Forleden så jeg filmen 'Hvidsten Gruppen' - 'Nogen må dø for at andre kan leve' - sammen med Adam, min søn på 11 år.

De fleste af dem, der sad omkring os, havde en alder, hvor de enten selv havde oplevet krigen eller også fået førstehåndsberetninger om den tyske besættelsesmagt.

Det er en vigtig film, fordi den viser, hvorfor det stadig er vigtigt at mindes modstandskampen i dag. Adam skal lære, at frihed ikke er et gratis privilegium. Frihedsrettigheder skal man værdsætte og værne om. Og om nødvendigt må man også kæmpe for at bevare dem - nogle gange med sit liv som indsats - som i Hvidstengruppen.

Når man én gang har smagt de demokratiske frihedsrettigheder, vil man for evigt være mærket af dem. Man vil ikke kunne lukke øjne og ører for uretfærdigheder og krænkelser af det enkelte menneskes ret til at bestemme selv.

Vi er så glade og stolte over at være demokrater, at stod det til os, så ville vi uhæmmet udbrede vores særlige danske demokratimodel over hele kloden.

På grund af vores frisind bliver Danmark også set på som et foregangsland. Som leder af menneskerettighedscenteret i Bahrain var Abdulhadi al-Khawaja en trussel mod styret og måtte flygte.

Han endte som politisk flygtning i Danmark og tilbragte over 10 år her i landet. Selv om han fik dansk statsborgerskab, valgte han at rejse hjem igen, lige så snart muligheden bød sig.

LÆS OGSÅProminente bahrainere: Dansk Folkeparti taler som kongens diktatur

Han tog tilbage og genoptog kampen imod det bahrainske styres uretfærdigheder. Denne gang endnu mere styrket i sin kamp for demokrati og frihedsrettigheder, som han lærte og nød godt af i Danmark - nu gjaldt det for ham om at kæmpe for de samme rettigheder for sit oprindelige folk.

Al-Khawaja har rent faktisk gjort alt det, DF og Søren Espersen har prædiket i årevis. Resten af hans historie kender vi i de mest grufulde detaljer om fængsling, tortur og seksuel forulempelse. Men al-Khawaja nægter at give op uden modstand. Derfor har han sultestrejket i mere end to måneder. Enten for at blive frikendt eller dø for sin sag.

Men hvorfor skal vi bekymre os om en mand, der frivilligt har valgt at sultestrejke? Svaret er enkelt: Enhver dansk statsborger har krav på retssikkerhed. Også i Bahrains fængsel.

DF's Søren Espersen giver ikke meget for al-Khawajas frihedskamp. Til Politiken.dk udtaler han følgende: »Hans kone og døtre ser ikke ud til at være særlig frigjorte. De er fuldstændig pakket ind i gevandter. Og det styrker mig i, at han nok ikke arbejder specielt meget for kvinders rettigheder«.

Er det sådan, vi skal sikre danske statsborgeres rettigheder, når de krænkes ude i verden? Skal vi til at vurdere og afstemme vores hjælp efter, om deres koner og døtre opfylder Dansk Folkepartis standarder for en frigjort påklædning?

I dr.dk fortsætter Søren Espersen sit korstog: »Jeg vil gerne vide, hvad er det der gør, at vi sætter sådan et stort apparat i gang for at få en mand fri og få ham til Danmark, hvis han i virkeligheden bare er en shiamuslim«.

Hvilken betydning det har, om al-Khawaja er shiamuslim eller ej, fremgår ikke helt af Søren Espersens udtalelse.

Til gengæld forsøger han at polemisere sagen på sin helt egen kyniske og smålige facon.

LÆS OGSÅ Udenrigsministeriet om al-Khawaja: Man kan ikke gøre mere, end vi gør nu

Med sit intolerante udgangspunkt får han drejet sagen, så der i stedet fokuseres på de tørklædeklædte kvinder og den shiamuslimske mand. Dermed forsøger han at mistænkeliggør al-Khawaja-familiens frihedskamp. Alle kneb gælder, også smagsdommeri, bare Søren Espersen kommer til orde.

Hvad bliver det næste kriterium? Ens politiske holdninger? Så må vi håbe, at Johanne Schmidt-Nielsen fra EL ikke bliver anholdt et sted i verden.

Eller omvendt: Hvis Søren Espersen - må hans gud forbyde det - blev anholdt og pint i et fremmed land, skal han være glad for, at indsatsen for at få ham bragt i sikkerhed i Danmark ikke skal afhænge af smagsdommeri, der afgør, om vi kunne lide Søren Espersen nok eller ej. For slet ikke at tale om hans kones påklædning.

Den danske stat har en pligt til at arbejde for at sikre, at de basale menneskerettigheder bliver overholdt, også når en dansk borger kommer i nød. Og selvfølgelig arbejde for at bringe den danske borger hjem.

De mennesker, der gav deres liv under Anden Verdenskrig, døde både for mine og Søren Espersens frihedsrettigheder.

Derfor skal deres modstandskamp mindes og deres ofre hyldes, når Adam og resten af familien sætter lys i vinduerne 4. maj.

Men lysene skal også brænde for Abdulhadi al-Khawajas frihedskamp.