Nogle gange skriger ting så meget til himlen, at man skulle tro, alle kunne blive enig om at gøre noget ved dem.

Men så har man gjort regning uden Danmarks Lærerforening. En fagforening, som besidder en helt unik evne til at forsvare selv de mest indlysende urimeligheder, så længe de er til egen fordel.

Tag nu undervisningsminister Christine Antorini nyeste udmelding om, at hun gerne vil have lærerne til at undervise lidt mere. Hun påpeger, at danske lærere underviser langt mindre end i andre lande, og at det naturligvis betyder, at vi ikke får nok for pengene i folkeskolen.

Der er intet nyt i dette. OECD har påpeget det i deres internationale sammenligninger af folkeskolerne. Vi borgerlige har sagt det i årevis. Den eneste nyhed er, at socialdemokraterne nu også vil gøre noget ved det.

Undervisningsministeren påpeger det fuldstændigt åbenlyse forhold, at lærere i forskellige fag og med forskellig anciennitet naturligvis ikke behøver lige meget forberedelsestid. Det er så selvindlysende, at enhver ved sine fulde fem burde kunne tilslutte sig synspunktet.

Alligevel stiller Danmarks Lærerforening sig som altid på bagbenene. I lærerformand Anders Bondos verden skal politikerne og dermed borgerne ikke komme her og stille krav til, hvordan tingene skal fungere i folkeskolen. Forældrenes og skatteydernes repræsentanter skal bare blande sig uden om og nøjes med at sende flere penge. Der skal ikke stilles krav, og der må ikke stilles spørgsmål. Lærerne skal bare have fred.

Det er den samme sang, vi altid hører fra Danmarks Lærerforening, og det er en af de væsentligste årsager til, at vores folkeskole på trods af et af verdens højeste budgetter ikke er lige så god, som vi gerne vil have.