Der er en meget klar sammenhæng mellem skole- og boligpolitik. En velfungerende skolepolitik er betinget af den førte boligpolitik: »Mangfoldige folkeskoler skabes gennem boligpolitik«, skrev journalist Johanne Mygind for nylig her i Politiken.

Skoledistrikterne afgør, hvilken folkeskole børnene tilhører, og det kan ikke ændres, uden at børnene skal transporteres frem og tilbage, hvad kommunen også har forsøgt uden stor succes.

I København er der meget store forskelle på befolkningssammensætningen i de enkelte distrikter. Mangfoldigheden er det så som så med. Det er langt mere effektivt at sørge for, at boligområderne har en bedre blanding af folk, der nemt klarer sig selv, og andre, der ikke gør det, end bare at se på skolerne.

Så langt så godt, for så er det jo bare med at få gjort noget ved boligpolitikken. Så hvorfor får kommunen ikke rettet op på det?

Der er nok nogle læsere, der kan huske, at boligpolitikken var en af mine prioriteringer, da jeg var overborgmester – 5.000 billige boliger til 5.000 kroner om måneden i løbet af 5 år.

Der kom kun 12 boliger, mens jeg var overborgmester, og jeg skal ikke trætte med alle forklaringerne, men ét er stensikkert: Kommunerne har et begrænset råderum, for så vidt angår udformningen af boligpolitikken.

Johanne Mygind skrev, at man har bygget velhaverghettoer i Ørestad og langs vandet i Københavns Havn og fortsætter: »Her har man glemt alt om social mangfoldighed og har benhårdt satset på boliger til de rigeste københavnere«.

På en måde kan man sige: Gid det var så vel, for så kunne kommunen bare føre en anden boligpolitik, og jeg ved af personlig erfaring, at det virkelig er prøvet. Men i Danmark er det ikke lovligt for en kommune at pålægge private bygherrer, at der i deres boligbyggeri er lejligheder, som almindelige mennesker har råd til at bo i. Det er heller ikke lovligt at stille betingelser om billige boliger, når kommunen sælger grunde eller giver byggetilladelser til private.

Det er specielt for Danmark, at der ikke eksisterer en sådan mulighed. I London kan man f.eks. kræve, at 50 procent af lejlighederne i et privat byggeri skal være til at betale for folk med almindelig løn.

Jeg sagde i min tid, at København også skulle have boliger til sygeplejersken, politimanden, kontanthjælpsmodtageren m.m. Vi prøvede at få de private bygherrer med på ideen, og bortset fra en enkelt, der sørgede for nogle få billige lejligheder, så var det umuligt at råbe bygherrerne op. De skulle tjene penge. Vi vidste godt, at den ensidige beboelse ville give problemer både i daginstitutioner og skoler.

Kommunen prøvede også, om man ved at bruge planloven kunne komme nogen vegne, og KL blev involveret, fordi der var andre kommuner, der havde tilsvarende problemer. Forgæves.

Den borgerlige regering var ikke til at råbe op. Bygherrerne skulle have lov til at gøre, som de nu ville. Det er absurd, at kommunen på den ene side godt må stille endda ganske detaljerede krav om f.eks. højde, tagsten, energiform m.v., men på den anden side ikke må sørge for en blandet beboerkreds. Derfor er der velhaverghettoer, og derfor opstår der problemer på skolerne.

Tilbage er så den almene sektor, der gør et stort og fortjenstfuldt arbejde, men også de har været hæmmet af fjollede bestemmelser, der gør det vanskeligt for dem at lave fornuftigt nybyggeri. Det seneste forsøg i stor skala med rummelige og fleksible boliger til mennesker med almindelige indkomster er KAB’s AlmenBolig+.

Det er et godt eksempel på, at denne sektor er på rette spor, og at der kommer billige lejligheder i kvarterer, hvor der også er dyre. Om få uger flytter de første beboere ind i nogle af boligerne her i København.

Men der skal mange flere boliger til, og det er nødvendigt, at de private bygherrer også påtager sig et ansvar for en mangfoldig udvikling af byen, og de gør det ikke frivilligt. Byer kommer af sig selv, men byer for alle kommer ikke af sig selv. Børnene betaler prisen.

Jeg håber, at en S-R-SF-regering kan se, at kommunerne har brug for midler til at pålægge bygherrerne en social forpligtelse, fordi skævhederne ellers vokser sig større og større. Og fordi vi ved, at der er alt for mange unge, der forlader folkeskolen i skoledistrikter, som er meget socialt belastede, uden at kunne læse og dermed kunne få uddannelse og arbejde. Og vi ved også, at en stigende kriminalitet er en følge af sådan en udvikling.

Hvis vi skulle have glemt det, så behøver vi bare at kikke på, hvad der sker i Malmø. Her kæder borgmesteren stigningen i kriminaliteten, der har kulmineret i en række mord, sammen med en forfejlet boligpolitik og dermed en dårlig skolegang. Mangfoldige og velfungerende folkeskoler skabes i høj grad gennem boligpolitikken, og der er hårdt brug for, at regeringen ændrer lovgivningen.