Danmark betjener sig af en meget traditionel opdeling mellem politikere og embedsmænd, hvor fornyelser hører til sjældenhederne.

Eksportambassadørerne var udtryk for en modig nytænkning fra den daværende statsminister. Ordningen fik ikke mulighed for at udfolde sig, inden den blev afskaffet efter kun 6 måneder.

I en dansk opfattelse er der på den ene side ministrene, der går og kommer med den til enhver tid siddende regering. Lige nu er der 4 udenrigsministre. På den anden side embedsapparatet, hvor der er meget lille udskiftning.

I Udenrigsministeriet er der også ambassaderne med ambassadøren i toppen. De er på stedet og har alt efter landet størrelse og betydning en række medarbejdere, både lokale og fra Danmark.

Ambassadørerne er embedsmænd, karrierediplomater. De har uden undtagelse tjent sig op igennem systemet i udenrigstjenesten. Derfor var det lidt af en udfordring for Udenrigsministeriet pludselig at skulle have udefrakommende som ambassadører – også selv om de hed eksportambassadører.

Og så forhenværende politikere! Der var ikke mange, der brød sig om det i ministeriet, selv om det lykkedes for nogle af dem at skjule det så nogenlunde. Det kunne jo være, at det gav politikerne ideer til større og mere omfattende fornyelser, hvis de kikkede på, hvordan man indrettede sig i de andre nordiske lande.

Eksportambassadørordningen blev etableret som en del af Udenrigsministeriet og direkte under Eksportrådet. Meningen med ordningen var at styrke erhvervslivets muligheder for at eksportere på attraktive markeder. Ordningen skulle samtidig ruske op i et system, der på alle måder afspejler en forgangen tid. Det brød med den danske embedstradition.

Det særlige ved eksportambassadørordningen var, at ingen af de udpegede var embedsmænd, men alle havde baggrund i det politiske arbejde. Alle havde været valgt til Folketinget og for forskellige partier, og alle havde forladt Folketinget.

Alle havde beklædt vigtige poster i regeringer, som finansminister, udenrigsminister, EU-kommissær mv. Alle havde gang på gang forhandlet med fremmede regeringer, og alle havde haft med erhvervslivet at gøre. Der var en helt usædvanlig erfaring hos alle de udpegede. Alle var derfor også oppe i årene. Nogle var egentlig gået på pension.

Det var en helt usædvanlig ressource for Danmark, men der var ingen tradition for at bruge den til noget. I formiddagsbladenes optik var det gamle, afdankede politikere og rige pensionister, der skulle holde mund, passe æbler, hyppe kartoflerne eller fange fisk!

Den nye regering mente, at den med de 4 nye ministre ikke havde brug for den nye ordning. Ministre var nu bedre, sagde den, uden at huske på eller nævne, hvor ringe de nye ministres erfaringsgrundlag var.

Med den nye regering skulle eksportambassadørerne først og fremmest have med handelsministeren at gøre, Pia Olsen Dyhr. Hun var ganske ny minister, så der er ingen grund til i særlig grad at hænge hende ud, hun fulgte regeringens og Udenrigsministeriets lagte linje. Hun kunne have haft langt mere glæde af ordningen, end hun åbenbart selv forestillede sig. Men hvor skulle hun kunne vide bedre!

Ingen minister uanset hvor flittig vil kunne yde den samme indsats, som 6 erfarne politikere kunne. Selv hvis de brugte al deres tid på de lande, vi dækkede, som Brasilien, Rusland, Indien, og Kina (BRIK-landene) samt Sydkorea, Tyrkiet, Vietnam, Sydafrika og Mexico.

Alle eksportambassadørerne har været på en uges rejse en eller flere gange i de lande, de var ansvarlige for, og der var planlagt både erhvervsfremstød og besøg i de kommende måneder. Turene rummede møder med ministre og viceministre, med borgmestre, med handelskamre osv.

Det er altså noget vrøvl, når ministre har hævdet, at der ikke var behov for ordningen, den kunne have været et stærkt supplement til det arbejde, som er i gang.

Når eksemplet med eksportambassadørerne er interessant, så hænger det sammen med, at det blev demonstreret, at erfaringer kan bruges. Ja, det demonstrerede, at selv mennesker, der er gået på pension, har noget at tilbyde.

I Tony Blairs erindringer ’En rejse’ beskriver han, hvor vanskeligt det var at ændre embedsapparatet, og hvordan han gang på gang kom til kort.

Det var nok ikke tilfældigt, at det i Danmark blev statsminister Lars Løkke Rasmussen, der i den allersidste tid af sin embedsperiode tog hul på denne ændring for Udenrigsministeriet, og at det var den helt nye og totalt uerfarne regering, der afskaffede ordningen.

Man skal nok have været lang tid i ’magtens korridorer’ for helt at begribe, hvor tungt et apparat bureaukratiet er, og hvor mange kræfter ministre skal bruge for bare at rokke det en lille smule.

Det var en skam, at en så lille og beskeden fornyelse af Udenrigsministeriet så hurtigt blev afskaffet. Måske kan den dukke op i en anden forklædning, når de nye ministre har lært, hvordan regeringsapparatet virker.