Der tegner sig heldigvis et billede af, at regeringens økonomiske politik ikke bliver den katastrofe, som S og SF havde lovet danskerne. Det bliver vel nærmest lig med VK’s økonomi minus 10%. I den forløbne uge har ARF-regeringen endda genfremsat VK’s finanslovsforslag.

Det er naturligvis ikke godt nok. VK’s økonomiske kurs var i forvejen for slap. Danmarks økonomiske udfordringer vil derfor ikke blive løst i de kommende år. Vi kommer fortsat til at have underskud, opbygge en større og større statsgæld og glide ned ad ranglisten over verdens rigeste lande. Men trods alt må man som dansker glæde sig over, at deroutens hastighed bliver væsentligt langsommere, end hvis S og SF rent faktisk havde gennemført deres løfter om at forbruge sig ud af statsunderskuddet.

Mens forskellene mellem blokkene er udvisket på det økonomiske område, ser værdipolitikken til gengæld ud til at træde frem som den nye politiske kamplads.

Kulturministeren vil nedlægge Det Kgl. Teaters gamle scene og landets symfoniorkestre. Flere andre ministre vægrer sig ved at rejse sig for Dronningen, og rød blok diskuterer med sig selv, om monarkiet skal afskaffes. Det ligger samtidig fast, at udlændingepolitikken skal gøres slappere. Grænsekontrollen skal væk, og folk, der har fået afslag på ophold i Danmark, skal alligevel kunne opholde sig og arbejde i landet.

Det er hardcore venstreorienteret og kulturradikal værdipolitik. Dansk kulturarv skal bekæmpes, og grænserne åbnes.

Grunden til at der kommer så mange rabiate udmeldinger er vel, at regeringen bliver nødt til at levere noget venstreorienteret, når nu den har skuffet sit bagland så fælt på det økonomiske område. Ellers bliver der for alvor skuffelse og ballade.

Værdipolitikken er vel også selve eksistensberettigelsen for en samlet venstrefløj. Den er åbenlyst den eneste grund til, at Radikale er med i rød blok. Det er her partierne er enig og kan stå sammen. Derfor er et godt bud, at værdipolitikken også fremover vil præge regeringens politik. Vi har næppe hørt det sidste til Zenia Stampes republikanere, Johanne Schmidts asylansøgere og Uffe Elbæks buldozere på Kgs. Nytorv.

Det bliver skidt for dansk kultur, hvis kulturradikalismen sejrer. Uden rødder kan man ikke stå fast i en global verden. Men set med taktiske borgerlige briller er det også en drømmesag for den konservative del af oppositionen. Forhåbentlig tager den kampen.

Danskerne er grundlæggende konservative. De elsker deres kultur og monarki. Uanset hvor overbevist unge radikale kan være om, at verden skal reformeres og kulturen smides ud, får de aldrig befolkningen med på den idé. Hvis næste valg kommer bare i nærheden af at ligne et valg mellem Helle Thorning Schmidt og Dronning Margrethe, får regeringen et nederlag, der vil få det seneste konservative valgresultat til at ligne en jordskredssejr.