»Jeg savner til gengæld ikke de utallige møder med P1’s chefredaktion, hvor der blev efterspurgt ’noget farligt og sjovt’ eller en lille ’fræk blonde’, som det så tit blev kaldt. Men når det kom til stykket, så gik alle i panikangst, hvis to lyttere havde klaget over, at der var blevet klippet to sekunder ud af rådhusklokkerne, eller morgenandagten var flyttet et kvarter. Tænk at have tid til at være bange for lytterne«.

Citat: Mikael Bertelsen, kanalchef Radio24syv.

MedieDanmark gik i selvsving i sidste uge på grund af en interessant korrespondance mellem dansk journalistiks grand old man Lasse Jensen og den ene kanalchef for Radio24syv, indie-darlingen Mikael Bertelsen.

LÆS MEREBrügger og Bertelsen tager pis på journalist-legende

Korrespondancen blev offentliggjort på Facebook og sidenhen refereret i diverse online-medier. Det var Lasse Jensens analyse af Radio24syvs lyttertal, som havde fået Bertelsens kropsvæsker til at koge.

Bertelsen forsvarede indigneret sin kanal og rettede skarpe skyts mod DR.

Stor var spændingen omkring indholdet af den nye kanal, der gik i luften 1. november 2011. Mangen en DR-boss sad sikkert og hyggefrydede sig ved tanken om, at projektet ville slå fejl, men jeg som potentiel lytter glædede mig faktisk ved udsigten til nytænkende radio.

P1 er præget af mange genudsendelser og lange programmer om diverse fugle og andet eksplosivt stof.

Ved premieren lanceredes en række nye og umiddelbart interessante programkoncepter anført af den københavnske kulturelle elite.

Men jeg – en velvillig optimist – er skuffet. Programmerne kører i 2-timers slot og fremstår ikke synderligt tilrettelagte, så man som lytter føler, at værten vil bringe dig igennem et emne fra A til Z.

Programmets præmis – i journalistisk tale ’et oplæg’ – virker ikke, som om den er skrevet ned. Fra det første minut i en udsendelse føler man sig som lytter på usikker grund.

Der er trykket på ’ON’, og snakken går – præcis som på lokalradioerne over det ganske land. Lydkvaliteten er under al kritik, og programfladens syntetiske jingles, der i hårde akkorder opdeler program og nyheder, kommer abrupt som et lyn fra det blå.

Nyhedsværterne kan ikke læse op og gentager sproglige fejl fra den ene udsendelse til den næste – uden at blive rettet. Er der ingen på Radio24syv, der lytter til deres egen kanal?

Der er lyspunkter; således er jeg glad for det udenrigspolitiske magasin Globus og finansmagasinet Millionærklubben, hvor en ny type aktører og emner gør entré på radioscenen.

Med få undtagelser optræder radioens kvindelige værter i deres egenskab af at være kvinder; det gælder Iben og Mødregruppen (’De ringer vi spiller’ på pigeværelset) og Bom og Bjerkes hverdagsfeministiske radio.

Hvis man gerne vil have sine eventuelle fordomme om kvinder bekræftet, er disse programmer et godt sted at starte.

Ud over at være skuffet over indholdet og eksekveringen er jeg endnu mere skuffet over Mikael Bertelsens infantile reaktion på en saglig udlægning af radioens seertal. For hvordan reagerer Radio24syvs ledelse så på kritikken?

Jo, på ægte postmoderne manér demonterer man indholdet af kritikken ved at gøre sig morsom på et metaniveau. Således har Mads Brügger og Mikael Bertelsen ladet fremstille 1.000 T-shirts påtrykt en af Lasse Jensens replikker fra korrespondancen.

Lasse Jensen udtaler selv i den forbindelse, at »Brügger og Bertelsen jo (kan) lave en gimmick ud af alting. Men jeg synes, at hvis man har et chefjob i mediebranchen, må man kunne tage imod kritik«.

For egen regning kunne man tilføje, at Brügger og Bertelsen også kunne have valgt at bruge deres tid på at skrive manuskript til programmerne i stedet for at lancere en tøjkollektion og forklæde dårlig kvalitet som kreativ nyskabelse.

Imens er der helt, helt stille fra Radio24syvs øverste ledelse – ikke et pip fra direktør Jørgen Ramskov, nyhedschef Susanne Moll eller Berlingske Medias top dog, Lisbeth Knudsen.

Hvor blev lytterne af i al denne indforståede medieonani? Dem er der ifølge Mikael Bertelsen ingen grund til at være bange for. Eller respektere.