Selvfølgelig er det nødvendigt at forhindre euroen i at kollapse.

Et kollaps vil medføre økonomiske chokbølger af en anden verden, og den amerikanske general, som har forudset optøjer og uro i Europa, hvis det sker, har formentlig ret.

Lad også ret være ret over for EU. EU har ubetinget været en succes. EU har skabt en kommerciel og politisk samhørighed, som har bragt fred og velstand i Europa. Derfor skal man heller ikke begynde at drage tvivl om EU?s eksistensberettigelse eller det danske medlemskab sådan som eksempelvis Morten Messerschmidt udnytter euro-krisen til at gøre.

Grænseoverskridende samarbejde er en nødvendighed på rigtigt mange områder i Europa.

Men ligesom med velfærdsstaten er det ikke sådan, at fordi EU er godt, så er endnu mere EU nødvendigvis endnu bedre. Der er grund til at sende en kraftig advarsel overfor de skridt som i øjeblikket tages til at afskaffe nationalstaternes økonomiske suverænitet. Har nationalstaterne ikke økonomisk selvstændighed, har de slet ikke selvstændighed, og - krise eller ej - så er det komplet uacceptabelt.

Nationalstaternes selvstændighed skal bevares. Ikke blot fordi befolkningerne i Europa kræver det og ikke vil finde sig i andet. Også fordi nationalstaterne er den eneste effektive ramme for frie, solidariske samfund.

Hvis man vil have et samfund, hvor borgerne accepterer at omfordele til de svageste, kræver det, at borgerne føler, de er en del af et fællesskab. Nationalstaternes kulturelle og sproglige fællesskab skaber tillid mellem borgerne. Det gør, at borgerne forstår hinanden og derfor stoler på hinanden.

Nationalstaterne skaber derfor mulighed for at leve uden store mængder kontrol, korruption og kriminalitet. Nationalstaterne er således den eneste måde at opretholde de samfund, som vi ønsker i Europa.

Man får aldrig den samme grad af kulturelt og sprogligt fællesskab i en europæisk superstat med 27 forskellige nationer og 500 millioner indbyggere. De som baserer deres politik på den illusion har simpelthen ikke forstået, hvor stærk en kraft kulturen udgør.

EU har som alle andre systemer indbygget en trang til at udvide sig selv. Intet er mere belejligt for en ekspansionshungrende organisation end at udnytte en krise til at rage flere beføjelser til sig.

Udfordringen for Europas ledere er at forhindre, at det sker samtidig med, at man håndterer euroens krise. Det bliver svært. Især hvis ikke man tør smide nogen ud af euroen.

Men det er en bunden opgave, så vi ikke laver fundamentalt om på, at EU skal være baseret på selvstændige nationalstater.