Foto: Joachim Adrian (arkiv)

Foto: Joachim Adrian (arkiv)

Sara Skaarup

Sexolog: Skal par absolut sove sammen hver nat?

Dobbeltsengen er blevet et symbol på den ægteskabelige lykke, selvom fællessovning ikke nødvendigvis gør et par lykkelige.

Sara Skaarup

For nogle år tilbage var det fremme i medierne, at sexolog Joan Ørting og hendes daværende ægtemand Carsten havde hvert deres værelse med hver deres seng. Det var der mange, som syntes var mærkeligt. Uromantisk. Ja, ligefrem mistænkeligt. Elskede de da ikke hinanden, eller hvad?

Selv var jeg glad for at dele nætterne med min mand. Men samtidig virkede ideen om hvert sit rum og hver sin seng ikke tosset på mig. Uforstyrret søvn uden at vågne, fordi den anden snorker som en bjørn, puffer, taler i søvne eller har sat vækkeuret halvanden time før, man selv behøver stå op, virkede egentlig ret attraktivt. Jeg tøvede dog med at snakke med min mand om det, for jeg var ærlig talt bange for, han skulle tage det som en afvisning. Konventionen om, at man skal sove sammen for at være et rigtigt par, er stærk.

Dobbeltsengen repræsenterer den ultimative tryghed, og næsten alle samboende par sover i samme seng. Uanset humør. Det er beroligende at mærke, den man elsker ved siden af sig i mørket, og det er hyggeligt at ligge i arm. For nogle fungerer det.

Tænk igen at kunne invitere sin kæreste ind i sit eget univers. At gå på besøg i hinandens senge. Det synes jeg faktisk er ret romantisk

Jeg har dog også mødt mange mennesker i min praksis og privat, der døjer med parforholdets fælles sovning. Nogle har en partner, der stjæler dynen, skal på toilettet fire gange hver nat eller foretrækker en totalt anden rumtemperaturen end de selv. Andre er trætte af, at de ofte ender med at tage uløste konflikter med ind i dobbeltsengen. Og så er der den - ikke så lille gruppe - der føler sig belastet af, at den anden konstant gør tilnærmelser ved sengetid, når de selv er for trætte til at have sex. De vil de fleste aftener hellere bare læse en god bog og derefter nattero.

Tantrikerne siger, at det aflader vores seksuelle energi imod hinanden, når to elskende sover op og ned af hinanden dag ud og dag ind. Som to batterier, et med en pluspol og et med en minuspol, hvor begge langsomt bliver neutrale. Jeg skal ikke kunne sige, om det er sandt. Men jeg ved, at det vi gør dagligt uden at stille spørgsmål ved det, let ender med at være noget, vi tager for givet. Det falder i værdi. Og hvis man altid ligger ved siden af hinanden, også når man er sur eller trænger til alenetid, så er samværet i sengen ikke længere et dejligt tilvalg, men en vane.

Dobbeltsengen er blevet et symbol på den ægteskabelige lykke, mere end den nødvendigvis gør et par lykkeligt. At elske hinanden behøver jo ikke betyde, man er sammen non-stop. Jeg tror, de fleste hellere vil vælges til som selskab af lyst, end fordi det nu er det eneste, der er praktisk muligt.

Selv bor jeg imidlertid ikke - som heldige Joan Ørting - på en stor gård på Langeland med masser af plads. Mit hjem er en lejlighed og rummer også to børn. Vi har ikke umiddelbart værelser nok til at have hvert vores. Det er imidlertid blevet tid til at få høvlet trægulve af herhjemme. Måske skulle man gentænke rumfordelingen samtidig? Vi kunne godt sætte en ekstra væg op et sted, hvis vi ville.

Det krævede et tilløb, da jeg endelig nævnte ideen om et værelse hver for min mand. Han blev ikke fornærmet. Han kunne faktisk også godt tænke sig at sted at være sig og kunne lukke døren, viser det sig.

Så nu overvejer vi, om vi skal gå ind i en ny nattefase. Vi kan jo stadig sove sammen, hos hinanden, ligeså tit, vi ønsker. Tænk igen at kunne invitere sin kæreste ind i sit eget univers. At gå på besøg i hinandens senge. Det synes jeg faktisk er ret romantisk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce