Rygterne om det kreative fodboldspils død med Chelseas samlede sejr over FC Barcelona i Champions League-semifinalerne er stærkt overdrevne.

Jo, det lignede da til tider en grotesk parodi på en fodboldkamp, når den samlede flok af hvidklædte spillere barrikaderede sig på kanten af eget felt og overlod det til hjemmeholdet på Camp Nou at være i boldbesiddelse mere end 70 procent af spilletiden – det vil være usædvanligt på et hvert niveau og er vel nærmest hidtil uset i international sammenhæng.

Læs ogsåChelsea leverede miraklet, da uværdige Terry blev smidt ud

Men ud over John Terrys grove forseelse, der naturligvis gav et rødt kort, er det altså ikke ulovligt i henhold til fodboldreglerne at spille sådan.

Og jo, Chelseas attitude til opgaven udstillede visse svagheder i FC Barcelonas spillestil.

De ellers så kreative kvalitetsspillere fremstod i ret fantasiløse, fordi modstanderne overlod hele det ufarlige græsareal til dem, men til gengæld gjorde de frie områder meget små i farezonen. Derfor blev det til lange perioders stereotyps powerplay foran Chelsea-feltet med for få skudforsøg fra distancen og tilsvarende mangel på gennembrudskraft.

Læs ogsåEngelske medier: Drop boldkunsten - den stålsatte vilje triumferede

Det blev alt for tydeligt overladt til Lionel Messi at dirke låsen op, så da han 'kun' havde en af sine middelmådige aftener og ramte stolperne, gik det altså galt.

Men derfra er der altså lang vej til at sige, af FC Barcelonas offensive facon har spillet fallit.

Tre centimeter skilte i anden halvlegs begyndelse straffesparket fra at ryge i netmaskerne i stedet for i spil igen. Med 3-1 på det tidspunkt havde Chelsea været nødt til at angribe med ti mand og efterlade de åbne rum, der er en forudsætning for FC Barcelonas ellers så velfungerende flydende farlige spil. Og hvem ved – så var det måske blevet til den ventede afklapsning i stedet for den store overraskelse.

Læs ogsåFortvivlet Guardiola overvejer mere defensiv fremtid for Barça

Men nu blev det altså 2-2 – det er under alle omstændigheder en kvalitet i sig selv at score to gange på Camp Nou – og en plads i finalen til pindsvinene fra Chelsea, der udnyttede deres mulighed helt optimalt.

Det lader sig formentlig aldrig gøre igen at få succes over to kampe mod FC Barcelona med så ultradefensiv en attitude, men det gjorde det altså netop denne gang – og netop den uforudsigelighed er en af fodboldspillets største fascinationskræfter.

At skuffelsen skulle lægge den catalonske fodboldopfattelse i graven må dog siges at være en overfortolkning. Barcelona-spillerne, deres træner, kolleger og iagttagere verden over har lært noget og arbejder allerede i dag på at finde metoder til at dirke så kompakt et forsvar op.

Det kaldes også udvikling.