Den danske trup har indlogeret sig på Marine Hotel i Kolobrzeg ved den polske Østersøkyst, så europamesterskabet i fodbold er reelt i gang med stor opmærksomhed rettet mod de sidste forberedelser til weekendens åbningskamp.

En slutrunde om et af de store mesterskaber vil igen sætte rammerne for et bredt favnende nationalt fællesskab om følelser mellem begejstring og skuffelse – ikke kun i Danmark, men også i de øvrige 15 lande, der har kvalificeret sig til den kontinentale fodboldfest.

Det er i hvert fald sådan – som en champagnesprudlende sommerfest at EM-slutrunden vil fremstå på den glamourøse overflade, langt de fleste af os vil blive præsenteret for gennem velproducerede og rettighedsstyrede tv-billeder. Ikke desto mindre har tømmermændene allerede banket på, inden det første glas er tømt.

Især det ukrainske bidrag til værtskabet delt med Polen er blevet så forudsigeligt kontroversielt, at selv arrangørernes førstemand – præsidenten for det europæiske fodboldforbund (Uefa), franskmanden Michel Platini – i særdeles velovervejede og diplomatiske vendinger har antydet, at det har vist sig at være et uheldigt valg. Når selv manden med ansvaret for en sportslig milliardforretning og ambitioner om snart at blive præsident for hele verdens fodboldforbund drager sit eget arrangement blot den anelse i tvivl, tegner det et billede af situationens alvor.

Med den nødvendigt påtagede uafhængighed af politik er det hensynet til fodboldspillerne og deres tilhængere, der har vakt størst irritation i Uefa i perioden op til slutrunden. Hoteller, træningsbaner, infrastruktur og andre praktiske forhold har ganske enkelt vist sig at være af så dårlig kvalitet til vanvittigt opskruede priser i Ukraine, at såvel en god del af de deltagende landshold som de tilrejsende tilskuere slår lejr i Polen og kun tager mod øst i det omfang, fodboldkampene absolut kræver det.

Det var ikke just, hvad Uefa så for sig, da organisationen ville omfavne hele fodboldfamilien (og et udvidet forretningspotentiale) med værtskabet til de to østeuropæiske lande. Michel Platini har talt i skarpe vendinger over for de ukrainske myndigheder for at få dem til at slå hårdt ned på plattenslagere og kriminelle, som vil have del i den velstand, der kommer på besøg i skikkelse af fodboldturister.

Derfor bekommer det selvfølgelig Uefa-præsidenten ganske vel, at EU-kommissionen i sidste øjeblik har vist interesse for netop denne side af sagen med etableringen af en hjemmeside, hvor tilhængere kan søge råd og vejledning om EM-rejsen. Malteseren John Dalli, der er kommissær for sundhed og forbrugerpolitik, er optaget af, at »intet praktisk spolerer morskaben« og understreger dermed, at det selvfølgelig er i EU’s interesse, at så stort et europæisk sportsarrangement bliver afviklet så gnidningsfrit som muligt – også selv om halvdelen af det finder sted uden for EU’s grænser.

Initiativet gør det lettere for formanden for EU-kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, at fastholde sin boykot. Han og en række andre europæiske toppolitikere har erklæret, at de ikke vil vise sig på ukrainske fodboldtribuner, så længe den tidligere premierminister og nuværende oppositionsleder, Julia Timosjenko, sidder fængslet for embedsmisbrug. Debatten om, hvorvidt boykot eller dialog giver bedst udbytte, deler de politiske vande, men med EU’s tiltag om at assistere fodboldtilhængere på rejse med nyttige informationer, er der i hvert fald serveret argumentation for at slå fast, at det er Ukraine og ikke EM i fodbold, der i givet fald bliver udsat for boykot. Den pointering har der utvivlsomt været behov for i et af EU’s største medlemslande, Polen.

Kritikken af Ukraine preller af på Michel Platini, der afviser et forslag om, at overholdelse af menneskerettighedernes minimumskrav i fremtiden skal være et af kriterierne for at søge værtskab. Det må være op til de Uefa-delegeredes samvittighed, mener han. »I begyndelsen var alle tilfredse med valget af Polen og Ukraine. Hvad skal vi gøre, når et af landene skifter regering? Tage turneringen fra dem igen? Det er svært«, har Michel Platini sagt til nyhedsbureauet DPA.

Det sidste har han ret i. Selv om der har været forlydender fremme om, at Tyskland til det sidste er blevet bedt om at holde sig i beredskab som medvært, ville det være så stor en falliterklæring og sikkert også udløse erstatningskrav af dimensioner at slå hånden af både Ukraine som arrangør og sine egne beslutningstagere, at det er og hele tiden har været udelukket.

Lige så udelukket er det, at det italienske landshold får lov til at melde afbud, sådan som det ellers er blevet tilbudt i forbindelse med yderligere optrevling af en sag om matchfixing. En spiller er ganske vist allerede fjernet fra Italiens EM-trup, fordi han skal til afhøring om sin rolle i forbindelse med aftalt spil i kampe på allerhøjeste plan, mens en anden bliver på holdet og først skal til afhøring efter slutrunden.

I betragtning af at Michel Platini har kaldt matchfixing det værste uvæsen i sporten, kunne den så direkte tilknytning til EM-slutrunden næppe åbenbare sig på et værre tidspunkt. Det siger sig selv, at får kunderne i butikken – fodboldtilhængere verden over – en fornemmelse eller stærkere indtryk af, at det, de bruger opmærksomhed, tid og penge på, bare er iscenesat fup og fidus, så smuldrer interesse- og forretningsgrundlaget fuldstændig. Derfor er det til at tro på, når hele fodboldens verdenssamfund erklærer sig indstillet på at bekæmpe matchfixing – ikke af romantiske, men økonomiske årsager.

Så selvfølgelig bliver EM-kampene spillet i både Polen og Ukraine – også med Italien som deltager i nødvendigt omfang. Distraktion af den ene eller anden art har det dog med at påvirke de sportslige præstationer – det dokumenterede den franske trup efter interne skænderier ved VM for to år siden – så europamestre bliver italienerne næppe. Mindre kan også gøre det, for mange steder i et Europa med politisk usikkerhed, ekstraordinære økonomiske udfordringer og massiv ungdomsarbejdsløshed vil nogle ugers fodboldentusiasme utvivlsomt være et velkomment frikvarter fra bekymringerne.

Grækere, irere, spaniere og de øvrige folkeslag med landshold i Polen og Ukraine vil lade sig rive med af håbet om succesoplevelser, som indlysende nok bliver indfriet i varieret omfang. I Danmark er det besnærende at drømme sig tilbage til dengang den skarpeste manifestation over for Europa i form af et nej til Maastrichttraktaten faldt sammen med sejren ved EM i fodbold.

Den slags sker bare ikke igen.