Det gik hurtigt med at droppe det brede samarbejde og lave blokpolitik i en ny rød version. Med den nye finanslov har Enhedslisten overtaget Dansk Folkepartis rolle: De er trådt ind som den nye regerings eneste og afgørende støtte for finansloven og sidder med bestemmende indflydelse.

Enhedslisten har solgt sig overraskende billigt. Lidt småører til lavindkomstgrupperne og en øget indsats mod polske gæstearbejdere er ikke ligefrem prangende socialistiske resultater. Og det er slet ikke resultater, som man ikke kunne forestille sig uden Enhedslistens medvirken. Men ikke desto mindre har kommunisternes og venstresocialisternes fællesliste slået sig fast som et ansvarsbærende parti. Det er en milepæl i deres historie og varsler nye tider i dansk politik.

Med en finanslov, som bygger på det snævrest mulige flertal af venstreorienterede partier, har en ny blok afløst VKO. Oppositionen er uden for indflydelse, og det brede samarbejde er blevet ved snakken.

Det udstiller tomheden i den kritik af VKO?s snævre finanslove, som i årevis kom fra venstrefløjen før magtskiftet. Regeringen har igen været nødt til at revidere sin opfattelse af virkeligheden og de løfter, som den gav før valget.

Sagen er, at selvom en regering principielt kan have et ønske om bredt samarbejde, er det ikke så nemt, som det lyder. Samarbejde og brede forlig lyder bedre end splid og blokpolitik, men politiks natur er netop uenighed, og at man deler sig efter anskuelse. Politik er også et magtspil mellem de partier, som kan udgøre et flertal. Lige så lidt, som Dansk Folkeparti ville lade deres diametrale modsætning Radikale få indflydelse på finanslovene under VKO, lige så lidt vil Enhedslisten formentlig lade deres diametrale modsætning Konservative  - eller Liberal Alliance - få indflydelse på finanslovene fremover. Yderpartierne er ligeglade med brede forlig. Enhedslisten ville forvalte sine mandater mærkeligt, hvis ikke de bare gik efter at få mest muligt socialistisk politik igennem. Det gør de ikke ved at lukke borgerlige partier ind i en finanslov.

Både før og nu er det det faste støtteparti, som har bukserne på, fordi de kan levere de afgørende mandater. Det kunne Radikale ikke under VKO, og det kan hverken Konservative eller Liberal Alliance i dag. Der findes kun én oplagt flertalskonstellation sammen med Enhedslisten, og den er regeringen nødt til at holde fast i.

Set fra oppositionens synsvinkel, er der heller ingen grund til at gå med i regeringens forlig og dermed blåstemple dens politik, medmindre man kan få indrømmelser. Og det kan man ikke, når man ikke har nok mandater til at tilbyde regeringen et alternativt flertal.

Derfor har vi næppe set det sidste til Johanne Schmidt-Nielsen i Finansministeriet. Kvinden, der ønsker revolution og vil afskaffe politiet og kapitalismen, er Danmarks nye Pia Kjærsgaard. Det kan man så le eller græde over.