En regn af respekt, ros og anerkendelse gennemblødte fodboldlandsholdet oven på imponerende og særdeles velfortjente 2-1-sejr over Portugal og Danmarks direkte EM-kvalifikation.

De ovenud positive reaktioner fik vidt forskellige udtryk spændende fra de berusede begejstringsbrøl ud over Østerbrogade i timerne efter kampen til den efterrationaliserende karaktergivning i avisernes spalter, som også Politiken gør brug af som et af elementerne i den samlede beskrivelse af landsholdets indsats.

Selvfølgelig giver subjektive vurderinger af noget så komplekst som individuelle bidrag til en holdpræstation anledning til debat, men det er også en væsentlig anledning til at lave netop sådan en rangering. Der er næppe noget mere medrivende for fodboldentusiaster end at diskutere, om William Kvist og Andreas Bjelland virkelig var bedre end Christian Eriksen, selv om deres opgaver i egentlig er komplet umulige at sammenligne. Tilsvarende kan der udveksles et uendeligt antal meninger om, hvorvidt de nævnte spilleres niveau i en afgørende EM-kvalifikationskamp mod så kvalificeret en modstander som Portugal virkelig kun fortjente karaktererne 7 og 4, der definerer gode og jævne præstationer.

Til gengæld står det uden for enhver diskussion, at der manglede et 12-tal i Politikens karakterbog for tirsdagens eksaminander i Parken.

Det gjorde der af den simple grund, at der ikke blev sat tal på trænerens præstation. Havde det været tilfældet, skulle Morten Olsen uomtvisteligt have haft topkarakteren, for endnu en gang viste han sin uforlignelige evne til at få to plus to til at give mere end fire. Kun meget få, om overhovedet én eneste af de danske landsholdsspillere, ville komme i betragtning, hvis der skulle udtages et samlet europahold i dag. Men under Morten Olsens kan de altså noget ganske særligt: De kan fungere som hold.

Meget få kan som den danske landstræner analysere en modstander og instruere sin udvalgte i at udnytte konklusionerne til eksempelvis noget så ’banalt’ som at lade back og fløjspiller rykke tæt sammen i defensiven og på den måde lukke nogle af verdens bedste offensive kræfter helt ned.

Det kræver et stærkt tillidsforhold mellem trænere og spillere at udnytte den slags detaljerede forberedelser, men når det så åbenlyst er til stede, skaber det kollektiv succes ud over summen af de individuelle kvaliteter.