»Så sad vi der ved frokostbordet i skurvognen med pølsemadder, kaffe i plastikkrusene, side 9-piger på væggene og en duft af ærligt arbejde. 15 håndværkere i arbejdstøj og med støvede sikkerhedssko – og mig.«

Citat fra Villy Søvndals 1. maj-tale.

1. maj er en mærkedag i min familie.

Som barn på Frederiksberg blev jeg som den eneste i min klasse bedt fri fra skole, fordi vi spiste morgenmad hos SF, hvorefter turen gik i Fælledparken.

Jeg voksede op under truslen om atomkrig i en meget ideologisk periode, hvor Reagan og Thatcher var fjenden, og vi følte solidaritet med de sorte i Sydafrika og andre udbyttede og undertrykte folk i verden.

Sammen med min far samlede jeg ind til UFF, proklamerede atomvåbenfri zone på min folkeskole og undlod at spise sydafrikanske æbler. Som voksen traf jeg min kommende mand, som er rundet af en borgerlig familie med egen virksomhed. En virksomhed, der netop 1. maj i år fyldte 40 år. Så ja, 1. maj er stadig en festdag i familien.

Mit ægteskab og min indlemmelse i min svigerfamilie – men da i høj grad også min egen baggrund – har fået betydning for mit verdenssyn og mit politiske ståsted.

Blandt andet har jeg fået øjnene op for, at min egen familie på mødrene side jo også var og er selvstændige, dygtige bønder fra Sønderjylland, hvor min fætter i dag driver gården videre, og hvis arbejdsmoral og pligtfølelse lever videre i min mor og søster, som har lagt en kæmpe indsats i den offentlige sektor.

I tirsdags skrev jeg følgende til mine svigerforældre og min mand:

»Kære Søren, Hans og Bibi. Et stort tillykke med det flotte jubilæum i dag. Tænk, 40 år, det er en bedrift, og jeg ved, at det har krævet meget hårdt arbejde, mod, sammenhold, sparsommelighed og humør – til tider galgenhumor. Nu er virksomheden ført igennem et generationsskifte, og det er smukt og rigtigt, at Søren kan fortsætte jeres store indsats. Det giver kontinuitet og sammenhængskraft i en familie – også gennem de svære tider. Gennem jeres eksempel er en hel familie smittet af virketrang og stærke værdier. Tak for det. Jeg og børnene føler stor glæde og stolthed over jer«.

Hvortil min myreflittige, energiske svigermor kort og præcist svarede: »Jeg græd. Tak«. Jeg græd også.

Man kender ikke de søvnløse nætter, når likviditeten er stram, den tunge ansvarsfølelse over for medarbejderne og långiverne, modet, man skal mønstre for at opdrive nye markeder og muligheder, opfindsomheden, der skal til for at finde på nye produkter, samtidig med at man som indehaver skal være alting på én gang, leder, igangsætter, udvikler, krisestyrer, chefforhandler og tigger, når banken skal holde hanerne åbne bare lidt endnu til bedre tider.

Hvis man ikke selv har prøvet et generationsskifte, aner man intet om udfordringerne ved at holde sammen på familien, risikoen for splid mellem generationer og i søskendeflokken, sorgen over konflikterne og den uendelige tålmodighed og gensidige velvilje, der skal til, for at det hele kan falde på plads.

Så hvis Villy tror, at ærligt arbejde kun findes i skurvognen og ikke på direktionsgangen, hvor cheferne hos os i øvrigt også har olie på fingrene, tager han fejl.

Der er gange, hvor jeg har ønsket, at virksomheden brændte, eller at min mand dog bare ville finde sig et lønarbejde hos FLSmidth. Men når det kommer til stykket, ville jeg ikke undvære den livsindstilling og den mening og fylde, det at have egen virksomhed også fører med sig.

Så i stedet for at traske rundt i romantisk kedeldragtsretorik har vi brug for en regering, der formår at samle befolkningen på tværs af gamle skel og finde nye fælles mål, det er værd at kæmpe for, bl.a. nye private arbejdspladser.

Vores familie har ikke scoret kassen – at blive rig har aldrig været drivkraften. Men virksomheden har forsynet en lille kommune med arbejdspladser og skatteindtægter i mange år. At grundlægge og drive en virksomhed gennem gode og trange tider er en meget solidarisk handling.