Når otte synkrone spark til lige så mange bolde på velplejet græs i feltet mellem London, Plzen, Nicosia og Porto kl. 20.45 i aften sætter Champions League i gang, sker det med vished om, at de 32 involverede fodboldforretninger om otte måneder fordeler et overskud i den positive omegn af 6.000.000.000 ? seks milliarder ? kroner imellem sig.

Hvor absurd beløbet end forekommer, udtrykker det, at det europæiske fodboldforbund (UEFA) holdt ord, da det for en snes år siden lovede kontinentets mest indflydelsesrige klubber at skabe en turnering uden sidestykke, når det gælder økonomisk potentiale.

Det er Champions League blevet i en balancegang mellem hensynet til de største fodboldnationers brede repræsentation og de mindres muligheder for en birolle i det årlige eventyr, der nu for niende gang i træk er bygget op af kvalifikationsrunder, gruppespil og knockoutkampe mellem de 16 bedste hold.

Konceptet er imidlertid blevet så stor en succes, at det truer med at kvæle sig selv – det er blevet så attraktivt at præge Champions League, at sportens verdensomspændende brands ganske enkelt skal være til stede i slutfasen. Derfor investerer – eller låner – storklubberne sig til en så stærk koncentration af nøglemedarbejdere, at den livgivende spænding er ved at fordufte.

Udviklingen er nået dertil, at kun fire-fem klubber synes at kunne vinde turneringen: FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Chelsea og måske nyrige Manchester City. Selv hvis anføreren fra europæiske traditionshold som FC Porto, Arsenal, AC Milan, Inter eller Bayern München løfter trofæet 19. maj, vil der være tale om en overraskelse – og direkte sensationelt at se andre blot i nærheden af finalen.

Den forudsigelighed er så stor en udfordring, at en egentlig europæisk liga med indbyrdes hjemme- og udekampe over en hel sæson må være på trapperne eller i hvert fald under overvejelse. Champions League-ambitionerne gør kun de bedste hold endnu bedre og snævrer en række nationale mesterskaber ind til en kamp mellem maksimalt to-tre klubber, der i langt de fleste kampe kun har alt at tabe.

I længden er det både for risikabelt og for uinteressant, så selv om det naturligvis vil kræve omtanke at gøre op med et århundredes traditioner, synes det både naturligt og nødvendigt at skærpe udfordringerne ved at gøre dem kontinentale året rundt.