”Anerkendt BBC-reporter falder i svime over Vesterbro” – kunne man læse på forsiden af Politiken.dk for nylig.

Artiklen er kun det seneste eksempel på, hvordan vi danskere går i selvsving, hver gang en udenforstående fortæller os, at vi er eller kan noget særligt.

Da værten for det engelske program TopGear udtalte sig positivt om danske cyklister fik også dét begejstrede ord med på vejen fra dansk presse.

Monocle, The Ecologist, The Guardian er andre udenlandske medier, der har rost os. Og vi labber det i os.

Udover at blive barnligt begejstrede når andre roser os, er vi også tilbøjelige til at udlægge international afsætning af hjemlige branchers produkter i overdrevent positive vendinger. Det gælder i særdeleshed danske kulturprodukter.

”Dansk film går sejrsgang over hele verden” skriges der fra hustagene, når en Lars Von Trier film er solgt til kunstbiografer i 14 lande, eller når Forbrydelsen bliver vist på en engelsk kanal, der i markedsandel og profil svarer til DR 2.

Og selvom dansk møbelkunst ikke har lanceret nye verdensomspændende sællerter eller ikoniske produkter siden 1950’erne, så fastholder vi stadig Danish Design som noget helt enestående - noget alle mennesker i verden kender til, selvom virkeligheden formentlig er en ganske anden.

Dansk mode, kriminallitteratur og computerspilsindustri bliver omtalt i henrevne og ophidsede vendinger.

”Udlandet vild med dansk mode”, kunne man læse i Berlingske Tidende den 30. januar i år, fordi den danske modeeksport er steget.

I en lidt ældre artikel fra Information står der: ”Tankevækkende er det, at vi trods vores ringe størrelse i Danmark har så meget kreativt talent, der vækker stadig mere opsigt i den store verden.

Men selv om ‘Danish’ er blevet et globalt brand og dansk mode går sin sejrsgang verden over, er der fortsat et enormt kreativt potentiale, der venter på at blive opdyrket inden for bl.a. spil, sport og turisme.” Så megen selvforelskelse..

Tag ikke fejl; jeg elsker mit fædreland og er stolt af vores dejlige samfund. Men jeg bilder mig ikke ind, at man i udlandet – når Danmark bliver nævnt, straks forbinder det med fantastiske film, banebrydende mode eller andre af de superlativer, vi elsker at pynte os med.

Det opleves måske snarere som et kuriosum, hvis f.eks. en amerikaner eller en englænder nogensinde har set eller købt et dansk kulturprodukt - som en undtagelse fra deres sædvanlige kultur- og designforbrug.

Det er den sjove undtagelse fra udgangspunktet, nemlig at den angelsaksiske verdens kulturprodukter klart er de mest dominerende – og mange ville sige også de klart bedste - på verdensplan.

Men tænk hvis amerikanske medier skulle nævne oprindelseslandet, hver gang de skrev om deres egne film, sådan som vi gør det. Så ville de få travlt.

De danske tv-seriers udbredelse i England og Amerika vækker forståeligt glæde. Jeg står dog helt af, når det bliver udlagt som om danske tv-serier er af enestående kvalitet målt på en international skala, eller når det i medierne bliver udlagt, som om dansk tv lægger gaderne øde i hele verden.

Efter min mening ligger danske dramaserier i fortællemæssigt og produktionelt ambitionsniveau milevidt fra amerikanske tv-serier som West Wing, Sopranos, The Wire, 24, Mad Men og Homeland for bare at nævne nogle få. Eller britiske serier som Prime Suspect, Downton Abbey, Waking the Dead, Brideshead Revisited, The Office og mange, mange flere.

Og jeg tvivler på, at de danske tv-serier trækker flere seere end så mange andre sammenlignelige indkøbte fiktionsprodukter, når de bliver vist i f.eks. England.

Vi forvrænger enkeltstående succeshistorier langt ud af proportion i et jublende, selvforherligende narrativ, hvor hver ny kultureksport sættes ind i en større sammenhæng, der beviser at dansk kultur går ”sejrsgang” over hele kloden.

Når f.eks. The Guardian har udtalt sig positivt om Danmark et par gange, glemmer vi at relatere det til, at samme avis sikkert har udtalt sig positivt om New York 1.000 gange, eller om Maldiverne, Holland, Sverige og de ydre Hebrider mindst lige så mange gange. Vores hørelse er selektiv og uden proportionssans.

Derudover har vi en irriterende - men også lidt kær - vane med at beskrive alle vores udfoldelser i et særligt dansk perspektiv.

I stedet for at medierne skriver artikler om gode film, skriver man om gode danske film, om dansk mode eller dansk design m.v.

Jeg tror, det skyldes, at vi ikke kan skrive om f.eks. filmen om Hvidsteen-gruppen i samme artikel som Steven Spielbergs fænomenale Band of Brothers og Schindler’s List, uden at det bliver åbenbart, at vore egne film blegner ved sammenligningen.

Det nationale er værdifuldt, og der skal værnes om vores kultur, sprog og livsstil ved at producere danske film, bøger, tøj, design og spil. Men vi bliver altså ikke bedre af at overdrive egne evner og bedrifter eller ved kun at måle os med os selv.

Kun ved at måle os med de bedste, kan vi udvikle os.