I dag – den 2. oktober – er det 40 år siden at den danske befolkning stemte om tilslutningen til EU. Det var der som bekendt et flertal, der gik ind for dengang i 1972.

Siden har vi haft en række folkeafstemninger, som handlede om hvorvidt EU skulle have mere magt. Ved to af dem – om Maastricht-traktaten i 1992 og om tilslutning til euroen i år 2000 – stemte et flertal nej. Hvilket så er baggrunden for de såkaldte ”undtagelser”, som Danmark har i forhold til EU-samarbejdet.

Hvis man skal kort skal beskrive EU-tilhængernes argumenter for at få befolkningen til at stemme ja, så kan man – alt efter temperament og gode manerer - enten sige, at de totalt fejlvurderede det projekt, de anbefalede eller at de fyldte befolkning med løgn.

Ved afstemningen i 1972 fortalte de, at det slet ikke handlede om politik, men om flæskepriser. Og stillet overfor påstanden om at EU – eller EF, som det hed den gang – kunne få betydning for arbejdsmarkedet, indrykkede arbejdsgiverformanden og LO-formanden i fællesskab store annoncer, hvor de garanterede: ”Nødderne knækker vi selv”. Ak ja, det var dengang!

Op til afstemningen om det indre marked i 1986 – vel nok den mest afgørende og Unions-drivende EU-afstemning, som vi overhovedet har haft – hævdede daværende statsminister Poul Schlüter (K): ”Unionen er stendød, når vi stemmer ja på torsdag”. Det kan man da kalde en forudsigelse!

Og op til folkeafstemningen i år 2000 om euroen kaldte tilhængerne det for ”skrammekampagne”, når vi fra nej-siden gjorde opmærksom på, at en fælles mønt mellem vidt forskellige økonomier ikke ville kunne klare sig uden en fælles økonomisk regering. Men i dag ser vi de samme mennesker kræve en fælles økonomisk regering med den begrundelse, at en fælles mønt ”naturligvis” ikke kan klare sig uden.

Hvis ikke det var så tragisk udemokratisk, så var det næsten til at grine af. Men der skal ikke grines. For resultatet er blevet, at det i årtier har været næsten umuligt at føre en seriøs debat om EU i Danmark. Og nu står vi i den absurde situation, at EU-tilhængerne er så bange for befolkningen, at de end ikke tør afholde de folkeafstemninger, som de selv mener, er helt nødvendige.

Og det i en situation, hvor situationen skriger på EU-debat og afklaring. EU befinder sig i den dybeste krise nogensinde. Og alle med bare det mindste omløb i hovedet forstår, at hvis ikke der sker en dramatisk ændring af det nuværende EU, så vil det kollapse. Tvunget i knæ af sine egne indre modsætninger, af euroens fejlkonstruktion og af stigende modstand fra befolkningerne mod EU's politik.

EU-elitens svar på problemet er mere magt til EU gennem etablering af en egentlig politisk og økonomisk statsdannelse. Tempoet kan selvfølgelig diskuteres, men målsætningen er klar og tydelig. Ud af det gamle EU vil udvikle sig et ”nyt” EU. Meget mere centraliseret, meget mere strømlinet og med langt mindre indflydelse til de enkelte medlemsstater.

Det store spørgsmål er derfor, hvor Danmark skal placere sig i den situation. Skal vi med i EU-staten eller skal vi arbejde for at styrke og udvikle andre former for ligeberettiget samarbejde mellem selvstændige lande? Det er på høje tid, at vi kommer i gang med den diskussion og så beder befolkning afgøre spørgsmålet på Danmarks vegne.

Konkret kunne vi jo bruge valgdagen til EU-parlamentet om halvandet år til at gennemføre en række folkeafstemninger: Vil vi blive i EU eller vil vi ud? Hvis vi vil blive, hvilke betingelser skal det så ske under: Skal vi bevare de tre undtagelser fra EU’s retspolitik, militærpolitik og den fælles mønt eller skal vi afskaffe en eller flere af dem? Og skal vi være med i Finanspagten og deltage i arbejdet med at opbygge en egentlig finanspolitisk Union?

Det kan godt være, at ikke alle vil være glade for resultatet. Men når alt andet glipper, så kan det være en god idé at spørge befolkningen.

Og Europas fremtid er alt, alt for vigtig til at overlade til politikerne alene. Dét viser de sidste 40 år i hvert fald!