På onsdag kl. 10.00 er der hasteforespørgsel i Folketinget til statsministeren og justitsministeren om PET’s sletning af sagsmapper.

Forespørgslen rejses i fællesskab af oppositionen både til højre og venstre for regeringen og tager afsæt i den sidste tids avisskriverier om makulerede sagsmapper. Selvom der ikke er voldsomt meget nyt i disse skriverier, så giver det alligevel anledning til at diskutere og præcisere PET’s sletningspraksis.

Der har grundlæggende været tre forskellige forklaringer fremme om, hvorfor PET op igennem 1990’erne har slettet disse sagsmapper, som også omfatter tidligere og nuværende ministre.

Den første forklaring - som bl.a. dagbladet BT har forfulgt - går på, at sletningen er sket på ordre fra socialdemokratiske ministre med det formål »at sporene efter de politiske venners gerninger under den kolde krig forsvandt for altid«.

Forklaringen lyder ikke særlig sandsynlig. Dels fordi forholdet mellem f.eks. Ole Sohn og den socialdemokratiske top mildest talt ikke var så hjerteligt i 80’erne og 90’erne, som det er i dag

Og dels fordi en sådan ”politisk sletning” næppe ville kunne gennemføres uden at noget var sluppet ud til offentligheden. Men skulle det vise sig at være rigtigt, så vil der være tale om rent magtmisbrug, hvilket selvfølgelig er en alvorlig sag.

Den anden forklaring - som bl.a. bygger på en udtalelse af den tidligere justitsminister Bjørn Westh (S) – går på, at materialet blev slettet, fordi det var ulovligt indsamlet. I så fald handler sletningen ikke om at redde de registrerede, men om at dække over ulovligheder begået af PET. Det vil i givet fald ikke være første gang i dansk efterretningstjeneste historie, at det sker.

Men det vil formentlig være svært at dokumentere i dag, da sagsmapperne jo netop er slettet. Det kræver i hvert fald en undersøgelse, hvor involverede afhøres under vidneansvar.

Og den tredje forklaring - som bl.a. støttes af justitsminister Morten Bødskov (S) og SF’s Anne Baastrup - går på, at der bare var tale om en helt normal sletning af materiale, som ikke længere havde nogen efterretningsmæssig værdi.

I den forklaring handler det altså om retssikkerheden for de registrerede og om, at uskyldige mennesker ikke skal stå opført i PET’s arkiver længere end højst nødvendigt. Dette forklarer sikkert en del af sletningerne, men efterlader alligevel nogle store spørgsmålstegn. Hvorfor blev f.eks. hele Ole Sohns sagsmappe tilsyneladende slettet kun få år efter, han havde været udsat for en intensiv overvågning fra PET’s side?

I mange andre tilfælde har man ladet sagsmapperne ligge i 10 år efter sidste påtegning og så endda anmodet om fristforlængelse i yderligere 10 år. Så hvorfor ikke her? Og så er vi tilbage til den første eller den anden forklaring.

Men inden man bliver helt forført af Baastrup&Bødskov’s grænseløse tiltro til PET’s omsorg for retssikkerheden, så viser kendsgerningerne, at samtidig med at PET på den ene side slettede grundoplysningerne om en person, så bevarede de andre steder i systemet anklager mod den pågældende. Det er min egen registrering i PET et konkret eksempel på.

I 2006 udgav journalist Hans Davidsen-Nielsen bogen ”En højere sags tjeneste”. I den kan man på side 338 læse:

»Det irriterede også efterretningsfolkene, at en folketingspolitiker som Enhedslistens Søren Søndergaard kunne være en drivende kraft bag kommissionens nedsættelse, når PET samtidig lå inde med en rapport fra 1983, hvori det tidligere SAP-medlem »gjorde sig bemærket ved at udtale, at han var af den opfattelse, at man burde kaste molotovcocktails mod den amerikanske ambassade i anledning af USA’s Mellemamerikapolitik««.

Nå-da-da-da! Selvom det næppe var venligt ment, at centrale personer i PET fik en villig journalist til at videreformidle denne fuldstændig udokumenterede påstand til offentligheden, så var det da en god historie. Og det syntes den på det tidspunkt fungerende PET-kommission da også, så de gik i gang med at efterforske påstanden.

I PET-kommissionens beretning fra 2009 kan man på side 116 i bind 9 læse:

»Et allerede kendt eksempel på en sådan oplysning er en historie om, at daværende medlem af SAP, Søren Søndergaard, i 1983 på en sommerlejr på Samsø arrangeret af SAP skal have meddelt, at han havde eksperimenteret sig frem til en velegnet type molotovcocktail, der kunne anvendes ved demonstrationer foran den amerikanske ambassade. Da PET’s emnesag er makuleret, er det ikke muligt at se, hvad denne oplysning er baseret på (…). Kommissionen har undersøgt alt relevant materiale, men har ikke kunnet komme historien nærmere«.

Nu kan jeg i al diskretion betro PET-kommissionen, at om den så havde undersøgt sagen i 100 år eller endog selv havde været til stede på hin sommerlejr på Samsø i 1983, så var den alligevel ikke kommet historien nærmere. For det er jo svært at afdække noget, som aldrig har fundet sted.

Personligt har PET’s overvågning af mig aldrig hidset mig op. Som én der ønsker en grundlæggende forandring af det danske samfund har jeg altid betragtet det som en erhvervsrisiko. Og når en af PET’s velbetalte infiltratorer i SAP sendte dem en indberetning som den ovennævnte, så er det kun logisk, at de registrerede den og gemte på den.

Mange år senere – formentlig i 1998 – vælger PET så at slette alle baggrundsoplysninger om anklagen. Det er naturligvis kun sket, fordi der i alle de mellemliggende år intet nyt er kommet til, herunder absolut intet som kunne pege i retning af, at der var noget om snakken. For hvis der var dét, så var disse oplysninger jo ikke blevet slettet.

Så langt så godt. Men når det nu er sådan, at det ikke længere har nogen mening at bevare grundmaterialet, hvad er så grunden til, at man i PET vælger at bevare anklagen? Og vel at mærke i en sådan grad, at centrale PET-medarbejdere mange år senere kan lade den sive til offentligheden.

Dette er et eksempel på et politisk misbrug af PET’s arkiver, som alle burde finde uacceptabelt. For en ting er, at PET har ekstremt udvidede beføjelser til at indsamle og opbevare oplysninger om personer.

Noget helt andet er, at PET tydeligvis både bevarer og i nogle tilfælde viderebringer anklager mod personer, samtidig med at de selv har fundet anklagerne så uinteressante, at de har slettet alle baggrundsoplysningerne.

For at komme dette uvæsen til livs, må PET fremover slette ALLE oplysninger i en sag, som de ikke længere finder relevant – eller alternativt lade hele sagen overgå til Rigsarkivet, hvor den kan blive behandlet efter de eksisterende regler om personfølsomme oplysninger.

Og der hvor der i dag i PET-arkivet nævnes konkrete anklager mod personer - på trods af, at PET selv har valgt at slette baggrundsmaterialet – må 'de anklagede' orienteres og materialet enten destrueres eller overføres til Rigsarkivet.

Hvis Folketingets diskussion på onsdag kan bidrage til det, så vil det være et skridt i den rigtige retning.