Fagforeningernes nyeste påfund er, at de vil afskaffe St. Bededag. Det bakkes op af fagforeningernes politiske gren, som pt. bestrider regeringsmagten i Danmark.

Det er en mærkværdig prioritering. Danmarks største problem er, at under halvdelen af befolkningen er i arbejde, mens vi har verdensrekord i offentlig forsørgelse. Men mens efterløn, dagpenge og førtidspension er hellige køer for fagforeningerne og resten af venstrefløjen, er de klar til at hæve skatterne og skære ned på ferien for det arbejdende mindretal.

I stedet for at få de mange, der ikke laver noget, ud på arbejdsmarkedet, vil venstrefløjen altså tilsyneladende bede de få, der arbejder, om at arbejde endnu mere.

Når vi i forvejen har verdens højeste skattetryk, og når Danmark derfor også næsten er det land i verden, hvor det dårligst kan betale sig at tage en uddannelse, burde fagforeningerne måske overveje, om ikke grænsen er nået for, hvor meget man kan bede arbejdende mennesker bidrage til det fællesskab, som risikerer at miste sin solidariske karakter og blot blive til udnyttelse af folk, der er så dumme at tage en uddannelse og et arbejde.

Det kan ikke være rigtigt, at fagforeningerne i dagens Danmark ser sig selv som interesseorganisation for folk på passiv forsørgelse i stedet for at kæmpe for det arbejdende folk, som har skabt dem. De burde kæmpe sammen med den borgerlige fløj for reformer af efterløn og førtidspension i stedet for at gå forrest i at hæve skatterne og afskaffe helligdagene for folk, der går på arbejde.

Sidst og mindst kan det i øvrigt undre, hvorfor fagforeningerne ikke tilbyder at afskaffe den overflødige 1. maj som øldag i stedet for absolut at ville afskaffe en traditionsrig og højt skattet kristen helligdag …