Professor Jørgen Goul Andersen i Ugebrevet A4:

»Vi får en gruppe, som vi kræver, skal arbejde i meget lang tid, og som vi meget nødig vil give førtidspension. Når de så endelig slipper, har de meget få leveår tilbage. Det er næppe tilsigtet, men objektivt set er det en grim gang klassekamp fra oven. Det er en social udfordring, som man under alle omstændigheder kommer til at se på«.

Sommerhus, Asserbo, 1992. En forårsmorgen kl. 6.44. Jeg havde mit eget værelse med en Kim Larsen-plakat på væggen og en kasse myresoldater og biler under sengen. Min farfar byggede sommerhuset sammen med min far i ’85.

Sommerhuset skulle indramme det otium, der var blevet sparet op til gennem alle de arbejdsomme år: fra bred fattigdom i 30’erne, rationeringsmærker under krigen og en efterkrigstid med genopbygning.

LÆS OGSÅFlere håndværkere skades på byggepladser

Og så efterfulgt af en utrolig materiel fremgang i 50’erne og 60’erne, hvor selv en gammel kommunist havde svært ved at brokke sig over de kæmpe fremskridt, hans klasse tog.

Med en årlig vækst på mellem 4 og 10 procent i industrien rykkede den lille arbejderfamilie fra en 1-værelses loftslejlighed på Amager til en 3-værelses på 1. sal i samme ejendom.

Der kom vaskemaskine og damppresser i kælderen. Køleskabet gjorde sit indtog i de små hjem, og farmor fik så meget tid tilovers, at hun ud over at passe de huslige pligter, barn og mand kunne tage et job som smørrebrødsjomfru i Kastrup Lufthavn.

Alle de slidsomme år, hvor den brede fattigdom blev bekæmpet og velfærdssamfundet banket på benene, skulle nu ende med en velfortjent og tilkæmpet alderdom i Asserbo med tid til at stå op kl. 6.30 om morgenen med morgenkaffen og sidevogn.

Det var sådan en forårsmorgen, farfar fik en blodprop, slog hovedet ned i bordet og takkede af efter 45 års tro tjeneste som klejnsmed og 9 års otium i Asserbo.

Barnebarnet har nu overtaget lejligheden på Amager. Så nu sidder jeg her. Faglært arbejder, ligesom den gamle.

Siden velfærdsforliget blev vedtaget i 2006, stiger pensionsalderen automatisk i forhold til gennemsnitlige levealder. Ifølge Finansministeriet giver det mig en pensionsalder på lige knap 72 i år 2054.

Så har jeg været på arbejdsmarkedet over 54 år.

Ifølge en prognose om befolkningens levealder udarbejdet af lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab, Henrik Brønnum-Hansen, kan en 30-årig faglært arbejder forvente at blive 78 år. Det giver mig et otium på 6 år. Tre år mindre end farfar.

Min farfars generation fik tilkæmpet sig bedre levevilkår for arbejderklassen, end hans far havde. Jeg står til at blive den første arbejdergeneration i 100 år, der har dårligere fremtidsudsigter end mine forfædre.

De forbedringer, min oldefar og farfar har skabt, er i det nye årtusind røget ud på en deroute. Kun en stillesiddende, højtlønnet akademiker og økonom kan leve i den fantasi, at jeg og rengøringskonen kan holde til 54 års hårdt fysisk arbejde.

En nylig offentliggjort OECD-rapport om pension og levealder placerer danskernes otium helt i bund. Vi ligger i dag på niveau med Polen, Ungarn og Tyrkiet. Den rigeste fjerdedel mænd lever 10 år længere end den fattigste fjerdedel.

Den bedst uddannede fjerdedel mænd lever 4 år længere end den lavest uddannede fjerdedel.

LÆS OGSÅGlemte regeringen de faglærte?

Begge uligheder er over de sidste 25 år blevet fordoblet. Jo højere indtægt og uddannelse, desto længere levealder.

Så når den lange kø af højtuddannede og velfriserede habitter stiller sig op for at belære mig om den samfundsøkonomiske nødvendighed af, at mit arbejdsliv skal forlænges og mit otium forkortes, bliver jeg rasende.

Lars Løkkes nytårsforsæt fra 2010, som endte med at afskaffe efterlønnen, er en hån mod alle hårdtarbejdende danskere. Den efterfølgende regerings manglende nosser til at rette op på katastrofen er en hån mod alle hårdtarbejdende danskere. Og meget tyder på, at det Radikale Venstres insisteren på at føre borgerlig klassepolitik ender med at tage livet af mig og rengøringskonen.

Alt imens politikerne og resten af eliten kan nyde deres længere og længere otium, ja så fortsætter pensionsalderen for os andre bare op, op, op. Og flere og flere arbejdere må gå direkte fra arbejdsmarkedet og i graven.

Jeg kommer til at dø med hammeren i hånden!