For ikke ret lang tid siden mistede jeg en af mine absolutte kernevælgere. En af mine gamle venner ringede:

”Rasmus, du ved, at vi to er fuldstændigt enige, og jeg har altid støttet dig, men jeg er nødt til at sige, at jeg ikke stemmer på dig næste gang. Jeg stemmer på Özlem Cekic nu. Hendes debat om Fattig Carina har gjort mere for at få banet vejen for borgerlige velfærdsreformer end alle jer andre nogensinde har gjort tilsammen”

Jeg er ellers stolt over at være med i det eneste parti, som de sidste 10 år konsekvent har gået ind for lavere skat og mindre stat og færre offentlige ydelser. Jeg stod selv bag danmarkshistoriens vist nok eneste demonstration for lavere skat, hvor vi for tre år siden stod hver eftermiddag i syv uger på Christiansborg Slotsplads. Jeg har trukket en kæmpe præmieko gennem Strøget to gange for at gøre opmærksom på, at vi måtte slagte den hellige ko, efterlønnen. Og også i folketingssalen har jeg taget de kampe, jeg kunne. Her i en skarp debat om efterløn og den store offentlige sektor med Morten Bødskov (S) længe inden det blev moderne at kræve reformer: Se video

Men min gamle ven har ret. Özlems Cekics nederlag i debatten om Fattig Carina og nu Doven Roberts illustrative eksempel rykker langt mere end noget andet. Det ændrer holdninger og skaber flertal i befolkningen for at lave reformer. Dette er jo som bekendt det eneste, de store partier har respekt for, og derfor den eneste vej til reformer.

Det er derfor fremragende at få folk som Doven Robert, Fattig Carina og Steriliserede Mette frem i lyset. De kan med deres eksempler vise, hvor uholdbart et velfærdssystem, vi har i Danmark.

Politikerne skal dog tage ansvar og lade være med at skubbe det over på velfærdsklienterne. Det er nemt for en trænet politiker og kan muligvis give masser af medvind at tvære en utrænet kontanthjælpsmodtager ud i en offentlig debat. Men hvad skal vi bruge det til? Det får ikke nogen danskere til at fravælge kontanthjælp. Robert og Mette er da fuldstændigt ligeglad med, hvad Simon Emil Ammitzbøll mener. Så længe systemet er, som det er, bruger folk de rettigheder, som de har. Uanset om det er moralsk rigtigt eller ej.

Den politiske opgave er ikke at skælde Doven Robert ud eller rose Mette for at blive steriliseret. (Hvilket er langt over grænsen for, hvad en politiker skal blande sig i). Den politiske opgave er at lave systemet om, så det ikke kan udnyttes.

Det er både dobbeltmoralsk og nyttesløst først at lave et velfærdssystem, hvor man kan leve som Robert og så bagefter harcelere over, at han gør det.

Vi har brug for velfærdsreformer og politiske beslutninger. Ikke moralisering eller dæmonisering af velfærdsmodtagerne.