Det har været dejligt at se de positive reaktioner på, at Konservative har meldt ud, at vi er klar til et bredt samarbejde i dansk politik. Medierne har været underligt optaget af en enkelt negativ Megafon-måling, men fire enslydende målinger slog i går fast, at Konservative er tilbage over 7%. Dermed er vi på det højeste niveau i over ni måneder. Det får os endnu ikke til at løbe rundt med armene i vejret, men tendensen er positiv.

Det har virket som om, Dansk Folkeparti har brudt sig lidt mindre om vores udmelding. De sidste tre dage har Morten Messerschmidt forudsagt vores død som parti, Pia Kjærsgaard har kaldt os desperate, bitre og ligegyldige, og Peter Skaarup har truet med at opsige efterlønsreformen, hvis vi opsagde udlændingeaftalerne (hvilket ingen Konservative på noget tidspunkt har bragt på bane eller kunne drømme om).

Mig bekendt har ingen Konservative sagt noget negativt tilbage om Dansk Folkeparti, og heldigvis opfordrede Pia Kjærsgaard  ’begge parter’ til at stoppe skænderiet på TV2 Nyhederne tirsdag aften. For Konservative og Dansk Folkeparti har haft et godt og vigtigt samarbejde de sidste ti år. Det har været et årti, hvor vi har været bundet sammen af ønsket om at sikre en aktiv sikkerhedspolitik, et forsvar for danske demokratiske værdier, og hvor det var vigtigt at få strammet op på udlændingepolitikken efter flere årtiers skadelig og bekostelig berøringsangst.

Det næste årti skal ikke handle om udlændingepolitik. Den stramme udlændingepolitik skal bestå. Det skal der ikke være nogen som helst tvivl om. Men det behøver ikke at være sådan, at udlændingespørgsmål fremover skal dominere den politiske diskussion eller finansloven.

Danmark har behov for, at vi også fokuserer på andre emner. Lige nu er økonomien den vigtigste udfordring. Derfor er det naturligt, at vi gerne vil inddrage de partier, som er mest ivrige efter at lave reformer, i et samarbejde. Vi ønsker flere brede forlig ligesom den netop indgåede efterlønsaftale.

Konservative og Radikale har på dette område (modsat andre) meget til fælles. Bortset fra Konservative, der som det eneste parti stemte imod efterlønnens indførelse i 1979, har Radikale været modstander af efterlønnen i længst tid. Selvom Radikale ikke ønsker generelle skattelettelser ligesom Konservative, er vi også enig om, at skatten på arbejde er for høj. Og vi er enig om, at S og SF’s planer om at lade det offentlige forbrug vokse vildt skal bekæmpes.

Selvfølgelig ligger der en kæmpe blokering i, at Radikale nægter at pege på den 'rigtige' statsminister. Men indtil de en dag kommer til fornuft, kan vi alligevel godt arbejde sammen på tværs af blokkene. Partier, der vil det samme, skal stå sammen og få mest mulig politik igennem. Alt andet ville være underligt, og sommerens efterlønsreform viste, at det godt kan lade sig gøre.

Forhåbentlig kan vi få et godt og konstruktivt samarbejde med både Dansk Folkeparti og med Radikale i fremtiden. Det er ikke farvel til Dansk Folkeparti. Det er bare velkommen til lidt bredere konstellationer. Det bliver godt for Danmark.