For næsten et år siden sad jeg, som millioner af mennesker over hele kloden, klistret til skærmen i første parket til den egyptiske revolution.

Vi mærkede næsten historiens vingesus – sendt af sted af de mange modige mennesker, der var stimlet sammen omkring Tahrirpladsen i Kairo.

Vi var vidne til egyptere, der betalte den ultimative pris – nemlig med deres liv – for at sikre, at deres børn kom til at vokse op i et demokratisk Egypten.

Da Hosni Mubarak endelig kom ud af sit skjulested og holdt sin tale til folket og ikke meddelte sin afgang, var både skuffelsen og forargelsen over Mubarak lige så stor som sympatien og medfølelsen med folket – også i mit lille hjem i Hvidovre.

Danske børn får demokratiet ind med modermælken. Siden bliver demokratiet leget ind hver eneste dag alle steder, de kommer, fordi de demokratiske værdier skal danne et solidt fundament. I nutidens og fremtidens Danmark.

LÆS OGSÅTusindvis af demonstranter i Kairo: »I kan ikke trætte os«

Vi har været spændte på, hvordan den demokratiske proces vil gå sin gang i Egypten. Og for at sikre demokrati i Egypten, som vi forstår det, var vi allerede for et år siden i gang med – på bedste udemokratiske vis – at stille spørgsmålet: Skulle Det Muslimske Broderskab nu også have lov til at stille op til valget? Og tænk, hvis de gik hen og vandt?

Nu er valget overstået. For første gang i over 30 år har folket stemt. Det foreliggende resultat viser, at Det Muslimske Broderskab tilsyneladende har opnået flertal i parlamentet sammen med andre islamistiske partier.

Et scenarie, der ikke just vækker jubel i Vesten. Men helt ærligt, hvad søren havde vi regnet med? Når man slipper de demokratiske kræfter løs, må man også tage konsekvensen.

Demokratiet tager tid, og de demokratiske institutioner skal også i Egypten have lov at vokse ud af folket og det civile samfund i deres eget tempo og behov. Demokratiet kommer ikke over en nat, fordi man stiller en Hosni Mubarak for retten eller lader folket henrette en Gaddafi for åben skærm.

Med hvilke begrundelser tillader vi os at kræve noget som helst af det egyptiske folk eller dets ledere? Eller at bede egypterne om at fremskynde den demokratiske proces? Som vi i øvrigt selv har haft over hundrede år til at forme efter vores egne ændrede levevilkår og samfundsudvikling.

Det egyptiske folk – men også folk fra de andre nordafrikanske lande, der har taget del i det arabiske forår – kan lære en del af det forløb, som de mellem- og østeuropæiske lande har været igennem, og som de stadig er i gang med.

Der kæmper man stadig med at finde ud af, hvilken rolle samfundet og staten skal spille i forhold til hinanden og folket. Hvordan folket skal til at omstille sig fra en kollektivistisk tankegang til en individbaseret tilgang til samfundet og staten.

Selv 20 år efter Murens fald har de stadig ikke formuleret en samlet definition på, hvad demokratiet egentlig er for en størrelse. De forskellige lande tumler stadig med deres kommunistiske fortid, mens de bevæger sig gradvis mod en demokratisk fremtid, hvor staten forventes at skulle arbejde for individet.

Om det også kommer til at gå den vej i Egypten, ved jeg ikke. Men jeg synes, det er forkert, at vi er så utålmodige her i Vesten, at vi næsten ikke under egypterne nogen tid, ro eller plads til at definere, hvordan de ønsker at bruge de redskaber, som den demokratiske værktøjskasse indeholder.

LÆS OGSÅ Muslimske brødre fik halvdelen af de egyptiske stemmer

Selvfølgelig skal journalisterne rapportere fra Egypten, men spar mig for skræmmereportager a la Puk Damsgårds, hvor rabiate imamer – der til enhver tid vil være leveringsdygtige i onelinere imod vestlige turister og bikinier – interviewes midt i badebyen Sharm el-Sheikh.

De egyptere, jeg har mødt og talt med samme sted, er helt anderledes optimistiske, realistiske og afventende. Det Muslimske Broderskab er i øvrigt heller ikke blinde for vigtigheden af de indtægter, der følger med de vestlige turister.

Hvert et egyptisk pund bliver vigtigt, når man skal i gang med at bygge et nyt demokratisk Egypten op. Dermed kan vi også være med til at bidrage til demokratiprocessen.

Men vi må og skal lade demokratiet gå sin egyptiske gang. Også selv om det ikke i første omgang ’ender godt’, set med vores øjne. Vi ser jo også bare bekymret til, når USA eller Rusland afholder valg.

Og hvem siger, at vores vestlige definition af demokrati også vil være den rette for egypterne?