Om nogle dage afholdes valg i Israel. Over 30 partier kappes om stemmerne. Kun to af de jødiske partier tør se elefanten i øjnene. Alle de andre lader, som om den ikke eksisterer.

Det ene er det lille venstreparti, Meretz, som appellerer til det mindretal af kamikaze-vælgere, der stemmer af samvittighedsgrunde, vel vidende at deres stemme ikke tæller i det store spil om magt.

Partiets valgprogram tackler elefanten, dvs. den israelske besættelse af de palæstinensiske områder, frontalt. Det koster stemmer blandt elefantbenægtere.

Med den israelske forfatter Amos Oz’ ord: Hvis besættelsen, der snart har varet i 50 år, fortsætter, vil Israel ikke overleve som en jødisk, demokratisk stat. Enten opgiver Israel besættelsen og overlader det til palæstinenserne at oprette deres stat, eller også vil hele Palæstina en skønne dag blive arabisk.

LÆS OGSÅNetanyahu fokuserer på Iran i valgkampen

Det andet parti, der klart vælger fred, er det nye HaTnua, hvis leder er tidligere udenrigsminister Tzipi Livni, der konkurrerer med tre andre midterpartier.

Ingen af disse er imod en tostatsløsning, men deres ledere mener, som vælgerne, at problemet ikke er aktuelt.

De seneste opinionsundersøgelser bekræfter, at to tredjedele af israelerne ønsker fred. Flertallet er endog parate til at forhandle om Jerusalems fremtid. Problemet er, at de frygter for deres egen og Israels sikkerhed.

De forstår, at den nuværende situation ikke er holdbar, men har ikke tillid til, at formanden for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, og hans Fatahparti kan garantere en fred.

Israelerne står således over for valget mellem to former for usikkerhed. Den ene forbundet med at bevare status quo. Den anden med at vove tilbagetrækning og fred. Hvad er mindst farligt. De har som sagt valgt ikke at vælge.

De tre centerpartier tager del i denne virkelighedsflugt. De bestyrker vælgerne i deres drømmetilstand ved at føre valgkamp på pseudoproblemer.

Ingen af disse tre partier, der henvender sig til mellemklassen, vil afslå et tilbud fra valgets forudsigelig sejrherre, Benjamin Netanyahu, om at indgå i hans kommende, nationalreligiøse samlingsregering. De er i venteopposition.

Det israelske centrum er til fals. Landet befinder sig midt i en eksistentiel kulturkamp, mellem religiøse og sekulære værdier, demokratiske og autoritære, provinsialisme og internationalisme, respekt for menneskerettigheder og undertrykkelse af mindretal.

I denne skæbnesvangre konfrontation har det politiske centrum intet at tilbyde som modspil til den nationalreligøse front, der målbevidst arbejder mod fred.

Ifølge udtalelser, som tillægges præsident Obama, og som Det Hvide Hus ikke har dementeret, kender Israel ikke sit eget bedste.

LÆS OGSÅIsraels nye højrefløjsstjerne: Glem alt om en palæstinensisk stat

Enhver ny bosættelse øger Israels internationale isolation. Hvis Israel sætter USA’s hengivenhed over styr, vil det ikke overleve. Iran truer Israel på kort sigt, men Israels optræden truer på længere sigt landets overlevelse.

Disse udtalelser er viderebragt af en amerikansk journalist, Jeffrey Goldberg, der har tætte forbindelser til Det Hvide Hus.

Ingen har til dato udtrykt tvivl om udtalelsernes autenticitet.

End ikke Benjamin Netanyahu, der har afvist dem med denne salve: »I løbet af de sidste fire år har vi været udsat for et enormt pres, som vi har modstået. De ville have, at vi skulle lette vort pres på Iran, trække os tilbage til de gamle 1967-grænser, dele Jerusalem og ophøre med at bygge i byen. Vi har afvist disse forsøg«.

Med sine udtalelser har præsident Obama blandet sig direkte i den israelske valgkamp. Han har opgivet at øve indflydelse på Netanyahu og henvendt sig direkte til de israelske centrumvælgere i et forsøg på at rive dem ud af deres selvdestruktive apati uden nævneværdigt resultat.

En bemærkelsesværdig handling af en amerikansk præsident. Det tragiske er, at det er for lidt og for sent. Obama skulle have konfronteret Netanyahu, medens tid var. Inden bosætterbevægelsen havde kapret regeringen i Jerusalem og taget Netanyahu og hans Likudparti som gidsler.

12 af de første 20 på partiets kandidatliste er enten bosættere eller medløbere. Det nye højreparti, der kalder sig ’det jødiske hus’, og som spås stor fremtid, har ekspropriering af 60 pct. af de palæstinensiske områder på programmet.

Netanyahu går til valg, skræmt, ikke af en parlamentarisk opposition, men af sin egen yderste højrefløj og besætterbevægelsen. Kun et politisk jordskælv kan redde Israel fra sig selv.