Socialistisk Folkeparti er, som navnet antyder, et af de partier, som Det Konservative Folkeparti er allermest uenig med. Alligevel er det svært som konservativ ikke at have lidt sympati med SF’erne, som går så grueligt meget igennem i denne tid. Som det mindste regeringsparti stod vi for et år siden med fuldstændigt de samme udfordringer. Vi skulle også kæmpe for at få vores mærkesager igennem. Og vi mistede også stemmer til et populistisk støtteparti, der aldrig selv har leveret så meget som et komma i resultater, men kunne slå sig op på at kritisere regeringen med en mere ren profil.

Man skal ikke fratage hverken Konservative eller SF æren for sine egne udfordringer. For SF’s vedkommende er det bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt de problemer, som vi først mødte efter otte år i regering, har tårnet sig op. Men det er dog også interessant at betragte den måde, som medierne behandler et parti i krise.

I denne weekend vil medierne banke SF ned under gulvbrædderne, og her er den skabelon, de vil bruge:

Ingen plads til nuancer i den store fortælling

Journalister er lemminger. De bringer altid den samme vinkel på et politisk partis situation. Lige nu er den store masterfortælling, at SF er i krise. Derfor bliver der næsten kun bragt historier, som understreger krisen. Hvis der måtte være noget positivt at fortælle fra landsmødet, vil det ikke blive bragt. Hvorfor journalister opfører sig sådan, vides ikke. Formentlig har de ligesom alle andre mennesker behov for anerkendelse fra deres gruppe og vil ikke stikke ud ved at bringe en historie, som andre journalister føler afviger fra den fælles fortælling

Historierne er skrevet på forhånd

Journalisterne har enten på skrift eller i deres hoveder allerede skrevet historierne om, at der er borgerkrig i SF. Uanset hvad de møder på landsmødet, vil det blive den historie, der bliver skrevet. De vil gå rundt og interviewe partimedlemmer på gangene. Men de er ikke oprigtigt interesseret i deres holdninger. Det eneste, de leder efter, er nogen, der vil give lige netop den udtalelse, som passer ind i den historie, som allerede er skrevet hjemmefra.

Kritikere fremhæves som stjerner

SF’s topfolk er for kloge til at gå i medierne med intern kritik. Man kommer ikke til at se folketingsmedlemmer kritisere hinanden ret meget på landsmødet. (Medmindre selvfølgelig de har meget personlige grunde til det). Men så er det jo godt, at medierne har alle partiets andre tillidsfolk samlet i en hel weekend. Når mange hundreder er samlet, vil der selvfølgelig kunne findes nogle kritikere. Politik er trods alt en skueplads for meningsudvekslinger.

Man ser det for sig. En journalist spejder rundt på gangene efter en kilde til sin historie om ballade i partiet. Først taler han med alle topfolkene. Ingen af dem går i fælden. Deadline nærmer sig. Journalisten bliver desperat efter at finde en kilde, der vil sige noget grimt om partitoppen. Han ser et ungt urutineret kommunalbestyrelsesmedlem, som han tilfældigvis kender. Journalisten lægger ud med ros. ”Du bliver jo af mange betragtet som et af partiets store håb”, siger han til den unge politikerspire, som for to år siden blev valgt til en kommunalbestyrelse med 120 stemmer og ikke siden har gjort noget som helst væsen af sig. Han bliver selvfølgelig smigret og ser straks chancen for at komme i avisen og blive omtalt som et talent. Efter en længere samtale på 5-10 minutter, hvor den unge politiker har talt om alt det gode, som SF vil gøre for Danmark, er han uforvarent også kommet til at sige noget negativt, som journalisten kan bruge i sin artikel. Næste dag udråbes han naturligvis i avisen til en meget vigtig person i SF. Det lyder trods alt bedre at skrive, at en ”ung fremtrædende profil” kritiserer ledelsen end at skrive sandheden, at han er nummer 573 i partiets hierarki

Anonyme kilder

Hvis deadline er overskredet, er sidste udvej at bruge anonyme citater. Ingen kan vide med sikkerhed, om nogen rent faktisk har sagt det, som tillægges anonyme kilder. Men vi må jo tage journalisternes ord for det.

Partiets hovedbestyrelse fremstilles som overdommer over folketingsgruppens politik

I ethvert dansk politisk parti er det folketingsmedlemmerne, der fastlægger partiets politik. Hvis partiets menige medlemmer vil ændre partiets politik, vælger de nogle andre folketingskandidater. Sideløbende med opstillingen af folketingskandidater vælger partiets medlemmer dog også en hovedbestyrelse, som skal tage sig af partiets organisatoriske forhold. Hvor meget skal man betale i kontingent, hvor skal landsmødet holdes, hvem skal være generalsekretær og den slags. Hovedbestyrelsen har ikke noget mandat til at bestemme hvilken politik, partiet skal føre. Det har partiets organisatoriske næstformand (Mattias Tesfaye/Meta Fulgsang) heller ikke. Men det er der jo ingen, der ved. Så medierne kan sagtens få det til at lyde ekstremt alvorligt, hvis hovedbestyrelsesmedlem nr. 35 ikke er enig i partiets politik. (Hun er i øvrigt tilfældigvis også folketingskandidat og vil derfor utroligt gerne i medierne).

SAMMENFATTENDE er SF inde i et velkendt negativt kredsløb, som er ekstremt svært at komme ud af. Dårlige meningsmålinger giver dårlig omtale. Det får kommentatorerne til at tale om krise. Hvilket igen får journalisterne til at konfrontere folketingsgruppen med, at alle taler om krisen. Hvilket får meningsmålingerne til at falde yderligere. Hvilket derefter får folk fra baglandet til at lade sig lokke med taletid i fjernsynet, hvis de udtaler sig negativt. Hvilket igen giver journalisterne mere at skrive om.

Det er alt i alt meget hårde og stærke kræfter, der går i sving, når først et parti kommer i den mediemølle, som SF er i lige nu. Det er synd for de mange loyale SF’ere, som hver dag arbejder hårdt og ikke falder deres parti i ryggen for at komme i medierne.

Den gode nyhed for SF er, at alle partier i krise bliver behandlet lige hårdt. Den dårlige nyhed er, at ingen vist endnu har fundet ud af, hvordan man stopper den negative mediespiral. Derfor er det svært at være optimistisk på Villy Søvndals vegne.