlige del af Irak, der kun formelt styres fra Bagdad. Paradoksalt, fordi Ankara i det østlige Tyrkiet ligger i krig med den kurdiske selvstændighedsbevægelse PKK.

Tyrkerne har ambitioner om at genoplive indflydelsen i det arabiske Mellemøsten, som blev regeret fra Konstantinopel, det nuværende Istanbul, i over 450 år, indtil det osmanniske imperium brød sammen under Første Verdenskrig.

Tidligere var arabisk politik domineret af de to konkurrerende magter Egypten og Irak, som begge bejlede til Syrien. Nu er det i stedet Tyrkiet og Iran, to ikkearabiske magter, som konkurrerer om indflydelse i det arabiske Mellemøsten. Intet arabisk land er i stand til at give dem et effektivt modspil.

Både Egypten og Irak mistede som konsekvens af Washingtons politik deres position som magtcentre.

Egypten sluttede i 1979, stærkt opmuntret af USA, fred med Israel. Det medførte omgående en reaktion fra de øvrige arabiske lande, der opfattede fredsaftalen som forræderi mod arabiske interesser. Den arabiske ligas hovedkontor blev flyttet fra Kairo. Egypten blev isoleret og mistede sin traditionelle position som den arabiske verdens talerør.

LÆS OGSÅTyrkiet er på stikkerne: Tvinger armensk fly til at lande

USA's to krige mod Irak, Kuwait-krigen i 1991 og invasionen af Irak i 2003, der førte til Saddam Husseins fald, gjorde en ende på Bagdads indflydelse i den arabiske verden.

Saudi-Arabien er begyndt at gøre sig gældende som modvægt til de omvæltninger, som i de sidste par år har ændret magtforholdene i Nordafrika og Syrien. Saudi-Arabien har derfor organiseret monarkierne i Golfen og i Jordan og delvis også Marokko i et forsvarsberedskab, der skal sikre monarkiernes fortsatte beståen.

Saudi-Arabien intervenerede i sammenstødene for nylig mellem den shiamuslimske opposition i Bahrain og det sunnimuslimske kongehus. Saudiarabiske tropper støttet af jordanske soldater hjalp med at nedkæmpe opstanden. Saudi-Arabien har desuden interveneret i uroligheder i Yemen.

Kongemagten er imidlertid ikke proaktiv, regimet er sclerotisk og ikke i stand til at reagere med den nødvendige hast i krisesituationer.

Dette betyder, at Saudi-Arabien ikke vil være i stand til at spille en ledende rolle i forhold til Egypten og andre lande, som nu er slået ind på en reformproces, som saudierne anser for at være farlig for kongedømmets fremtid.

USA's indflydelse i den arabiske verden byggede på de to såkaldte moderate magter, Egypten og Saudi-Arabien. Den første udgør efter præsident Mubaraks fald en uventet udfordring for Washington.

Forholdet til Saudi-Arabien er problematisk, bl.a. fordi det saudiarabiske kongehus er rystet over den tilsyneladende nonchalance, hvormed Washington svigtede sin tro væbner gennem 30 år, Mubarak. Saudierne er også kritiske over for USA's tøvende holdning i forhold til Irans bestræbelser på at berige uran og blive atombevæbnet.

LÆS OGSÅDen syriske hær bomber Damaskus før våbenhvilke

USA kan i det lange løb ikke bygge på en alliance med et skrøbeligt og illegitimt saudiarabisk kongedømme, hvis dage er talte. Den eneste mulighed, der foreligger for Washington, er at satse på et reformvenligt Egypten på grundlag af et sammenfald af de to landes opfattelse af deres nationale interesser.

Med andre ord, acceptere et nyt Mellemøsten som partner.

Indtil da har Iran og Tyrkiet afgørende indflydelse i forhold til en region, der siden Anden Verdenskrig har været underkastet amerikansk indflydelse.

Der eksisterer ingen politiske magtcentre, ingen lokal ledelse.