I disse dage tikker de første målinger ind efter SF’s formandsvalg.

Og det er nu, den store kugleramme køres frem i medierne, så årsager kan kortlægges til det ene eller andet partis storhed og fald.

For vi vil se årsagssammenhænge - også hvor de ikke eksisterer. Det er en grundlæggende mental smutvej hos almindelige mennesker såvel som hos eksperter, når verden skal simplificeres i forbifarten.

Det betyder, at overalt, hvor vi kigger hen i det politiske landskab, ønsker vi at kunne forstå og forklare, hvorfor eksempelvis regeringen er gået frem og oppositionen tilbage i de nyeste målinger.

Medierne finder en ekspert i politisk glatføre frem, som efter bedste beskub gætter løs. Og vi kan derfor tænke os til overskrifterne de næste par dage:

»SF-formand er vælgermagnet« eller »Regeringen har succes efter akutpakke«.

Tallet 1.000 er i denne sammenhæng for mange journalister næsten magisk. Det udstråler troværdighed og tyngde. Har 1000 repræsentative mennesker svaret på spørgsmål om deres politiske holdninger, så er der tilsyneladende en skridsikker historie.

Det er dog langtfra altid tilfældet.

LÆS OGSÅKan vi ikke bare få én måned uden meningsmålinger?

Problemet er, at de konklusioner, medierne gerne vil lave på baggrund af målinger, sjældent giver mening. Det skyldes, at der er forskel på en sammenhæng og en årsagssammenhæng.

Skåret ind til benet: At SF har fået en ny formand (A) og er gået frem i meningsmålingerne (B), betyder ikke, at A fører til B.

For en meningsmåling kan kun pege på en sammenhæng, ikke en årsagssammenhæng. Eller sagt mere populært: Blot fordi der er et sammenfald mellem en stigning i antallet af storke og en stigning i antallet af babyer, betyder det ikke, at storken kommer med babyen.

Hvilke konsekvenser har denne iagttagelse for journalistikken? Jeg mener især, der er to:

For det første at de mest gængse journalistiske spørgsmål har svære kår:

»Hvad er årsagen til, at regeringen er gået frem?« og »Hvilke konsekvenser har det at regeringen er gået frem?«

Det hænder, at jeg selv bliver ringet op af en journalist, der beder mig om en kommentar til en ny måling. Her kan - mere eller mindre - udueligt gætværk selvfølgelig være rigeligt:

»Jo, SF har fået en ny formand, og historisk plejer det at give et sukkerchok hos vælgerne - så partiet stiger lidt i målingerne«.

Men selv om man måtte have fundet Danmarks 1.000 mest repræsentative mennesker, så vil en meningsmåling langtfra kunne forklare, hvad der er høne, og hvad der er æg.

LÆS ARTIKELHver anden læser dumper regeringen

For det andet at medierne ville kunne nyde godt af alternative måder at indsamle viden om danskerne på, når de laver samarbejder med meningsmålingsinstitutter.

Det gælder målemetoder, som gør det nemmere at drage konklusioner om årsager til en forandring i meningsmålingerne. Tre eksempler kan hives frem:

- Panel-data: Følg de samme 1000 repræsentative mennesker over en måned, hvor der eksempelvis skal vedtages en finanslov eller en skattereform. Hermed kan vi nemmere aflæse, hvad vælgerne reagerer på, i stedet for, som normalt, at spørge 1000 nye mennesker, hver gang en måling gennemføres.

- Survey-eksperimenter: Tag to lige store repræsentative grupper, og udsæt eksempelvis kun den ene gruppe for en række budskaber eller billeder, som er aktuelle i debatten. Se derefter, om der er forskelle mellem gruppernes vurdering af partierne.

- Kvalitative interviews: Følg en mindre gruppe mennesker over en længere periode ved at indsamle og systematisere viden om, hvorfor eller hvordan de reagerer på bestemte politiske udmeldinger og udviklinger.

Det er vigtigt at slå fast, at medierne ofte laver mange brugbare meningsmålinger, hvor de under tidspres formulerer hurtige spørgsmål om dagsaktuelle emner.

Den store fare lurer imidlertid, når der skal vinkles og indhentes kommentarer til den dugfriske historie om en meningsmåling. Her indsniger der sig med god grund spørgsmål om, hvilke årsager der kan forklare op- og nedgang i målingerne.

Anderledes data kunne netop være gavnligt her. Som ovenstående eksempler på alternative målemetoder viser, skal der ofte ikke ændres meget i set-up og spørgsmålsformulering, før avisers eller tv’s målinger kan blive endnu mere interessante.

De danske mediehuse skal langtfra udvikle sig til forskningslaboratorier; det vil formentlig hverken tjene den frie debat eller oplagstallene.

LÆS OGSÅSådan bliver journalister mere troværdige

Alligevel er det tankevækkende, at mange mediehuse benytter et datamateriale, som sjældent kan stille den journalistiske sult efter skarpe konklusioner om årsager til dette og hint.

Det lader til, at man har stillet sig tilfreds med 1.000 mands-journalistikkens sandhedsideal. Men vi kan komme længere ind.

Det interessante er, at den journalistiske metode i stor udstrækning selv gemmer på dele af løsningen. Nemlig at komme tættere på den enkelte vælger. At komme tættere på casen. At komme tættere på et forløb.

En arbejdsmetode, der gennem tiderne har været tæt forbundet med det journalistiske fag.

Derfor kan medierne godt ranke ryggen og forlange mere journalistik (af den strengt metodiske slags) i deres egne meningsmålinger. Hvis det ikke sker, vil den kvalificerede gættekonkurrence fortsætte.

Hvilket medie får lavet den første grundige meningsmåling, der kan gøre os klogere på årsag og virkning? Sæt i gang.