I dag offentliggjorde Økonomiministeriet nye tal, der viser, at 2,1 millioner danskere lever af overførselsindkomst. Hertil kommer børn. Så samlet set lever over halvdelen af danskerne af andres penge. Under halvdelen skaber værdi og bidrager til fællesskabet.

Danmark har verdens suverænt højeste skatter. Vores offentlige sektor er rekordhøj. Vi har verdens suverænt højeste uddannelsesstøtte. Og med de nye tal har vi formentlig også samlet verdensrekord i offentlig forsørgelse.

Økonomi er faktisk ikke så svært. Når man bruger for mange penge, har for høje skatter og for mange på overførselsindkomst, er løsningen simpel: Så skal man bruge færre penge, sætte skatterne ned og skære på overførselsindkomsterne.

Det burde ikke kræve meget mere end almindeligt omløb i hovedet at forstå. Alle, der vil Danmark det bedste, burde lægge sig i selen for at få rettet op på problemerne.

Men i stedet handler hele den offentlige debat om det modsatte. I dag toner det socialdemokratiske bagland eksempelvis frem i aviserne med et bagholdsangreb på deres egen statsminister for at få hende til at holde endnu flere på dagpenge. Det stik modsatte af, hvad der er brug for!

Det tog den danske offentlighed 32 år at blive klar til at fjerne noget så absurd som den landsskadelige efterløn. Og når vi nu efter årtiers slagsmål endelig har fået taget et helt nødvendigt opgør med verdens suverænt længste dagpengeperiode, som blev skåret ned fra fire til to år, sættes alle sejl for at få det rullet tilbage igen.

Man tror simpelthen, det er løgn, når man hører folk som Rasmus Prehn fra Socialdemokraterne. Danmarks økonomiske problemer tårner sig op, fordi vi har for store overførselsindkomster, og det eneste debatten handler om er, hvordan vi kan gøre dem endnu større og bruge endnu flere penge.

Med så stupid en offentlig meningsdannelse, er det efterhånden svært at tro på, at danskerne nogensinde bliver klar til at træffe de beslutninger, som alle, der har forstand på økonomi ved, at vi må træffe.

Danskerne burde spørge sig selv, om de virkelig ønsker, at vi skal være blandt Europas fattigste lande, når min generation bliver gammel? For lige nu er det det mest sandsynlige scenarium. Og det er desværre utroligt svært at tro på, vi nogensinde får vendt udviklingen, når man ser hvilke ublu krav til øget velfærd, der stadig dominerer debatten, selv i en tid, hvor udfordringerne burde være tydelige for selv den mest uvidende folkeskoleelev.