Hvis det står til de ledende EU-tilhængere, så er det aldrig det rigtige tidspunkt at tage en grundig diskussion med befolkningen om EU.

Når der er folketingsvalg, siger de, at det skal vente til EU-parlamentsvalget. Og når der er EU-parlamentsvalg, siger de, at det skal vente til folketingsvalget. Og mellem valgene siger de, at det jo slet ikke er aktuelt.

Denne uvilje mod at diskutere EU dækker over, at EU-diskussioner som udgangspunkt er en tabersag for samtlige japartier. Forklaringen er, at de alle – i større eller mindre grad – har en langt større skepsis over for hele EU-projektet i deres bagland, end det kommer frem i den officielle politik.

LÆS OGSÅDanmarks enegang får konsekvenser, når vi får brug for EU

Dette er blevet bekræftet ved adskillige undersøgelser og dokumenteret ved hver eneste EU-folkeafstemning, vi har haft i Danmark. Senest ved folkeafstemningen i år 2000 om Danmarks tilslutning til euroen.

På trods af at euroen blev varmt anbefalet af stort set hele den politiske og økonomiske elite, så stemte et flertal på 53,2 procent af befolkningen nej.

EU-elitens konklusion har været, at så måtte de undgå folkeafstemninger. Lissabontraktaten blev omhyggeligt konstrueret på en sådan måde, at Justitsministeriets jurister mente at kunne argumentere for, at det ikke var nødvendigt med en folkeafstemning.

Det samme gjaldt finanspagten. Og selv om der længe har været et klart flertal i Folketinget for afskaffelse af de danske undtagelser, så har de endnu ikke turdet udskrive folkeafstemning. De er simpelthen bange for befolkningens dom.

Denne erkendelse blev i september 2007 opsummeret på fremragende vis af min daværende kollega i EU-parlamentet, Venstres Karin Riis-Jørgensen, med følgende oneliner: »Kun en tåbe frygter ikke en folkeafstemning«.

Økonomiminister Margrethe Vestager er ingen tåbe. Derfor afviste hun da også enhver tanke om en folkeafstemning om finanspagten, da forslaget blev behandlet for nylig. Hun henviste i stedet til ’det repræsentative demokrati’.

DEBATNej-fløj har vundet slaget om Europa

Det er næsten til at dø af grin over. Det er den samme Vestager, som for mindre end et år siden krævede en folkeafstemning om … den københavnske betalingsring! »Der er jo ingen, der ved, om en betalingsring er en del af løsningen. Men det er et bud. Og derfor giver det god mening at spørge folk«, sagde hun dengang.

Betalingsringen, den synes den EU-begejstrede radikale leder, at befolkningen skal stemme om. Men finanspagten, som lægger snævre rammer om dansk økonomi, som tillader EU at diktere dansk lovgivning, som kan medføre store bøder … og som vi i øvrigt ikke aner, om vi kan komme ud af – den afgørelse skal den danske befolkning bare holde snuden helt væk fra.

Denne systematiske insisteren på at holde befolkningen uden for indflydelse på EU-politikken er ikke alene et formelt demokratisk problem. Den manglende vilje til at diskutere EU hindrer også en nødvendig afklaring om Danmarks placering i en verden under hastig forandring.

Denne afklaring trænger sig mere og mere på. For den nugældende Lissabontraktat har spillet fallit i forhold til de udfordringer, som den finansielle krise har sat EU og ikke mindst de 17 lande i eurozonen overfor. Egentlig ikke den store overraskelse. Da vi i år 2000 stemte om euroen, påpegede vi fra nejsiden, at det var naivt at forestille sig, at en fælles mønt mellem vidt forskellige økonomier kunne overleve uden en fælles økonomisk politik.

Tegning:  Jørn Villumsen

Fra jasiden blev dette betegnet som et skammeligt eksempel på nejsidens skræmmekampagne. I virkeligheden spillede det nok mere ind, at hvis de havde indrømmet, at en fælles mønt nødvendigvis måtte føre til en fælles økonomisk regering, så ville de ikke have tabt med 53,2 procent, men med 60 eller 70 procent.

Med krisens gennemslag har der imidlertid bredt sig en erkendelse i EU-toppen om, at den fælles mønt kun kan overleve, hvis der etableres en fælles regering. Konkret udtrykker det sig i tankerne om en såkaldt finansunion.

LÆS OGSÅDanmark skal holde sig til, når Europa rykker

Det vil sige en union, hvor de enkelte lande ikke længere har retten til at beslutte deres egne finanslove. En union, hvor finanspolitikken besluttes i fællesskab, og hvor man hæfter for hinandens gæld. Hvis euroen – eller dele af den – overhovedet skal overleve, så er det sikkert nødvendigt. Men man skal jo ikke være Sherlock Holmes for at gennemskue, at en sådan udvikling de facto vil splitte EU midt over og på sigt opløse EU, som vi kender det i dag.

Hvordan skal Danmark placere sig i forhold til en sådan udvikling? Skal vi kaste vores modstand mod euroen over bord og underdanigt acceptere, at enhver selvstændig beslutningsret over dansk økonomi forsvinder for altid?

Eller skal vi sætte os i spidsen for et nyt og forpligtende mellemstatsligt samarbejde, som er åbent for alle Europas lande, og hvor hvert land bevarer sin demokratiske selvbestemmelse?

Det spørgsmål fortjener ikke strudsepolitik, men en åben og ærlig dialog med befolkningen. For det er nu, at der træffes afgørelse om fremtidens Europa og Danmarks placering heri. I morgen kan det være for sent.