Formandsvalget i SF har medført en række forsideprofetier om de negative sideeffekter ved at spørge medlemmerne til råds. De seneste erfaringer med medlemsdemokrati peger dog snarere på, at partier opnår positive sideeffekter.

De sidste uger i dansk politik har givet os en unik mulighed for at afdække, hvordan ’Kommentariatet’ tænker. To partiledere har forladt Borgen, og to fortællinger kan oprulles:

Først farvel til Pia Kjærsgaard og goddag til Kristian Thulesen Dahl, dvs. ro, renlighed og regelmæssighed. Dernæst farvel til Villy Søvndal og goddag til SF’s medlemsdemokrati, dvs. krig, koks og kaos.

Den klare visdom er tilsyneladende, at et vinderparti kroner kronprinsen, mens et taberparti tilspørger medlemmerne. Men er det egentlig skadeligt for et parti at spørge medlemmerne om, hvem der skal være formand? Ikke nødvendigvis.

Hvis man kigger på undersøgelser og forskning, kan der faktisk være gode grunde til at prøve noget så dristigt som den demokratiske vej:

For det første ser det langtfra ud til, at meningsmålingerne rokker sig ud af stedet, om end det ellers er slaveanalysen i offentligheden at forudsige det modsatte. Kigger vi på de to sidste urafstemninger i Danmark, som fandt sted i 2005 hos Socialdemokraterne og SF, er det tydeligt, at det ikke medførte et fald i opinionstallene for disse to partier.

Snarere tværtimod.

Det kan tyde på, at vælgerne til forskel fra kommentatorerne er bedre til at sondre mellem, hvornår interne uenigheder i partierne er såre naturlige.

For det andet ser vi ofte, at flere vælgere melder sig ind i partier, som giver medlemmerne indflydelse. Det vil derfor ikke overraske, hvis der kommer et stort indryk hos SF de næste par uger.

Målinger peger i samme moment på, at næsten hver fjerde dansker, som i dag ikke er medlem af et politisk parti, vil overveje at melde sig ind i et, hvis man som medlem får indflydelse gennem urafstemninger.

I det lys er der ræson i, at urafstemninger i partier er blevet en global trend. Vi ser faktisk en stigning rundt om i verden, hvor partier spørger ind til medlemmernes holdning.

En udvikling, som til tider er baseret mere på strategi end demokrati, fordi partierne ønsker at styrke partilederens handlefrihed med et stærkt medlemsmandat.

For det tredje får de partier, som vover sig ud i et ’medlemsdemokratisk morads’, massiv spalteplads og tv-tid. Det betyder, at det skaber opmærksomhed om partiets politik blandt vælgere i almindelighed, og at det skaber engagement blandt medlemmer i særdeleshed.

To elementer – vælgeropmærksomhed og medlemsengagement – der er mangelvarer for de fleste danske partier i den hårde parlamentariske konkurrence. På mange måder er en urafstemning en timeout fra lovforslag og økonomiske beregninger; det er en mulighed for at tænke.

Det skyldes, at en urafstemning i højere grad igangsætter diskussioner, der tager afsæt i partiets eget intellektuelle dna snarere end en positionering blandt de andre partier.

Det kan minde om primærvalgene i USA, hvor den interne konkurrence er med til at gøre kandidaterne mere skarpe til den eksterne konkurrence.

Dette er ikke en lovprisning af SF’s medlemsdemokrati. Pointen er rettere, at det hænder, at den samme kommentator-blues afspilles, så snart der er ’uro i baglandet’ eller ’magtkamp i partitoppen’. Nemlig at debat og inddragelse er gift for et partis meningsmålinger og fremtid.

Det er muligt, at det denne gang er rigtigt, at et medlemsdemokrati kan koste dyrt. Især fordi vi taler om et regeringsparti, der har sat det interne sammenhold på en stærk prøve, og fordi vi lever i et accelererende medielandskab uden sidestykke i danmarkshistorien, der kan stresse kampvalget.

Og det er mere end muligt, at SF har jokket grundigt i den politiske spinat i løbet af det sidste års tid, og at partiet således blot venter på flere vælgerlussinger.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er mediernes rolle at tale topstyring op – som den gode strategi. Og medlemsinddragelse ned – som den dårlige strategi.

Ikke mindst når den seneste viden, vi har på området, ikke understøtter logikken om, at det er skidt for partier at vise et minimum af interesse for deres medlemmers røst.

SF står i et vadested mellem at være et parlamentsparti med blikket rettet mod medierne – eller at være et græsrodsparti med blikket rettet mod medlemmerne.

På mange måder bliver SF’s urafstemning en lakmusprøve på, om et medlemsdemokrati overhovedet er realistisk i vores medieskabte politiske virkelighed.

I den sammenhæng kan kommentator-bluesen blive en selvopfyldende profeti – og så bliver der formentlig endnu mere strategisk klumpspil i dansk politik.