Som jeg allerede skrev ved regeringens fødsel, bliver det på den værdipolitiske bane, vi kommer til at se de mest vanvittige udskejelser fra Danmarks nye ledelse. Midt i en af de værste økonomiske kriser nogensinde brugte en stor del af venstrefløjen først sin energi på en række udsigtsløse angreb på Kongehuset. Nu er turen tilsyneladende kommet til at angribe kristendommens rolle i samfundet.

Den radikale kirkeminister lagde for ved at sløjfe julen fra Kirkeministeriets julekort. Man troede nærmest, det var politisk satire, da Kirkeministeriet ikke længere måtte ønske glædelig jul, men i stedet skulle skrive ”Season’s Greeting”. Det var det dog ikke. Det var bare vores kulturradikale regering, der gik i gang. Så havde vi en ophedet debat, om feltpræster må velsigne vores soldater, som de har gjort i århundreder. Og nu vil SF også sende Kirkeministeriets navn til afblegning i den store politisk korrekte, multikulturelle balje, hvor alle farvninger fra vores kultur skal vaskes af. Ministeriet skal derfor fremover hedde intet mindre end "Ministeriet for Livsanskuelser".

SF'erne drømmer tilsyneladende om en neutral stat, som ikke bekender sig til eller favoriserer et bestemt værdigrundlag. Den drøm deles også af mange liberale. Men i virkeligheden er det et fatamorgana. Det kan aldrig opnås. Selv en nihilistisk stat, som forsøger at være neutral overfor alt, får derved et værdigrundlag, som den må holde fast i og kæmpe for. En stat kan ikke vælge at være uden værdier. Den kan kun vælge, hvilke værdier, den skal vedkende sig.

Folkekirken har en særstatus i samfundet, fordi den danske stat vedkender sig, at den eksisterer for at bevare det danske samfund, og at samfundet bygger på kristendommen. Grundloven, som SF?erne i øvrigt har skrevet under på at ville overholde, stadfæster hermed blot det historiske faktum, at vores moral, kunst, arkitektur, sprog, flag, kalender og meget mere har kristendommen som hovedkilde. Kristendommen er dermed samfundets fundament.

Man kunne ligeså godt bede den danske stat holde op med at tale dansk som at forsøge at fjerne alle henvisninger til kristendommen fra statsapparatet. Det er ikke blot en umulig opgave. Det er også respektløst overfor vores historie og kultur. Danmark er ikke en tilfældig klat jord, vi kan gøre med, som vi vil. Det er ikke et blankt stykke papir, vi kan tegne, som det passer os. Det er et fædreland med en tusindårig historie, som vi har pligt til at stå vagt om fremfor at forsøge at tage afstand fra.