Så kører mediemøllen igen med sager om, hvor syge og onde mennesker kan være mod hinanden og deres børn.

I disse uger er det den nye og meget opsigtsvækkende misbrugssag fra Rebild, der fylder formiddagsavisernes papir- og netudgaver.

Heller ikke denne gang spares der på detaljerne. EB og B.T. leverer varen og fører an med slibrige detaljer om de mange frygtelige ting, der vælter ud i forbindelse med retssagen. Det ligger i det tabloide dna.

Hver dag bringes endnu en saftig luns til de hungrende læsere af de to aviser. Uddrag af stile fyldt med de grusomheder, der overgik den stakkels pige, der forgæves forsøgte at råbe om hjælp, videreformidles som underholdning til hr. og fru Danmark, der med EB og B.T. sidder på første parket og sluger alt råt.

Når sagen er væk fra medierne, hvor skal de børn gemme sig for deres kammerater, der med et klik kan finde alle de slibrige detaljer frem fra nettet om alt det, der foregik i hjemmet i Rebild?

Sidste uges forsidebasker handlede om den psykisk syge KH og drabet på socialpædagogen JMS. En frygtelig historie om et menneske, der var i færd med at udøve sit virke, og som muligvis blev dræbt af den person, hun var ansat til at hjælpe.

Men nej, det var ikke slemt nok. Derfor mente EB, at det var nødvendigt at udbasunere med store fede typer over billedet af afdøde JMS på næste dags spiseseddel, at hun blev dræbt med 21 stik. Inde i bladet kunne man læse, at hun angiveligt også blev forsøgt voldtaget.

Hvordan skal familien beskytte JMS’ børn mod de billeder, de får på nethinden, når de ser spisesedlen med deres mor med ordene 21 knivstik? Er det ikke ligegyldigt, for kvinden er jo død.

Desværre står TV 2 News heller ikke meget tilbage for nogen, når det gælder de detaljerede og meget tabloide beskrivelser. Ikke engang de erfarne journalister kan efterhånden dy sig og sætte grænser for, hvor langt eller hvor dybt seerne skal trækkes med i sagens detaljer.

Forleden aften blev der stillet om fra studiet til TV 2’s grand old man Thorkild Dahl, som i forbindelse med en historie om en togpåkørsel af en 10-årig dreng var draget ud på stedet. Han skulle interviewe den vagthavende politimand om ulykken, som meget nøgternt fortalte, hvad der var sket.

Men det var ikke nok for Thorkild Dahl. Han blev ved med at bore efter detaljer i en grad, at det kammede over. Jeg kan forstå, at det er vigtigt at stille spørgsmål til sikkerheden på stedet. Eller om der skulle være andre ting, som har forårsaget den ulykke, og som folk skal være opmærksomme på.

Men at skulle svælge i, hvordan den stakkels dreng lå, da han omkom, finder jeg sagen uvedkommende.

Hvis det er tilstanden for garvede og velestimerede folk som Thorkild Dahl, så er der ikke meget håb for den næste generation af journalister.

’Sensation, identifikation, konflikt, aktualitet og væsentlighed’, lyder de famøse nyhedskriterier, som udgør femenigheden i den journalistiske fortælling her til lands. En og/eller flere af disse kriterier gør sig gældende i en hvilken som helst historie.

Siden hver en detalje i bestialske drabs- og misbrugssager skal endevendes offentligt, sidder jeg tilbage med en følelse af, at det er fuldstændig ligegyldigt med nyhedskriterierne.

Vores tabloide mediedækning bærer efterhånden mest præg af et eneste kriterium, som jeg vil kalde ’gribbekriteriet’. Alt andet er sat ud af kraft.

For mig som læser, tilhører og seer er der ting, som er need to know – fordi en sag har offentlighedens interesse. Og så er der ting, som jeg mener slet ikke er nice to know.

Nu har jeg nået mætningspunktet for mediernes detaljefiksering. Jeg synes, det vil være på sin plads, at medierne, men også de enkelte journalister, stiller sig det banale spørgsmål: Hvor vigtigt er det, at netop denne slibrige detalje skal med i min artikel eller indslag?

Forbryderne ender på et eller andet tidspunkt bag lås og slå. Men ofrene skal leve videre udenfor med netop de detaljer, som brænder sig fast på offentlighedens nethinde.

’Djævlen ligger i detaljen’, lyder et mundheld, der handler om at gøre sig umage. Min opfordring og appel til medierne lyder, at ’det djævelske netop ligger i detaljerne’.

Derfor skulle medierne tage at gøre sig ekstra umage med netop at udelade detaljerne. På den måde viser de respekten for de døde og lader familierne sørge i fred.