”Enhedslisten spillede en fair rolle i halvfemserne”, udtaler Sass til Politiken – og forsøger dermed at skabe et skel mellem Enhedslistens folketingsgruppe under Nyrup-regeringen fra 1994-2001 og så Enhedslistens nuværende folketingsgruppe.

Lad mig sige det pænt: Det er noget sludder – og er enten udtryk for hukommelsessvigt eller bevidst historiefordrejning i et forsøg på at flytte fokus fra regeringens aktuelle krise til Enhedslisten.

Prøv f.eks. at spørge Nyrup hvordan han havde det under Rusdie-sagen, hvor regeringen havde nedtonet kampen for menneskerettighederne af hensyn til danske virksomheders samhandel med det iranske mullah-diktatur. Dér talte vi i Enhedslisten ikke ligefrem med små bogstaver.

Faktisk var forholdet så spændt, at hvis ikke Nyrup-regeringen havde indvilget i at acceptere en næse så lang, at den kunne lugte sig selv i nakken, så havde vi givet den et mistillidsvotum sammen med den daværende borgerlige opposition.

Derfor har jeg også været imponeret over den utrolige langmodighed, som den nuværende Ø-folketingsgruppe har udvist i lignende sager, som der allerede har været flere af. Tag f.eks. kulturminister Uffe Elbæk, som i lodret modstrid med en klokkeklar henstilling fra et folketingsflertal alligevel tog til fodbold-EM i Ukraine. Jeg synes virkelig, at han og den øvrige regering skal prise sig lykkelige over hvor pragmatisk Enhedslistens folketingsgruppe har opført sig. Jeg er ikke sikker på, at det var gået i 90’erne.

Og hvad har Enhedslisten så fået til gengæld? Næppe noget støtteparti i nyere tid er blevet udsat for en dårligere behandling. Ikke bare fra regeringen, men også fra dens enkelte partier. Det er f.eks. tankevækkende, at beslutningen i SF’s landsledelse efter skatteballaden om at skårene skulle klinkes med Enhedslisten, blev fulgt op af en række perfide angreb fra SF-ministre på Johanne og Franks troværdighed.

Nej, forskellen mellem 90’erne og i dag ligger ikke i, at Enhedslistens folketingsgruppe er blevet mindre samarbejdsvillige, men i den parlamentariske situation. Faktisk var der kun en enkelt finanslov, hvor Nyrup-regeringen reelt var afhængig af Enhedslistens stemmer – til de øvrige havde han sikret sit flertal til anden side.

Alligevel valgte Nyrup og Lykketoft at inddrage Enhedslisten i en række delforlig i forbindelse med finanslovene. Vel sagtens for at kvittere for at Enhedslisten havde peget på Nyrup og dermed gjort det muligt at han overhovedet forblev statsminister efter valget i 1994.

I dag er den parlamentariske situation helt anderledes. Regeringen skylder ikke bare Enhedslisten sin eksistens. Med mindre regeringen har indgået en hemmelig aftale med Venstre om, at de redder regeringen i forbindelse med finanslove til gengæld for at føre blå politik, så er den også her helt afhængig af Enhedslistens velvilje.

Den første ting, jeg lærte da jeg kom i folketinget var, at man skal kunne tælle til 90. Selvom det lyder banalt, så er det faktisk nødvendigt for at kunne få et flertal i folketinget. Også for en regering, som ikke selv råder over et sådant flertal.

Derfor synes jeg, at Henrik Sass skulle skrue lidt ned for charmen og i stedet begynde at overveje hvordan regeringen får klinket skårene til Enhedslisten. Ikke så meget af hensyn til Enhedslisten, men mere af hensyn til sin egen overlevelse. Og frem for alt af hensyn til de vælgere, som stemte for en ny regering for at få sat en stopper for den voksende ulighed i det danske samfund.

Søren Søndergaard var medlem af Enhedslistens folketingsgruppe fra 1994-2005 og har siden 2007 repræsenteret Folkebevægelsen mod EU i EU-parlamentet.